Arnanut

Det er socialt samvær, så det batter!

– Swingermiljøet her i Nuuk har altid været lukket. Alle går stille med dørene. Fuld diskretion. Man udleverer ikke hinanden, siger et par, der har over 30 års erfaring med swingersex.

– Vi har dannet par i gennem rigtig mange år, og igennem alle årene har vi elsket hinanden meget højt og gør det stadig. Sexlivet kan jo gå lidt i stå indimellem, ligesom man også kan blive lidt mæt af at være på den samme arbejdsplads, gå i de samme butikker, osv. Vi har så valgt at krydre vort sexliv ved at mødes med andre, og det holder liv i forholdet, skulle vi hilse og sige, siger parret.

Det var helt tilbage i 70-erne, at parret prøvede at have sex med en tredie for første gang. Det var med en kvinde, som de spurgte da situationen og interessen var der.

– Det var enormt pirrende og ophidsende, forventningerne var ekstremt høje og alt blev udlevet, siger parret.

Har sat grænser
Det er blevet til mere end 20 bekendtskaber siden, og parret kalder sig selv for meget erfarne indenfor swingersex. De dyrker ganske almindelig sex med andre ligestillede: kvinde/kvinde, kvinde/kvinde/mand, kvinde/mand/mand, par/par. Da swingerlivet kørte i det højeste gear var de 3 par sammen flere gange.

De har dog sat nogle grænser:

– Vi tolererer ikke mand/mand, og al sex skal foregå i samme rum. Det har altid været væsentlig for os, da nydelsen ved at høre og se ens partner have det godt, er en del af glæden. Det handler ikke om følelser, men lyster! Vi ved, hvor vi har hinanden, og hvem vi elsker.

Parret har sat en annonce på opslagstavlen.gl, hvor de efterlyser andre, der har samme interesse, men:

– Vi har ikke fået ret meget respons. Nuuk er, desværre, stadig lidt lukket, og swingermiljøet ligeså. Alle går stille med dørene, fuld diskretion, man udleverer ikke hinanden, siger parret.

Jalousi
Igennem årene har de dog haft bestemte venner, som de har dyrket masser af sex med.

Når kontakten er der korresponderer/chatter man lidt først for at lære hinanden lidt at kende. Og så aftaler man et mødetidspunkt, ofte anonymt.

– Ved første møde er der altid sex, ialfald hos os. Nydelsen, som vi kan tage op mange gange efterfølgende, er der altid som en pirrende erindring, siger parret.

Til spørgsmålet, om der ikke opstår jalousi når den anden dyrker sex med en anden, svarer parret:

– Alle har vel prøvet at være jaloux. Vi mærkede det selv første og anden gang, og så var det en overstået kapitel, fordi vi talte det hele igennem.

Ordliste:
Swinger = En person der praktiserer partnerbytte

Folk uden partnere at bytte med, men alligevel med den interesse at have sex med flere, kaldes dog også swingere.

Formålet swingersex er i de fleste tilfælde, at møde ligesindede, der er indstillet på at give og modtage uforpligtende sex i forskellige former.

Krydderi i parforholdet
Parret er overbevist om at deres dyrkelse af swingersex, har givet lidt mere krydderi i deres parforhold:

– Hverdagen er meget nemmere, vi har det godt. Det gi’r et kick til ens forhold. Vi er så sandelig ikke gået i stå, og vi vil gøre vores til at bevare denne form for hygge. Det hele er jo ikke bare sex, når man mødes med andre. Vi får altid noget godt at spise og et par glas vin først, hvor vi lærer hinanden lidt bedre at kende. Vi taler om alt, der rører sig i samfundet. Det er socialt samvær, så det batter!, siger de.

– Par i vores alder, altså omkring de 40-60 år, kan have tendens til at gå i stå, og har måske lagt sexlivet mere eller mindre på hylden. Det har vi lidt svært ved at forstå, da sexlivet jo ikke stopper, blot fordi man runder de 40 eller 50 og tror, at nu er der ikke mere at opleve på den front. Det er da surt! Derfor er det kun på sin plads at opfordre par i vores alder at komme ud af busken. Spring dog ud i det, få lidt fornyelse, der er mange spændende og gode oplevelser i det, og ikke mindst nye venskaber.

Spring ud i det
– Hånden på hjertet: Hvem har ikke fantaseret om at have en ekstra kvinde/mand i sengen. Hvor mange par har mon ikke snakket frækt om at udleve deres lyster sammen, men aldrig ført det ud i livet. Gør noget ved det sammen. Vi hører om så megen utroskab, hvorfor mon?

– Alle de dejlige mennesker vi har mødt igennem årene med samme interesser som os indenfor sexlivet, ville vi begge to aldrig have undværet. Den dag i dag hilser vi stadig på hinanden og snakker med de mange, som vi har kendt, siger parret.

Parret ønsker at være anonymt.

Tekst: Aminnguaq Dahl Petrussen
Foto: Lisa Risager

En usædvanlig og beskeden kvinde.

Forfatteren Mâliâraq Vebæk er lige fyldt 90 år. Det kan man ikke se på hende. Hun har da også selv svært ved at forstå, at hun har nået den alder. Ligesom hun heller ikke kan se, hvorfor hun fortjener et portræt. Men det gør hun.

Det er en råkold, grå dansk vinterdag i marts, at Arnanut møder Mâliâraq Vebæk.

Hun bor i et hus i et stille villakvarter i Søborg, lidt udenfor København. Ude ved vejen blafrer fødselsdagsflag med Dannebrog. Det er der en forklaring på: Barnebarnet Sofia fylder 27 år. Og selv om fødselaren fejrer dagen i Paris med sine forældre, kan mormor jo godt vise fl aget i Søborg.

Snart skal Mâliâraq selv fejres. Indbydelser skrives flittigt ved skrivebordet. Det er jo trods alt ikke hver dag, man fylder 90 år.

– Det er ikke til at forstå, at jeg bliver 90. Det er gået hurtigt. Men jeg er meget taknemmelig over for mit liv, siger Mâliâraq Vebæk.

Hun blev den første kvindelige forfatter til at udgive en roman på grønlandsk og har lagt et kæmpe arbejde i at indsamle fortællinger og beretninger fra især Sydgrønland. Men hun mener ikke selv, at det er noget særligt.

– Jeg kan ikke helt forstå, hvorfor jeg skal i Arnanut, siger den lille spinkle bukseklædte kvinde med de opmærksomme sorte øjne. Ikke det sædvanlige billede på en 90-årig bedstemor og oldemor.

Hun forklarer, at hvis hun er lidt forvirret, skyldes det de mange invitationer, der skal skrives. Og så det faktum, at hendes yndlings muffedisser er blevet væk. Et umage par i blå farver med hvide perler. Inden interviewet begynder, leder vi sammen efter muffedisserne. Men de er som forsvundet fra jordens overfl ade. Til sidst giver hun op og tager i stedet et par i brunt moskusuld omkring håndleddene.

Født i Sydgrønland
Mâliâraq kom til verden den 20. April 1917 i Narsaq Kujalleq som datter af Hans Hoseas Josva Kleist og Bolette Marie Ingeborg Chemnitz.

Hendes far var kateket, sad i Grønlands Landsråd og skrev salmer og sange. Et forbillede for sin datter, som ikke ville gå den traditionelle vej for kvinder.

– Jeg ville være lærer ligesom min far. Han var jo kateket og holdt gudstjeneste to gange om ugen og jeg så op til ham, husker Mâliâraq Vebæk.

Som ni-årig oplevede Mâliâraq sin første adskillelse fra sine forældre. Hun skulle hen og bo hos sine bedsteforældre der boede i Lichtenau i et stort hus, hvor de var alene og ensomme, forklarer hun.

– Jeg kunne ikke sige nej. Men det var hårdt, og min mor græd i mange år, hver gang vi havde set hinanden om sommeren, fortæller Mâliâraq.

Dengang var stort set alle fangere i de omkringliggende bygder og byer. Hver sommer sejlede kvinderne i konebåd til fangstøerne, og når de var kommet i land, startede den store rengøring og konkurrence om, hvem der havde de reneste spæklamper.

Udvalgt til uddannelse
Den anden længerevarende adskillelse kom, da Mâliâraq blev udvalgt til at gå i pigeefterskole i Aasiaat i 1932.

Det var første gang, piger fik den mulighed og skolen var endnu ikke færdigbygget, så de omkring 14 piger boede på loftet i et lille bitte hus.

– Efter vi havde grædt meget over at være langt fra vores familier, så fi k vi det faktisk sjovt i Aasiaat. Eller Egedesminde som byen blev kaldt dengang, erindrer Mâliâraq Vebæk.

Hun opnåede højeste karakterer på sin årgang, inklusive drengene fra den parallelle drengeefterskole. Derfor blev hun tilbudt uddannelse i Danmark fra 1934. Tilbuddet kom fra Komitéen for Grønlænderinders Uddannelse. Det var en privat organisation, der havde til formål at uddanne kvikke grønlandske piger i “borgerlig dansk husførelse” og give dem mulighed for at følge forskellige kurser.

Mødet med Danmark var positivt ifølge Mâliâraq Vebæk. Måske fordi hun boede hos kirkeminister Thorvald Poulsen, i Holte, der tog Mâliâraq til sig som et af deres egne børn

Året efter tog hun til Silkeborg for at læse på Th. Langs Seminarium. Her var hun i årene 1935 til 1939, en tid hun beskriver som dejlig og sjov. Den eneste sørgelige begivenhed var, at hendes far døde, mens hun læste til lærer i Danmark. Hun bestod første del af uddannelsen, og besluttede sig at tage hjem til Grønland som forskolelærer. Her arbejdede Mâliâraq som lærer i både Paamiut, Aasiaat og Ilulissat.

Adskilt fra sin forlovede
Ombord på skibet hjem til Grønland i 1939 mødte hun imidlertid ham, der skulle blive hendes kommende mand. Han hed Christian Vebæk, var ansat som inspektør ved Nationalmuseet og foretog arkæologiske udgravninger i Grønland.

De mødte hinanden lige før Anden Verdenskrig brød ud, og da det skete, blev parret adskilt. Mâliâraqs danske forlovede opholdt sig i USA, og hun forsøgte at komme over til ham, men uden held. Selv om både Eske Bruun og Aage Bugge var meget hjælpsomme, påpeger hun.

Da krigen sluttede i 1945 blev parret gift.

– Det var jo en lang forlovelse. Men man kan sige, at vi tænkte os godt om, smiler Mâliâraq.

Parret bosatte sig i Danmark og fik to børn, døtrene Bolette og Astrid.

I 1960 byggede Mâliâraq og hendes mand huset i Søborg. Og selv om huset udefra set måske er meget dansk, er man ikke i tvivl om indehaverens tilknytning til Grønland, når man bevæger sig rundt i de hyggelige rum i huset. De fortæller også om familiens betydning for Mâliâraq Vebæk.

I den ene af stuerne hænger for eksempel et maleri af Hans Lynge over en kommode, hvor det vrimler med fotos af familien. Her er også fine små traditionelle kunsthåndværker skåret ud i narhvalstand, en fanger, en sæl og en kajak.

En snor med små træsnit hænger rundt om lampen på kommoden og giver et endnu større grønlandsk skær.

Udover Hans Lynge er der også kunst på væggen af Gitz-Johansen. Men derudover hænger der adskillige tegninger og hilsner på væggene fra børn, børnebørn og oldebørn. Og sådan er det i stort set alle værelserne i villaen.

Bosat i Danmark
Sammen med sin mand var Mâliâraq ofte i Grønland hvor hun assisterede under ægtefællens forskning.

Det var sammen med ham, at Mâliâraq begyndte sin interesse for at indsamle sagn og fortællinger rundt omkring i Grønland. Et sort-hvidt foto i spisestuen viser en ung Mâliâraq Vebæk, der sammen med sin mand lytter opmærksomt til, hvad to grønlandske kvinder har at fortælle.

Fra midten af 50’erne begyndte hun at udgive fortællingerne i grønlandske og danske tidsskrifter, som hun illustrerede med sine egne silhuetklip.

I Danmark arbejdede Mâliâraq Vebæk også med socialt belastede kvinder. Hun begyndte at skrive småhistorier. Mest for sig selv. Ifølge Kvindehistorisk Leksikon var de socialt belastede kvinder vigtige inspirationskilder for hende.

Selv siger hun, at hendes forfatterskab reelt startede en dag, hvor hun blev meget berørt over at læse i avisen at en grønlænder var set i forbindelse med et mord, der var sket på Vesterbro. Det passede ikke at det var en grønlænder, men Mâliâraq Vebæk blev så oprørt over den fordomsfulde beskrivelse, at hun satte sig ned og skrev som den første grønlandske kvinde en roman på grønlandsk. Bogen udkom i 1981 med titlen ”Búsime nâpinek”. Hun oversatte derefter selv bogen til dansk, hvor den fi k titlen ”Historien om Katrine”. Romanen, som også blev oversat til samisk og russisk, handler om den grønlandske kvinde Katrine, der gifter sig med en dansk håndværker og fl ytter til Danmark. Her lider hun så mange nederlag, at hun ender med at begå selvmord.

Bogen var medvirkende til, at Mâliâraq Vebæk fik den grønlandske forfatterforenings pris i 1982.

Optaget af kvinder
Grønlandske kvinder og især deres identitet i Danmark har optaget Mâliâraq Vebæk og kendetegner hende som forfatter.

I 1990 publicerede hun “Navaranaaq og de andre” (grønlandsk udg. Navaranaaq allallu, 1996) om de grønlandske kvinders historie. Ifølge Kvindehistorisk Leksikon bliver hun især hyldet for at have gjort en værdifuld indsats for at sikre både grønlændere og danskere adgang til de gamle fortællinger og sagn der er så vigtig en del af den grønlandske kultur.

Men selv vil den nu 90-årige friske kvinde ikke høre tale om, at hun er en stærk kvinde eller et forbillede for andre.

– Jeg har jo faktisk mest bare været sammen med min familie. Jeg kan ikke sige, at jeg har gjort noget særligt for at kæmpe for kvinderne. Sådan er det bare blevet, lyder det beskedent fra Mâliâraq Vebæk.

Tekst: Inge S. Rasmussen
Foto: Anne Bang