Arnanut

– Jeg ønsker at medvirke til, at flere og flere i vort samfund skal føle større selvtilfredshed, siger den 37-årige Nauja Brøns fra Nuuk.
– Jeg er overbevist om, at der sker noget med os mennes ker, når vi får det rette tøj på, lever i de rette omgivelser og får lov til at udtrykke netop det, der er vores eget, vores kerne og styrke. Stolthed skabes, når vi føler os godt tilpas, og der er overensstemmelse mellem vort indre og ydre, siger
hun.

Ved udgangen af januar 2008 stoppede Nauja som marketingmedarbejder i Royal Arctic Line. Hun har netop startet »Your Style«, hvor hun ved hjælp af coaching hjælper folk med at få deres egen, personlige stil i beklædning, bolig og virksomhed.
– Jeg har i mange år interesseret mig for stil, og hvordan vi bedst kan få det bedste ud af os selv, og få en flot helhed – især indenfor beklædning og indretning. Under coachuddannelsen fandt jeg muligheden for at forene mine egne erfaringer med min kreative uddannelse og den side af mig, der godt kan lide at rådgive. Den største gevinst var, at jeg fandt modet til at leve min egen drøm ud som selvstændig næringsdrivende, hvilket betyder, at jeg nu faktisk lever det liv, jeg ønsker.

Nauja Brøns blev i 1990 uddannet som kontorassistent og senere, i 1999, blev hun uddannet beklædningsformgiver fra Odense Håndarbejdsseminarium. En beklædningsformgiver er en designer, som designer tøj efter folks individuelle mål.

Sidste år i maj startede hun coachuddannelsen hos iPotential og blev færdig i januar.
– Under uddannelsen fik jeg større klarhed over, hvad jeg gerne vil bruge mit liv på, så det giver mening for mig. Jeg blev bedre til at tro på mig selv og ikke lade mig styre så meget af frygten for at springe ud i noget nyt, siger Nauja og fortsætter:
– Hvis dit personlige image trænger til et løft, mener jeg ikke, at det er nok at ændre din frisure eller tøjstil. Det er vigtigt at få noget mere dybde med, for at du skal føle ejerskab af det nye.

Nauja Brøns kommer med et eksempel.
– De fleste kvinder, der bliver »ny kvinde«, falder hurtigt tilbage til deres gamle tøjstil, fordi man ikke har været inde bag personen.

Der går ikke ret lang tid, så er mange af dem tilbage i deres gamle tøjstil, fordi de er bundet af et mønster, som gør, at de har et bestemt syn på dem selv og ikke tør springe ud i noget nyt. Det er derfor utrolig vigtigt, at det indre og ydre følges ad.
– Mange af os har en tendens til kun at fokusere på det negative i os selv, og det siger næsten sig selv, at det så bliver svært at få det godt med os selv, siger Nauja Brøns.
– Hvis vi tror noget mere på os selv, er mere stolte og tilfredse med os selv, sender vi også mere positiv energi ud, mener hun.

UDSTRÅLING
Hvad er det som du kan tilbyde dine kunder?
– Jeg kan hjælpe folk til at finde kernen i dem selv, så de udstråler personlighed
både i tøj, bolig eller en ny livsstil.
– Jeg stiller kunden en række indledende coachende spørgsmål, inden jeg for eksempel
gennemgår hendes garderobeskab, hvis det er det, jeg er hyret til. Svarene fortæller mig hvad det er, der betyder noget for kunden, og ud fra det, kan jeg gå ind og rydde ud, sortere tøjet og vise hende, hvordan hun kan bruge resten. Efterfølgende går jeg hjem og skriver en liste over, hvad kunden skal gøre, og hvad hun skal undgå for at få det frem, hun ønsker. Dette gør det nemmere for hende at undgå fejl- og impulskøb ved fremtidige tøjindkøb.
– Mit første indretningsprojekt i en virksomhed, var for Mette Steenholdt, iPotential coachingbureau, som netop har fået nogle fantastiske dejlige lokaler. Ud fra Mettes kriterier om atmosfære og stemning, fik vi indrettet et meget personligt lokale, hvor folk føler sig dejligt tilpas.
– For mig er hele essensen, at jeg ikke går ind og pådutter folk en stil. Det er i højere grad et samarbejde, som får folks øjne op for nogle sider af sig selv, som de ellers lægger låg på og ikke ser.

STYLECOACHING – HVAD ER DET?
Stylecoaching er et rimeligt nyt begreb, hvor ordene »styling« og »coaching« er sat sammen til ét. Coachingen giver os muligheden for at udfordre vores tanker om os selv, vores syn på os selv, og vores vaner. Hvis vi vil opnå forandring, er det derfor utrolig vigtigt at begynde at se på sig selv med andre øjne.

Hvis du er interesseret i at læse mere om Nauja Brøns og stylecoaching, kan du klikke ind på www.style.gl

Af Irene Jeppson
Foto: Leiff Josefsen

– Jeg har det rigtigt godt på min arbejdsplads. Jeg får lov til at være kreativ, jeg møder en masse mennesker og arbejdet er meget alsidigt.

Anita Søndergaard Pedersen gik ud af folkeskolen i 11. klasse. Hun tog et efterskoleophold på Samsø og startede derefter på den gymnasiale uddannelse i Nuuk.
– I gymnasietiden ville jeg være fysioterapeut, og jeg startede også på uddannelsen i Århus efter gymnasiet.
– Men i 3. semester valgte jeg at stoppe på fysioterapeutskolen, for at søge en mere håndgribelig uddannelse.

Anita Søndergaard Pedersen blev af to veninder inspireret til at søge ind på bygningskonstruktør-uddannelsen og blev optaget.

En bygningskonstruktør lærer en byggeproces at kende fra start til slut, og er dermed i stand til at planlægge og koordinere bygge- og anlægsopgaver. Uddannelsen til bygningskonstruktør varer 3 ½ år.
– Jeg har nok haft tanken siden barndommen. Dengang jeg gik i folkeskole, var jeg i praktik som arkitekt. Jeg er mere narturvidenskabelig (end sproglig) mindet, og jeg synes at bygningskonstruktøruddannelsen er en god kombination af arkitekt- og ingeniøruddannelsen.
– Min far er desuden uddannet tømrer, og som barn (og stadig) plejede han at tage min mor og jeg ud og se på byggepladser. Det gjorde vi af og til i fritiden, smiler Anita Søndergaard Pedersen.
– Jeg ved ikke om det har haft indflydelse på mit karrierevalg.

Hun blev færdig med konstruktøruddannelsen i december 2007 på Odense Byggetekniske Højskole og vendte straks tilbage til Nuuk for at arbejde.
– Jeg havde flere jobmuligheder, men valgte det rådgivende ingeniørfirma INUPLAN A/S som min nye arbejdsgiver.

Hvad laver du på en typisk arbejdsdag?
– Jeg tegner bygninger og konstruktioner, beregner U-værdier, laver varmetabs- og energirammer osv. Jeg er bygherrerådgiver, udfylder diverse dokumenter og sommetider kommer jeg med ud på en byggeplads, for at føre tilsyn.
– Jeg skal være med til at sørge for, at lovgivningen og diverse bekendtgørelser bliver overholdt. En bygningskonstruktør kan få arbejde hos for eksempel arkitekter, rådgivende ingeniørfirmaer og i entreprenørvirksomheder. Arbejdsopgaverne vil typisk bestå i at lave tekniske beregninger af konstruktioner i en byggeopgave sammen med tegninger og planer for processen.

Desuden kan bygningskonstruktører være ansat til at lave økonomiske beregninger over et byggeri eller fungere som ledere i forhold til håndværkerne på byggeriet.
– Mine forældre, specielt min far er stolt over, at jeg er uddannet bygningskonstruktør. Men samtidigt ønsker han ikke, at jeg skal arbejde på samme byggeplads som ham. For så vil jeg være hans overordnet, griner Anita Søndergaard Pedersen.
– Tonen på en byggeplads kan være hård, men det ser jeg ikke som et problem. Man kan enten svare igen eller vende det døve øre til.
– Jeg har stadig ikke været udsat for ubehøvlede mærkninger. Mit indtryk er, at de grønlandske håndværkere, jeg møder i forbindelse med jobbet, er mere glade for, at jeg kan tale grønlandsk, end de tænker på, hvilken uddannelse jeg har bag mig.
– Generelt er mine kolleger meget høflige, og jeg bliver ikke forskelsbehandlet, fordi jeg er kvinde. Der bliver heller ikke vist hensyn til mig på grund af mit køn, måske mere, at jeg er »grøn i faget«.
– Selvom jeg arbejder i en mandsdomineret virksomhed, som den eneste kvindelige tekniker, føler jeg mig meget feminin. Vi går almindeligt klædt på arbejde. Men når vi skal ud på en byggeplads, skal vi være praktisk klædt og af sikkerhedsmæssige årsager skal vi bære hjelm og sikkerhedssko.
– Jeg føler ikke, at jeg er en »drengepige «, dog var jeg som barn korthåret griner hun.

Anita’s kæreste, Ib Falck-Petersen er uddannet pilot.
– Min kæreste har det fint med, at jeg arbejder i en mandsdomineret verden. Han mener, at så længe jeg trives på jobbet, så er det ligegyldigt hvilken uddannelse jeg har, siger Anita Søndergaard Pedersen.

Af Irene Jeppson

For en udenforstående er bygningsinspektørens arbejdsopgaver sort snak, men for Anso, Kristine og Margrethe er det hverdagskost at være projektleder på renoveringsopgaver, være chef for viceværter, udarbejde tilstandsrapporter på boliger og at vurdere lejligheders stand.

De er enige om, at man bestemt ikke udfører jobbet dårligere, fordi man er kvinde i et traditionelt mandejob:
– En kvinde er mere lyttende til kunderne og giver en bedre service. Mændene forklarer ikke så meget, siger Kristine og fortsætter:
– Til gengæld lover mændene for meget, hvis der står en utilfreds kunde og skælder ud på deres kontor. Vi kvinder har mere styr på, hvad vi kan tilbyde.

Og så gør den klassiske forestilling om kvinder og mænds evne til at lave flere ting på én gang sig også gældende:
– Kvinder kan have flere bolde i luften
– mændene siger »en ting af gangen!«

Kristine fortæller, hvordan hun uden at vide det imponerede sine kolleger, da hun var i Maniitsoq som afløser:
– Jeg havde 30 lejemål, der skulle vurderes, og jeg sad på kontoret og skrev som en gal på computeren. Servicemedarbejderen kom hen og stillede sig i døren og ventede på, at jeg skulle blive færdig og kigge op. »Du kan bare snakke«, sagde jeg, mens jeg fortsatte med at skrive. Jeg kan godt lytte samtidig. Det var hun ikke vant til fra de mandlige bygningsinspektører.

Jobbet som bygningsinspektør er hektisk. Mobilen ringer og beboere, håndværkere og sagsbehandlere kommer dumpende ind på kontoret med hver deres ærinde. I de situationer har mændene svært ved at følge med, men kvinder kan svare dem alle sammen løbende.

DU SKAL FORTJENE RESPEKT
Margrethe husker tydeligt, da hun var ny i jobbet som inspektør i Paamiut. Hun syntes, at det var svært at komme ind i byggebranchen som kvinde.
– I starten skulle man lave det dobbelte af, hvad mændene skulle for at få respekt af håndværkerne. De kunne altså være ret stride og komme med bemærkninger som »det har kvinder ikke forstand på«. Det fik mig til at tænke »jeg skal vise dem«. Og det har jeg gjort!

Heldigvis har Margrethe nemlig oplevet, at når man først har overbevist mændene om, at man er lige så dygtig fagligt som de mandlige kolleger, så mødes man med respekt. Og pludselig kan ens samarbejdspartnere se, hvor positivt det er, at man har mere overblik i stressede situationer.

En meget positiv oplevelse var, da vejformanden i kommunen, hvor Margrethe arbejdede, blev overbevist om, at kvinder godt kan. I begyndelsen var han en af de værste til at sige, at kvinder ikke forstår sig på bygge- og anlægsbranchen, men han var faktisk den, der var mest ked af det, da Margrete skiftede job.

For Margrethe har det at komme ind i mandefaget været en proces, som man siger. Eller en sej kamp, for nu at være helt ærlig.
– Jeg har været på Thule Air Base, og her blev jeg hærdet. If it doesn’t kill you, it makes you stronger! Hvis ikke jeg havde klaret Thule Air Base, var jeg knækket og havde givet op. De er grove deroppe. Man kommer ind i en ucensureret mandeverden. Det er ikke direkte chikane, men de er ikke vant til at have kvinder. De skal vise sig hele tiden, og de prøver at tryne en, fordi man er kvinde.

Anso bryder ind:
– Det er jo ikke alle mænd, der er sådan, siger hun, og det er både Kristine og Margrethe enige i. Det er enkeltpersoner, der gør sådan. De fleste mænd er søde og hjælpsomme, men det er desværre de grove, man husker mest tydeligt.

MADONNA OG MATRONE PÅ EN GANG
Når man er inspektør betyder det ikke, at man trasker rundt i Kansas-tøj og har cement under neglene. Anso er velplejet, og hun går gerne med smykker og makeup på arbejde.
– Mænd er så hjælpsomme. De tror, at man ikke kan noget. Man er prinsesse i en hel prinseflok, siger Anso. Der er bare en bestemt type mænd, som hun prøver at undgå:
– Der er de meget flirtende og kvindegale mænd. Dem lægger jeg mærke til med det samme. Så skal jeg lave en mur omkring mig selv for at kunne tackle dem.

Alle tre kvinder har oplevet, at viceværterne pifter efter dem og taler åbent om deres udseende. Men så giver de tilbage af samme skuffe. Man skal svare igen, har de lært i branchen. For eksempel har Margrete haft pænt mange oplevelser med sjofle mænd.
– Over for dem kan jeg sagtens give igen rent verbalt. De bliver helt paffe over, at en kvinde kan tale sådan. Jeg kan godt sige fra! Jeg ved, at de føler, at jeg er meget grov og har et meget grimt sprog. Det afskrækker dem.

LEDER MED FØLELSE
Som inspektør er man leder for ejendomsmestre og ejendomsfunktionærer, og både Anso, Margrethe og Kristine tager lederrollen på sig. Anso vil gerne have, at hendes medarbejdere selv finder frem til svaret på de spørgsmål, som opstår i løbet af en arbejdsdag.
– Jeg prøver at spørge lidt dumt, og så kommer de selv med løsningerne. Vi kan ikke lære nogen mennesker noget, men vi kan få dem til at opdage noget, siger Anso. Kristine lægger vægt på, at kvindelige ledere har mere empati end mandlige.
– Følelser spiller ind. Vores medarbejdere føler, at vi er bedre ledere, fordi vi kan mødes med dem på det personlige plan. Vi kan tale om privatliv, problemer og følelser. Vi lytter til dem – det mærker de. Man behøver ikke at svare hele tiden – bare at lytte. Efter et stykke tid opstår der gensidig respekt, og det er rigtig dejligt.

Men ind imellem er det nødvendigt, at man som leder slår i bordet og uddeler irettesættelser til personalet.
— Så må jeg stille balskoene og lægge prinsesserollen på hylden, siger Anso med et glimt i øjet. Somme tider er jeg heksen. Man bliver også nødt til at være den onde en gang imellem.

Margrethe husker en konkret situation, hvor hendes følelser var ved at løbe af med hende:
– Vi skulle slukke for strømmen i genhusningsboligerne. I sådan nogen situationer kan jeg ikke undgå at blive følelsesmæssigt påvirket. Jeg tænker jo på de familier, der skal bo i genhusningsboligerne. Jeg tror, at mænd er bedre til at distancere sig fra de ubehagelige beslutninger. Men man lærer det. Jeg er blevet bedre til at holde arbejde og følelser adskilt, for det er ikke altid hensigtsmæssigt at lade følelserne styre for meget.

FAMILIEN FREM FOR KARRIEREN
Margrethe har tidligere været teknisk chef i en kommune i adskillige år, men nu har hun valgt topledelse fra og er flyttet tilbage til inspektørjobbet i INI. Årsagen er, at hun vil prioritere sin familie højere end arbejde:
– Jeg har valgt at geare ned, for mine børn har mere brug for mig.

Fælles for de tre kvindelige bygningsinspektører er, at de ikke har karriereplaner, for som de siger:

– Kvinder har ikke ambitioner som mændene. Kvinder er ikke sådan herkommer-jeg-agtige. Hvis kvinder har børn, har de andre prioriteringer end mændene. Vi har mere familiefølelse, og børn betyder mest for os.

KOM KVINDER!
Anso, Kristine og Margrethe er vant til at tiltrække sig opmærksomhed, for igennem hele deres uddannelsesforløb har de tilhørt en minoritetsgruppe som kvinde, der begiver sig ind på det tekniske fagområde.

Der bliver lagt mærke til dem, fordi de har et andet køn. De oplever også, at en uddannelse som tekniker giver respekt og velvilje:
– Vi tilfører faget mangfoldighed, og mange mænd siger, at vi giver erhvervslivet et frisk pust.

Alt i alt synes de, at der er mange flere fordele end ulemper ved at være kvinde i et mandejob.
– Jeg kan bedre lide at arbejde sammen med mænd. Kvinder fortæller deres medsøster det hele, siger Kristine, og Anso supplerer.
– Jeg valgte denne branche for arbejde sammen med mænd.

Af Christine Stampe Frøsig

Margrethe Ane Rosing Hegelund

Alder: 38 år
Født og opvokset i Paamiut
Uddannelse: GU og byggetekniker i DK
Stilling: Bygningsinspektør i INI
Erhvervserfaring: To år som inspektør i INI, derefter to år som tekniker i Paamiut Kommune, derefter teknisk chef i Paamiut Kommune i 3½ år, og nu igen inspektør i INI.
Familie: Tre børn og mand
Derfor teknikeruddannelse: Oprindeligt startede jeg på ingeniøruddannelsen, men sprang fra i 2. semester og tog teknikeruddannelsen i stedet.
Det fede ved jobbet: – Det er udfordrende, afvekslende og givende på en gang. Jeg har kontakt med en masse interessegrupper, især håndværkere. Jeg føler, at jeg udretter noget i forbindelse med mit arbejde, for eksempel alle byggeopgaverne.

Kristine J. H. Christensen

Alder: 43 år
Født i Maniitsoq, boet i Sisimiut siden 1985
Uddannelse: Handelshøjskole i Ikast og teknisk assistent fra Bygge- og Anlægsskolen i Sisimiut
Stilling: Bygningsinspektør i INI
Erhvervserfaring: 15 år på tegnestue (Sanati), fem år i Pisiffik anlægsafdeling, tre år i INI.
Familie: Tre børn og mand
Derfor teknikeruddannelse: Jeg har arbejdet på tegnestuen Sanati i 10 år som kontorassistent, før jeg blev uddannet til teknisk assistent. Jeg fik tilbud fra Sanati om at videreuddanne mig til teknisk assistent, og det sagde jeg ja tak til. Jeg har ikke fortrudt, for det har været udfordrende og meget alsidigt arbejde.
Det fede ved jobbet: – Det er alsidige arbejdsopgaver, og det er udfordrende. Der er kontakt med beboere, håndværkere og sagsbehandlere, hvor vi hele tiden snakker om, hvordan vi kan forbedre det vi laver.

Margrethe Ane Sofie (Anso) Reimer

Alder: 41 år
Født i Uummannaq, opvokset i Nuuk
Uddannelse: Teknisk tegner
Stilling: Inspektør i INI
Erhvervserfaring: Arbejdet på arkitekt- og ingeniørtegnestuer, kommunale tekniske afdelinger og i mindre tømrerfirma som forkvinde
Familie: Tre børn og mand
Derfor teknikeruddannelse: Teknik er et spændende fag.
Det fede ved jobbet: – Jeg har kontakt til kunder, håndværkere og kollegaer, jeg løser vigtige opgaver, og jeg oplever noget unikt hver dag.

Alex sammen med sin søster og nevøen Niclas.

– Min nevø betyder meget for mig. Jeg holder meget af ham og ville ønske, at han fik mere hjælp.
– Tænk at have et liv, hvor du ikke kan planlægge noget som helst. Det må være forfærdeligt, siger den 32-årige Alex Andersen fra Nuuk.
– Jeg bliver helt ked af det, når jeg tænker på min søster og min nevø Niclas. De fortjener det bedste. Alle mennesker har krav på at have et godt liv, siger han.

Alex Andersen er født i Qeqertarsuaq, men har boet størstedelen af sit liv i Nuuk. Han har hele tiden gang i mange projekter, og han er blandt andet kendt som trommeslageren fra Chilly Friday.
– Jeg har tre små søstre fra min mors side og en lillebror og en lillesøster fra min fars side. De fleste af mine søskende bor i Danmark. Jeg har god kontakt med dem alle sammen, men kunne godt tænke mig at se dem oftere. Det er dog svært, når man bor så langt væk fra hinanden.

Alex Andersen har en nevø, som han er tæt knyttet til.
– Min nevø fra min ældste søsters side er multihandicappet. Han kan ikke snakke, men alligevel forstår vi hinanden. Der er et bånd imellem os, og han udtrykker sig oftest ved at smile og grine.
– Det er hårdt for min søster. Hun passer ham alene døgnet rundt og er der for ham 100 procent.
– Når han en sjælden gang besøger mig, hygger vi os sammen. Vi spiller guitar og leger lidt med klaveret. Da han er spastisk handicappet, er hans krop meget stiv og derfor masserer jeg ham hver gang, han er på besøg. Det er vigtigt, at han får løsnet op.
– Min søster er blevet opereret på hænderne, fordi hun har båret så meget rundt på sin søn.
– Min søster har krav på to støttepersoner og en aflastningsfamilie, men hun får det ikke. Jeg kan godt forstå, at hun snakker om at flytte til Danmark. Hun bliver jo træt af at passe sin søn under de forhold.
– Hun er faktisk frihedsberøvet meget af tiden. Groft sagt kunne hun ligeså godt ha’ siddet i fængsel. Heldigvis går Niclas i skole. Der har han en lærer og en støtteperson. Men hvis en af dem er syge, så kan han ikke komme i skole.
– Min søster kan ikke planlægge noget som helst, siger Alex Andersen.

DRØMME
– Niclas vil forblive som en person, der ikke kan tage vare på sig selv. Jeg har valgt ikke at behandle ham som et lille barn. Jeg behandler ham, som jeg vil behandle hans jævnaldrende på 7-8 år.

Alex Andersen har to gange drømt om sin nevø.
– Niclas’ ryg svajer meget, men en nat drømte jeg, at han pludselig kunne sidde normalt.
– Jeg har haft en anden drøm, hvor Nicklas pludseligt begyndte at tale normalt.
– Det er nok mine inderste ønsker, der kommer til udtryk i mine drømme.
– Det kunne ellers være dejligt at få eksempelvis landsstyreformand Hans Enoksen til at bytte rolle med min søster. Han burde få lov til at passe min nevø en hel dag. Jeg er sikker på, at han ikke ville klare det en enkelt dag.
– Det er meget svært for mig ikke at lade mig blive påvirket af min lillesøster og nevøs liv. De er hele tiden i mine tanker. De fortjener at have det godt.
– Systemet gør alt for lidt for de mennesker, der har det dårligt.

LAGDE SPRUTTEN PÅ HYLDEN
Alex Andersen holdte op med at drikke alkohol og ryge for fire år siden.
– Jeg stod nytårsdag, klokken to om morgenen, på »Kristine-mut« med 3 bajere og 2 pakker smøger foran mig.
– Jeg tog mig selv i at kigge mig omkring og tænke »at det her er ikke mig, hvad laver jeg her«.
– Jeg tog hjem og holdt op med at drikke og ryge. Kort efter mødte han sin nuværende kæreste, Aggo Rosing Olsen.
– Hun drikker heller ikke, så jeg følte, at det var en gave at møde hende, og jeg havde hende til at støtte mig i min beslutning.

Cirka et par år efter lod han sig friste af et glas rødvin, og det udviklede sig stille.
– Jeg tog mig en rødvins tur og gjorde noget, jeg ikke skulle ha’ gjort. Det gik op for mig, at alkoholen fik mig til at overskride de grænser, jeg normalt ikke ville overskride, og fra den dag sagde jeg stop.
– Jeg har levet et liv, hvor jeg har været meget eksponeret. Det, at jeg var en kendt musiker, gjorde, at jeg stille begyndte at holde afstand til mange mennesker. Når man er en eksponeret person, så er der mange mennesker, der ikke accepterer ens private liv. De tror, at de kender en, selv om jeg ikke kender dem. Jeg har derfor brugt en masse energi på at holde folk på afstand.
– Efter jeg er holdt op med at drikke, er afstanden blevet mindre. Jeg har fundet mig selv mere. Jeg er blevet ærlig overfor mig selv og mine omgivelser.
– Jeg har været let at trække rundt med. Jeg har været let at manipulere med, men jeg er blevet klogere.
– Dengang jeg drak plejede folk, jeg ikke kender, at komme hen til mig og snakke om deres personlige problemer. Det tiltrækker folk, at man er eksponeret. Det var hårdt, når folk forventede noget af mig. Hvis man ender som en eksponeret person, er det vigtigt at kunne tackle denne rolle. Ellers kan det ende med misbrug.
– Jo ældre man er, jo sværere er det at komme ud af et mønster. Da jeg holdte op med at drikke skiftede jeg en masse venner ud. Jeg fandt ud af, hvem der var mine rigtige venner, og de er der stadig for mig.
– Det er hårdt at skifte livsstil. Der er mange, der når bunden, og som slet ikke kan se noget godt ved livet. Der er mange, der falder i igen, fordi de tror, at alting bliver godt to dage efter de er holdt op med at drikke, men sådan er det jo ikke. Der kan gå måneder eller år…
– Afhængighed har det med at flytte sig. Før var jeg afhængig af smøger og alkohol. Men nu har afhængigheden flyttet sig, og i dag er jeg nok en slags workaholic. Workaholic kalder man det, når man er afhængig af sit arbejde.
– Det tager mindst lige så lang tid at blive uafhængig som at blive afhængig, siger Alex Andersen.

JEG ER HELDIG
– Men hold kæft, hvor har jeg det godt nu. Når jeg står op, føler jeg mig velsignet over det liv, jeg har. Jeg har mad på bordet, og jeg behøver ikke at drikke eller ryge.
– Grønlands største folkesygdom er misbrug, det kan være misbrug af alkohol, euforiserende stoffer eller børne misbrug. Og det kommer af en ting: For lavt selvværd.
– Man kan kun få bugt med det ved at snakke om det og respektere hinanden, mener Alex Andersen.
– Vi bor i fede huse, har flot tøj og flotte biler, men i virkeligheden er vi mange, der har det af helvede til.
– Vi snakker for lidt sammen. Vi holder problemerne for os selv og nedbryder vores selvværd. Jeg vil opfordre folk til at åbne sig og få sagt de ting ud, som de har på hjertet.
– Elsk det du holder af, også når du har det godt, siger Alex Andersen.

Hvad laver du om 10 år?
– Så har jeg fået børn. Jeg har fået nogle rammer, der gør, at jeg kan opdrage mine børn på den bedste måde.
– Jeg tror, at jeg til den tid vil have det bedre med mig selv. Mit håb er meget simpelt, og det er at have det godt.

Alex Andersen er født i 1976 i Qeqertarsuaq.

Han begyndte at spille trommer som 13-årig. I 1992 dannede han gruppen »Affray« og spillede i 6 år. Da Affray blev opløst i 1998 tog Alex på musikhøjskole i et år.

Senere kom Alex med i bandet »Sialuit« hvor han mødte Malik Kleist. Sialuit var et eksperimenterende pop/rockband som aldrig kom særlig langt. Ikke længe efter opløstes Sialuit og i vinteren 1999 slog Alex og Malik sig sammen og startede Chilly Friday.

Han har blandt andet været med til at starte en musiker - forening i Nuuk med navnet Nuummi Nipilersortartut og han har ligeledes været med til at starte musikerforbundet i Grønland.

Alex Andersen er initiativtager bag selskabet Greenland Media Group, som er en sammen - slutning af flere virksomheder, der går sammen om at løfte opgaver inden for mediebranchen.

Alex Andersen har desuden slået sig sammen med musikerkollegaen Eigel Petersen og startet Ice Music Aps, som både er et label og en distributionsvirksomhed.

Han er også med til at arrangere talent-konkurrencen »Inuvoice«. Inuvoice bliver sendt i KNR-TV næste vinter.

Alex samme med sin søster og nevøen Niclas. – Min nevø betyder meget for mig. Jeg holder meget af ham og ville ønske, at han fik mere hjælp.

10 »iskolde« til Alex Andersen

1. Vin eller vand?
Vand. Jeg holdt op med at drikke for 4 1/2 år siden. Desuden er 70 procent af vores krop lavet af vand, og man kan leve længe af vand, det kan man ikke af vin.

2. Pizza eller sæl?
Uha…hvis jeg var på en øde ø, ville jeg vælge sæl, selvom jeg ikke spiser det så tit.

3. Strandferie eller storbyferie?
Strandferie. Det ville være dejligt at komme lidt væk fra den travle hverdag. Komme væk fra bilerne, udrykningerne og komme til en strand og høre havets brus.

4. Qanorooq eller tv-avisen?
Begge. Jeg synes det er vigtigt at følge med i nyhederne.

5. Mobiltelefon eller computer?
Computer. Den kan så meget…

6. Fest eller hjemlig hygge?
Hjemlig hygge. For fem år siden ville jeg have sagt fest. Det er dejligt at være hjemme og sidde og snakke med nogle gode venner, spise noget god mad og drikke kaffe.

7. Udenlandsk eller lokal koncert?
Udenlandske koncerter er meget inspirerende. Men det er også fedt at se, hvad grønlandske musikere kan, for de kan meget. Grønlandske musikere er gode til at spille på en scene, men udenlandske musikere er gode til at lave scene-shows.

8. Alene eller med nogen?
Jeg kunne ikke leve alene, men jeg kan godt lide at være alene og »kigge ind i mig selv«.

9. Bil eller båd?
En bil. Den sparer mig for en masse tid. En båd er sæsonpræget, mens man kan bruge en bil året rundt.

10. Løbe eller gå?
Løbe. At gå tager for lang tid.

Tekst: Irene Jeppson