Arnanut

22-årige Pipaluk Adams arbejder som professionel pornostjerne

– Jeg har altid følt mig tiltrukket af sex. Jeg synes sex er fascinerende. Derfor havde jeg heller ingen problemer med at springe ud som pornomodel, siger den 22-årige Pipaluk Adams.

Hun blev født i 1985 på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Hendes far Sofus er grønlænder mens hendes mor Silvana er italiener.

Pipaluk Adams kom til Danmark som 2-årig i 1987.
– Mine forældre bor ikke længere sammen, og min far er flyttet tilbage til Grønland. Jeg har dog stadig kontakt til min grønlandske familie.

Pipaluk Adams, der går under navnet Paris Natalia, bor i Ringsted sammen med sin forlovede.
– Jeg startede med at være almindelig tøjmodel. Så blev jeg nøgenmodel, og nu er jeg også pornomodel.
– Jeg tænker på mit arbejde som et velgørenhedsarbejde. Der er mange gode ting i branchen, og vi bliver behandlet pænt og professionelt. For mig er porno en positiv ting. Den er i hvert fald med til at stoppe 3 procent af alle voldtægter.

MASSER AF REJSEOPLEVELSER
Pipaluk Adams arbejde gør, at hun kommer vidt omkring i verden.
– Jeg har valgt at gøre dette til min levevej. Jeg har fået en del nye forbindelser, der betyder, at jeg skal ud og rejse en del i fremtiden.
– Jeg skal blandt andet til USA, Europa og Japan for at deltage i filmoptagelser.
– Senere skal jeg til Australien og Canada for at deltage i pornofilm.

I slutningen af måneden skal hun til Sverige for at få taget billeder, og senere skal hun deltage i flere »shots« til forskellige hollandske blade.
– Der er en del opmærksomhed omkring min person i disse dage, netop fordi jeg er Grønlands første pornostjerne. Jeg har lavet en del interviews og har fået taget billeder til forskellige danske blade som »Express«, »Pigespecial«, Berlingske og Ekstrabladet.

CHARMERENDE
– Der er mange der synes, at det er charmerende, at jeg ser halv-grønlandsk ud, og at jeg har høje kindben.
– Mit udseende giver et lidt andet præg i branchen. Der er flere der har sagt, at jeg er den smukkeste grønlænder de har set.

Hvordan har reaktionen været fra dine nærmeste?
– Der er mange, der synes, at det er positivt, at jeg viser en anden side af Grønland. Jeg har fået en hel del positive breve fra Grønland fra folk, der synes, at det er fedt at jeg viser landet frem på denne måde.
– Min familie er godt klar over, hvad jeg laver. Min mor ved det, men vi taler aldrig om det.

Du er forlovet… hvordan tager din kæreste det?
– Han har det helt fint med, at jeg er i pornobranchen. Han ser det blot som mit arbejde. For mig har det været vigtigt at have en kæreste udenfor branchen. Min forlovede er leder på et nathold.
– På den måde har jeg en at snakke med om andre ting end lige sex.

Pipaluk Adams er tit på farten for at lave opgaver.
– Jeg arbejder nogle gange i 1-2 uger i træk, det er specielt når vi er ude i verden for at lave filmoptagelser.
– Jeg er tit på farten i to uger ad gangen.
– Men jeg laver også opgaver, der kun varer omkring fem timer. Jeg har eksempelvis været i Prag for at lave en-dags shot. Hvor vi tager afsted om formiddagen og kommer tilbage i løbet af aftenen.
– Jeg har lige været i Jylland for at få taget nogle billeder, hvor to fotografer har fulgt mig på min tur.

Pipaluk Adams er igang med at lave en kalender og en erotisk bog.
– Vi har det altid hyggeligt, når vi er ude på opgaver. Jeg får en god løn, og alle faciliteter bliver betalt på vores rejser. Der er altid grin over mit arbejde.

FORNYE IMAGE
I pornobranchen er Pipaluk Adams kendt som Paris Natalia.

– Paris Natalia er mit mellemnavn. Jeg har tidligere været blond men har lige skiftet image, så jeg nu har sort hår.
– Lige som alle andre stjerner, er det vigtigt at skifte image en gang imellem. Man skal hele tiden forny sit image, så man har noget nyt at tilbyde sit publikum.

Hvad laver du om 10 år?
– Der er jeg stadig indenfor pornobranchen. Men ikke som aktiv deltager, men som instruktør.
– Jeg har svært ved at se noget negativt ved jobbet. Jeg elsker det. Jeg kunne faktisk ikke forestille mig at lave noget andet, siger Pipaluk Adams.

Tekst: Irene Jeppson
Foto: Philip Marco Valentin

Forleden dag mens vi sad og så en TV-udsendelse om kvinder, der kæmpede med deres selvtillid, spurgte min mand: »har du selvtillid eller selvværd?«

Uden tvivl og nærmest notorisk svarede jeg ham – jeg har selvtillid, men har måske intet selvværd.

»Det er typisk for idrætsfolk«, sagde han. Det slog mig pludseligt, at jeg egentlig ikke havde anet forskellen mellem de to begreber, og havde måske brugt dem nogle gange i flæng. Jeg begyndte at tænke nærmere på, hvad der kunne adskille dem, og hvordan disse manifesterer sig hos mig.

Jeg tænkte først over selvtillid. Hvis jeg kunne sige uden tvivl, at jeg havde selvtillid, så måtte jeg have en veludviklet selvsikkerhed. Men jeg må indrømme, at det kun var en fornemmelse, som jeg ikke kunne forklare hvordan og hvorledes.

Derfor sprang jeg hurtig til selvværd. Hvis jeg sagde, at jeg intet selvværd havde, må jeg også have fornemmelse på, hvad der manglede. Jo mere jeg fokuserede på selvværd, desto mere blev jeg bevidst om min selvfølelse eller mangel på samme. Efterhånden så jeg flere og flere tegn på problemet. Tendenser bl.a. arbejdsnarkomani, konkurrenceminded og grænseløshed, der vist udsprang af det høje krav til præstationsniveau – ja, PRÆSTATION og SELVVÆRD hører vist uløselig sammen. For at kunne føle selvværd måtte jeg præstere højt, fordi den lave præstation betød en lav selvværd.

Det er nok derfor, jeg lider af præstationsangst, eller hos mig nærmere defineret som sceneskræk. For mit vedkommende udfolder angsten kropsligt med adrenalinreaktion bl.a. med hjertebanken, ukontrollabelt rystelse over hele kroppen og koldsved. Det er ikke sådan, at jeg får taleblokering.

Jeg har faktisk en fin retorisk sans – måske på grund af selvtilliden, og jeg kan gennemføre taleseancen uden store strabadser. Det er primært optakten, der belaster ubeskriveligt.

Min taleskræk skulle egentlige ikke betragtes som et decideret problem, da det kun er menneskeligt, for over halvdelen af mennesker på hele kloden dvs. 60 pct. er forstyrret af denne umenneskelig angst i forskellige grader – ja, jante lever i bedste velgående – takket være menneskehedens fejlfindere.

Selveste Winston Churchill og endda John Lennon led også af denne frygtreaktion. Det trøstede mig en del.

Men det undrer mig i høj grad, at angsten stadigt er et tabuområde. Der er heller ingen decideret behandlingstilbud i Grønland, trods omfanget af problemet.
Selvtillid og selvværd, næsten ens ordlyd, dog markant forskel.
Så forskellige, at det har en høj pris for det enkelte. Hvordan kan det være, at jeg kan have selvtillid men intet selvværd?

Hvad er det der gør, at de to begreber kan have afgørende betydning for menneskets selvfølelse?

Af Mette Larsen Lyberth