Arnanut

Justine Gudmundsen blev opfordret til at søge stillingen som tankforvalter. Hun bad om betænkningstid, da hun kom i tvivl om, hun nu også kunne bestride jobbet.

Hun siger selv, at hun følte sig for ny i faget, men takket være opbakning fra familie og venner, slog hun til og sagde ja til stillingen.

Justine Gudmundsen blev således per 1. maj 2007 ansat som Grønlands første kvindelige tankforvalter.

Hun er ansvarlig for den daglige administration og drift af anlægget. Endvidere skal hun sørge for bestilling af varer, foretage status på vare- og oliebeholdninger samt generel vedligeholdelse af anlægget. Til sin hjælp har Justine tre ansatte, som alle har modtaget »den nye chef« på bedste vis.

Justine Gudmundsen er 28 år, født og opvokset i Qaqortoq.

Hun har arbejdet syv år inden for forskellige områder hos Pisiffik A/S, indtil hun den 1. december 2004 fik ansættelse hos Polar-oil i Qaqortoq.

Justine har gennemgået en uddannelse som tankforvalter og afsluttede denne i 2005. Siden da har hun arbejdet fast hos Polaroil ved tankanlægget i Qaqortoq.

Justine kan ikke afvise, at der i fremtiden vil komme flere kvinder i faget. I det mindste håber hun at andre kvinder i almindelighed vil søge lederstillinger for, som hun siger:

– Der er jo i dag flere kvindelige ledere i forskellige fag, hvilket kun er godt, da vi udadtil viser, at vi kvinder godt kan bestride lederstillinger.

På spørgsmålet om hun har en fornemmelse af, hvad reaktionen er hos kunder og omgivelser, svarer Justine:

– Flere kunder tror umiddelbart ikke, at jeg er leder på tankanlægget, mens andre modtager det meget pænt og virker lidt stolte på mine vegne og støtter mig, hvilket er en positiv ting.

Hvilke fordele eller ulemper er der i jobbet?
– Jeg kan umiddelbart ikke se nogen ulemper forbundet med at være kvinde i et mande-job, da man i fællesskab kan løse arbejdsopgaverne.
– Man skal aldrig opgive på forhånd, derfor bliver opgaverne altid løst, siger Justine Gudmundsen.

Har du et råd til andre, der gerne vil forsøge sig i branchen?
– Det er et spændende job med mange udfordringer og afvekslende arbejdsforhold. Man lærer mange nye ting, som man ellers ikke i dagligdagen lægger mærke til, siger hun.
– Jeg håber, at andre kvinder også vil søge lederstillinger, siger Justine Gudmundsen.

Af Leif Ravnbak

Jeg var engang vidne til to unge piger, der bakkede ind i en bil og flygtede fra stedet. Jeg var ophidset og rasende over optrinnet. Jeg skrev nummerpladen ned og kontaktede politiet. Pigerne havde troet, at der ingen vidner var. Jeg så påkørslen fra mit kontorvindue. Politimanden fortalte senere, at føreren havde fået et chok, da politiet bankede på for at høre nærmere om omstændighederne.

Jeg har selv prøvet at handle i Brugsen og komme ud til min bil, der havde fået en ordentlig bule. Fuck !!!! hvor er det surt, når folk bare skynder sig afsted uden at efterlade en seddel. Jeg bakkede selv ind i en bil engang og lavede en ret stor bule. Jeg rystede over det hele og havde det elendigt. Jeg vidste ikke hvis bil det var og kontaktede politiet for at få oplyst ejerens navn. Det var flovt at ringe op og fortælle, at jeg havde påkørt en bil og det var mindre fedt, da jeg en måned efter skulle give 3-4.000 kroner for at få udbedret skaden. Men, men, men… i dag er jeg stolt over mig selv og stolt over, at jeg tog ansvar for mine handlinger.

Det er der alt for få der gør.

Sidste år var der nogen, der smadrede min bils forude, da den var parkeret foran Barista. Ingen tog ansvar.

Generelt er der alt for få mennesker, der tager ansvar for deres handlinger – det er jo meget nemmere at flygte fra et ansvar.

Irene Jeppson

For nogle år tilbage sad jeg i Danmark og savnede kontakt med det modsatte køn, og var derfor en flittig bruger af arto.dk. Pludselig dukkede der en spændende mand op med en besked, og før jeg vidste af det, var jeg i et fly på vej til hans hjemby, med advarselslamperne blinkende indeni. Med mig i baggagen havde jeg minder om hårde tider som single-mor, og jeg valgte derfor at ignorere advarselstegnet, og håbede at finde et trygt og dejligt liv, med en ansvarsbevidst mand ved min side.

Set udefra var vi billedet på den ideelle sammenbragte familie. Succesrigt liv, med glade børn og økonomisk tryghed. På overfladen lod jeg som om, at jeg havde fundet det jeg ledte efter, men lampen blev ved med at blinke. Hver gang den lyste op, valgte jeg at slukke for den, og leve videre i min drømmeverden. Men for hver gang jeg gjorde det, mistede jeg noget af min strålende glød.

Når jeg kigger indad ser jeg en lille såret Tukummeq, der hele livet har søgt efter den far hun mistede som 2-årig, da mine forældre blev skilt. Jeg kan se nu, at jeg har været så bange for at miste, at jeg ofrede mine drømme, til den trygge løgn.

Tre år efter den flyvetur, er jeg single, snart 30 og jeg har verden for mine fødder. Det bedste af det hele er, at jeg nu har fået min far tilbage. Vi er blevet følelsesmæssigt genforenet denne sommer, og jeg fryder mig. Mit indre barn er i gang med healingsprocessen og mine vinger bærer mig frem mod mine generhvervede drømme.

Af Tukummeq Egede Martinsen