Arnanut

Jeg har altid været en drenge-pige. Alligevel er jeg meget feminin. Jeg nyder at være kvinde med et stort K. Jeg nyder at gøre mig umage for at se pæn ud, tage flot tøj på, ha’ en ordentlig frisure, være renlig og dufte skønt, siger den 39-årige Naja Petersen fra Nuuk.

Hun startede fornyligt på anstaltsbetjentuddannelsen. Et erhverv, som hun elsker og ånder for.
– Det er et fedt job. Jobbet er lige mig.
– Det er dejligt at hjælpe andre mennesker. Jeg regner med at blive færdig med min uddannelse i 2010, siger Naja Petersen.Uddannelsen til anstaltsbetjent varer to år, hvor teoridelen tager ni uger, og tre måneders praktik i Herstedvester, og resten af tiden i de forskellige anstalter i Grønland.
– Jeg har engang arbejdet på kontor som tolk, og der følte jeg mig »som et vildt dyr i et bur«, griner hun.
– Jeg fungerer bedst i jobs, hvor der er mulighed for at udfolde sig fysisk og psykisk. – Jeg har tidligere arbejdet som chauffør på Hotel Arctic i Ilulissat. Der skulle vi løfte flere kilo øl og vin, men det havde jeg det godt med. Jeg kan godt lide fysisk hårdt arbejde.

Naja Petersen voksede op som den eneste pige ud af en søskendeflok på fire.
– Mine brødre er alle høje og muskuløse. Jeg plejede at sidde i baggrunden og betragte dem, når de havde slåskampe.

Jeg var jo en pige, så jeg blandede mig ikke i deres leg.

EKSTREM SPORT
Som junior begyndte Naja Petersen at gå til Taekwon Do.
– Jeg har altid dyrket meget sport. Lige fra fodbold, badminton og Taekwon Do. Det var først som senior, at jeg begyndte at dyrke Taekwon Do for alvor.
– Min sportsgren har gjort, at jeg har fået mere selvtillid, selvkontrol og udholdenhed. Det har også betydet social samvær med en masse mennesker.

Hun har opnået sort bælte i kampsporten og har vundet et hav af medaljer.
– Igen giver jeg mine brødre skylden for, at jeg begyndte at interessere mig for maskuline jobs og sportsgrene som mest dyrkes af mænd.
– Jeg deltog i mit sidste grønlandsmesterskab i 2004. Så blev jeg træt af det.

Jeg fik nok og trængte til en pause. Jeg følte, at jeg havde behov for at slappe af og nyde stilheden.

Under sit sidste grønlandsmesterskab lærte hun lidt om power-yoga.

Målet med power yoga er at kombinere udstrækning, styrketræning og åndedrætstræning.
– Nu kan jeg mærke, at jeg skal prøve noget nyt igen. Jeg vil gerne lære noget mere omkring inuit-games. Det bliver helt klart mit næste skridt indenfor sports - verdenen.

DEN STØRSTE SEJR
Naja Petersens største sejr er ikke alle de titler hun har vundet indenfor sporten.
– Den største sejr for mig er, at jeg endelig har vundet over mine brødre.
– Sidste jul var vi sammen og begyndte at konkurrere mod hinanden. Jeg kunne en speciel øvelse, hvor man løfter sin krop med sine hænder, som mine brødre ikke kunne. Alle mine brødre er højere og mere muskuløse end jeg. Derfor var det den største sejr i alle de 39 år, jeg har levet, at de ikke kunne gennemføre øvelsen, siger Naja Petersen med et smøret smil.
– Endelig kunne jeg vinde over dem!

– Mange spærrer øjnene op, når de hører, at jeg både er fabrikschef og afløser for kateketen i Uummannaq, siger Johanne Thorning Hansen

40-årige Johanne Thorning Hansen blev fornyligt udnævnt til fabrikschef i Uummannaq og for fire bygdeanlæg. Ud over at arbejde i fiskeindustrien er hun kateket i Uummannaq kirke.

– Mange kigger en ekstra gang, når de hører, at jeg også er kateket, griner Johanne Thorning Hansen, også kaldet Nuka.

Hun er født i Qasigiannguit, men har boet i flere forskellige byer på kysten.

– Nu bor jeg i Uummannaq med min datter Aima. Her trives vi og har det godt. Hun bor alene med 11-årige Aima i et selvbyggerhus, som Johanne har bygget sammen med sin tidligere mand. Huset, type 69, byggede de i løbet af fire måneder.

Johanne Thorning Hansen gik ud af folkeskolen i 10. klasse. Som den yngste startede hun på ATI i Qaqortoq i 1986.

– Jeg var den yngste på holdet, og den ældste var ældre end min mor. Der var stor forskel imellem os, men alligevel var det mig, som skulle hjælpe de ældre i klassen med matematik og fysik.

Hun blev færdig som fiskeindustriassistent i 1988 som 20-årig.

– Jeg fik job på laboratoriet på rejefabrikken i Aasiaat og blev kort efter udnævnt til stedfortræder for lederen.

Hun flyttede til Uummannaq i 1991 og fik arbejde på Royal Greenlands hellefiskefabrik.

– Jeg skulle arbejde på laboratoriet og kendte intet til fiskeindustrien. Jeg havde jo kun arbejdet med rejer tidligere. Jeg brugte tre dage på at tænke situationen igennem, før jeg for alvor startede med mit arbejde.

Johanne Thorning Hansen lærte dog hurtigt rutinerne i jobbet, og som 25-årig stod hun som ansvarlig for kontrol af alle Royal Greenlands fabrikker i den nordlige region.

– Jeg fik stor opbakning fra mine andre laboratorie-kolleger på kysten. Ingen havde lyst til at arbejde i Uummannaq - kun mig, griner Johanne Thorning Hansen.

I 2000 blev hun ansat som produktionsleder, og fornylig blev hun udnævnt til fabriksleder. Fabrikken i Uummannaq og de omkringliggende bygder indhandler 4-5.000 tons hellefisk om året.

HOP UD I DET
Johanne Thorning Hansen venter ikke på, at tingene skal ske af sig selv men elsker tværtimod udfordringer.

På et tidspunkt begyndte hun at producere ræklinger, fordi hun syntes, at de var for dyre at købe i butikken.

– Det er tredje år, at jeg laver ræklinger. Jeg laver dem kun til mig selv og til min familie. Jeg er efterhånden blevet god til det, smiler hun.

Hun har ligeledes syet flere sælskindsjakker til familien.

– Jeg spurgte en ældre kvinde, hvordan man syr sælskind. Jeg havde aldrig prøvet det før. Hun vejledte mig og så gik jeg igang.

– Jeg har syet jakker til mine forældre, søster og til min datter. Jeg går ikke selv i sælskindstøj. Det er bare ikke mig, siger hun.

– Jeg har også engang syet nogle isbjørneskindsbukser. Jeg havde aldrig prøvet det før. Men man finder jo aldrig ud af om man kan, hvis ikke man prøver.

Johanne Thorning Hansen har gang i mange projekter.

– Jeg har malet mit eget hus. I den nærmeste fremtid skal jeg ha’ skiftet gulvet ude på toilettet. Jeg ved, at jeg kan. Derfor får jeg ikke andre til at hjælpe mig.

– Jeg har ikke firmabil men har købt min egen amerikaner-bil. Det der irriterer mig
mest er, at jeg ikke kan finde ud af at ordne bilen, hvis der er noget galt med den.

I fritiden fremstiller hun ulu’er, syer sælskindstøj og laver grønlandsk husflid.

– Jeg skal ha’ anskaffet mig nogle rensdyrgevir, så jeg kan prøve at arbejde med det. Jeg kan godt lide at finde nye ting at arbejde med, siger hun.

Johanne Thorning Hansen har deltaget i op til 30 kurser på sit arbejde.

– De mange kurser har givet mig en del og har været medvirkende til, at jeg har udviklet mig personligt. Jeg har før været meget stille og genert og har ikke kunnet svare tilbage. Men den proces er overstået.

– Før plejede jeg at styrke mine negavtive sider, men nu styrker jeg mine positive sider.

– Jeg går meget op i at snakke med mine ansatte. Hvis en ansat har det dårligt, taler jeg med vedkommende under fire øjne. Det kan være personlige problemer eller andre ting. Så sidder vi og snakker sammen og finder en løsning på problemerne.

KOM I MENIGHEDEN
Johanne Thorning Hansen har altid været troende, men det var først i voksen alderen, at hun stod åbent frem med sin tro.

– Som barn bad jeg Fadervor, og jeg gik kun i kirke til højtiderne.

– I 2005 var jeg i kirke, og da kirkegangen sluttede, spurgte præsten, hvem der havde lyst til at stille op til menigheden.

– Jeg stillede op, selv om jeg ikke anede, hvad de lavede. Jeg fik bare lyst til at prøve. Vi var syv, der stillede op, men der var kun plads til fem medlemmer, og jeg blev en af dem.

– Jeg har brugt denne periode som en læringsperiode.

– Jeg har været vikar for præsten de gange, han har været på ferie. Forrige år var jeg i en af bygderne sammen med præsten, hvor jeg var kateket. Jeg døbte to børn sidste år, og jeg har deltaget i en begravelse.

– I dag føler jeg mig lykkelig og tilfreds med mit liv.

– Jeg regner med at blive boende i Uummannaq. Jeg har mit hus, min datter og mine forældre, som støtter mig. Jeg har også et godt arbejde, som jeg kan lide, siger Johanne Thorning

Af Irene Jeppson
Foto: privat

Det er fredag, traditionen tro og ligesom mange andre kvinder her i byen, henter jeg mit uundværlige »Ude og Hjemme« i en af byens butikker…

Hmm, den lille slankemadsfolder er jeg godt nok ved at være træt af at se på - hvad skal jeg bruge den til? Jeg kigger på »Femina«, »Hjemmet« og hvad der nu ellers er at læse for os læselystne kvinder. Alle og jeg mener ALLE med slanke-dit-og-dat på forsiden!

Jeg bladrer lidt i mit »Ude og Hjemme«, da jeg kommer hjem, kigger igennem de der slankehalløjsa sider, siderne om fedtfattig kost, skridttællere, og alt det andet, der har noget med vores vægt at gøre. Ikke en eneste artikel eller blot et lille råd til folk med et problem som mit. Undervægt.

Tjaah, hvorfor ved jeg egentlig ikke, men jeg kan af mærkelige årsager ikke tage på. Og nej, det er ikke et luksusproblem som så mange tror. Vi (altså de få af os der har svært ved at tage på) har de samme problemer som overvægtige – bare omvendt. Vi skal holde øje med det vi spiser, for vi skal jo prøve at spise lidt mere så stofskiftet kan følge med. Vi får lige så mange kommentarer hen ad vejen: »Guud, har du ikke tabt dig mere«, »Du er godt nok slank«, »Tag mere mad, du er jo så tynd«. Vi har endda svært ved at finde lækkert tøj, der passer, det ser jo ikke særlig pænt ud, når tøjet hænger. Og for at det ikke skal være løgn, så er vi heller ikke særlig glade for at komme op på vægten. Hvad er problemet, vil du nok sige eller »Så spis dog, spis mad med masser af kalorier«. Men nej, så nemt er det ikke. Min vægt – eller mangel på samme haha…fylder ikke meget i mit liv, men som så mange andre kvinder drømmer jeg om at komme tæt på min uopnåelige idealvægt – en dag. Men jeg er glad, sund og elsker mad, så hvad mere kan jeg gøre end at elske min krop som den er og spise sundt?

Kvinde derude, elsk dig selv som du er – overvægtig eller undervægtig – du er smukkest når du udstråler din glæde over hvem du er.

Af Annbritta A. Hansen
Foto: Leiff Josefsen