Arnanut

Lige før hun fyldte atten år, havde hun en oplevelse, hun aldrig vil glemme. Hun studerede i Aasiaat og boede på kollegiet. Sammen med sine venner sad hun en aften og så fjernsyn. Pludselig gik hun i panik og blev meget bange. Hun fik åndenød og havde koldsved. Hendes tanker galoperede af sted i hendes hoved, og hun troede, hun var ved at blive sindssyg.

Kollegielederen mente, at hendes blodtryk var blevet for lavt og bad hende om at løbe op og ned af trapperne. Det hjalp ikke. Hun var meget bange – men vidste ikke, hvorfor hun var det, og hvad hun var bange for.

Kollegielederen tog hende med til hospitalet, hvor hun blev undersøgt for en masse ting. Konklusionen af undersøgelserne var stress – der var jo også snart eksamen. Og hun fik en beroligende pille og faldt i søvn. Næste morgen var det, som om intet var hændt - og hun følte sig igen helt normal.

Angst
Det var dér, det hele begyndte. Der skulle dog gå mange år, før Jutho fandt ud af, at hun led af vinterdepression. Hvert år om efteråret og midt i vinterens mørkeste tid især i begyndelsen af et nyt år, fik hun nogle symptomer, hun i lang tid ikke kunne få nogen forklaring på. Hun mistede appetitten og det gode humør. Hun fik angstanfald, der for det meste dukkede op om aftenen og om natten. Når hun fik de anfald, blev hun ekstremt bange, og hendes hjerne arbejdede på højtryk, mens tankerne kørte rundt i hovedet på hende. Hun blev meget trist til mode og kunne ikke holde ud at være alene – hun følte, at hun ikke kunne tage sig sammen til noget som helst. Hun blev overfølsom overfor den mindste lyd – hun kunne ikke engang holde ud at høre på lyden fra køleskabet. Fysisk følte hun det samtidig, som om nogen trampede på hende – som om hendes hoved var ved at sprænges – som om noget stramt holdt fast om hendes hoved. Det føltes som en konstant uro. Der ud over fik hun problemer med at synke og følte, at hun konstant havde klump i halsen. I de sværeste perioder tabte hun op til 15 kilo.

– Det var forfærdeligt. Og selvfølgelig gik jeg til læge. Og selvfølgelig fik jeg en masse forklaringer om, hvorfor jeg havde det sådan. Stress, depressioner, psykisk sygdom osv. Men jeg kunne hele tiden mærke, at det ikke var det, jeg fejlede, fortæller Jutho.

Troede det var madallergi
Jutho er kendt for at være den glade, altid friske kvinde. Hun er lærer på 21. år og er utrolig glad for sit job. Igennem årene har hun holdt sig meget aktiv med sport, håndarbejde og læsning. Hun har altid været der for sin mand, børn og veninder.

- I dag kan jeg se, at jeg blandt andet har været nødt til at lave alle de ting for at slippe for at være nedtrykt og angst. Jeg begyndte på et større projekt, når jeg kunne føle, at ”det” var på vej såsom at sy en jakke eller lignende. Jeg havde altid strikketøj i hånden og helst med det sværeste mønster, så jeg kunne slippe for de triste tanker. Jeg var meget fysisk aktiv, stod på ski, løb, gik og var i motionscentret for at ”komme væk” fra min tilstand, fortæller Jutho.

Jutho har været meget opsat på at få hjælp. Hun har prøvet flere alternative behandlingsformer, har kontaktet terapeuter for at få nogle råd og har været i familiebehandling for pårørende til misbrugere:

– Det hjalp i et stykke tid, men det var aldrig nok. Når det blev mørkt, kom problemerne igen, og jeg blev meget desperat. Jeg ville vide, hvad i alverden der var galt med mig. Det var til at blive tosset af, at det hele tiden vendte tilbage, fortæller Jutho, der også udviklede madlede igennem disse år.

– Det er helt vanvittigt, siger Jutho med et grin.

– Jeg begyndte at tro, at jeg havde madallergi. For jeg ville jo have en forklaring på min tilstand. Jeg troede, at jeg fik det dårligt, når jeg havde fået en bestemt madvare, siger Jutho, der i dag spiser alt.

Det var de nærmeste veninder, der støttede Jutho, når hun havde det sværest. De snakkede med hende, hev hende op af stolen og gik lange ture med hende – og hun er dem dybt taknemmelig.

Hvad er vinterdepression?
Vinterdepression er kendetegnet ved, at tilstanden starter i efterårsmånederne og slutter i foråret. I vinterperioden bliver de pågældende mennesker først og fremmest energiløse, men også noget triste. De kan få en øget appetit med trang til søde sager, og søvnen øges.
Længere sydpå forekommer vinterdepression med mindre hyppighed, og omkring Middelhavet kendes denne tilstand faktisk ikke. Kommer man længere mod nord, stiger hyppigheden af vinterdepression. I Alaska har op mod 10 procent af befolkningen denne lidelse.
Faldende lysmængde og faldende temperatur synes at være den umiddelbare årsag til udløsningen af vinterdepressionen.
De biologiske ændringer i hjernen, der medfører den vinterdepressive tilstand, er ikke kendte.
Meget sandsynligt er signalstoffet serotonin inddraget i mekanismen.
Den primære behandling af vinterdepression er lysterapi. Ved denne behandling skal en person med vinterdepression sidde foran lampen et bestemt antal timer per dag i to uger. Er der ikke effekt af behandlingen i løbet af den periode, vil der næppe være effekt af behandlingen. Ellers siges det at antidepressiv medicin kan være effektfuld.
Kilde: Netdoktor.dk

Da lyset kom ind i livet
I februar for halvandet år siden fik hun det skidt igen og besluttede sig for at gå til læge. Lægen læste hendes journal igennem. Han kunne se et mønster med, at februar og oktober var de måneder, hvor hun havde konsulteret lægen flest gange. Han spurgte hende, hvordan hun plejede at have det, når hun havde det skidt.

– Han sagde at jeg nok led af vinterdepressioner. Jeg havde ikke hørt om det før og blev meget nysgerrig. Det viste sig, at lægen har været med i et forskerhold, der forskede i det og altså kendte til det. Jeg følte mig så lettet, så lettet. Endelig var der en, der forstod mig, fortæller Jutho.

Lægen gav det simple råd, at Jutho skulle sørge for at være udendørs, når solen skinnede, og at hun skulle anskaffe sig en dagslyslampe til lysbehandling.

– Han sagde samtidig, at det ville være en god idé at skifte sparepærer i lamperne med almindelige glødepærer de steder i huset, hvor jeg befandt mig mest. Man har nemlig fundet ud af, at de også har effekt på humøret, siger Jutho.

Som sagt så gjort. Hun gik direkte til isenkræmmeren og købte en lysterapilampe, og hun sørgede for at være ude, når solen skinnede. Hjemme sad hun tit foran vinduet og fik den mængde lys, hun havde brug for. Når det var for koldt, sad hun i sin stol i entreen med døren åben og læste eller hørte et stykke musik i en times tid. Hun satte dagslyslampen ved siden af computeren, og havde den tændt, når hun skrev.

Symptomerne forsvandt
– Og tænk: jeg har ikke haft de symptomer i halvandet år, fortæller Jutho.

Jutho føler stadigvæk lidt, at hun er ved at gå i panik nogle gange, eller at hun måske er på vej til at få det skidt igen. Men så sørger hun for at få så meget lys som muligt.

– Jeg har jo også levet med angsten og tristheden i så mange år, at den selvfølgelig stadig sidder i kroppen og dukker op en gang imellem – men meget sjældent, siger Jutho.

– Efter at jeg begyndte at få lysbehandling, er alle de triste tanker forsvundet. Jeg har heller ikke så mange interesser, som jeg havde før, fordi jeg ikke behøver at kaste mig ud i noget, fordi ”det” nu er ved at dukke op igen. Jeg har fået det så godt - er blevet så rolig. Jeg kan føle rigtig glæde – og den kan endda dukke op helt uden grund. Før i tiden var jeg kun ”glad”, når jeg havde grund til det – når der var fødselsdage, når nogen havde født og så videre. I dag kan jeg være rigtig glad, fortæller Jutho.

Jutho fortæller meget åbent om sin vinterdepression. Hun skjuler det ikke. For hun har ingen grund til at være flov over det.

– Ordet depression forbinder man tit med sindssyge og det, der er værre. Og man vil jo helst ikke stemples som sindssyg. Derfor skjuler mange, at de er deprimerede. Men man skal ikke være bange, for der er altid hjælp at hente. Og der er altså mange, der kæmper med noget psykisk, så man behøver ikke føle sig alene.

Jutho hører meget tit folk sige, at de har de samme symptomer, som hun har haft.

– Jeg tror, at der er mange heroppe, der har vinterdepression uden at vide det. Jeg kan kun sige: Sørg for at få så meget lys som muligt. Det kan være det, man mangler, hvis man altså ikke fejler noget helt andet, siger hun.

Hun tager imod i sort langærmet t-shirt og sorte leggings. Afslappet og imødekommende. Vi slår os ned omkring spisebordet i det obligatoriske samtale-køkken, som hører sig til i moderne børnefamilier anno 2006. Safina på 3 og Filippa på 6 mukker lidt over at skulle se dvd, fordi mor skal interviewes, men de finder sig alligevel i det.

Og Nukâka Coster-Waldaù finder sig i det. Hun er ellers ikke meget for at snakke om sig selv. Det er blandt andet derfor, hun trives med at være skuespiller.

– Jeg synes, det er svært at tale om sig selv. Og jeg føler mig heldig ved at få lov til at spille andre. Det er så befriende. Så man slipper for at være sig selv, siger hun nærmest undskyldende og tager en slurk af kanel-teen i keramikkruset.

En rigtig skuespiller
Nukâka Coster-Waldaù har altid gerne villet synge og optræde. Så det gjorde hun. Spillede blandt andet med i filmen ”Lysets Hjerte” i rollen som ”indvoldeæderske.” Sang og spillede trommedans og var i en årrække den grønlandske værtinde ved DR’s årlige julehilsen til Grønland. Men på et tidspunkt blev det nok.

– Jeg ville ikke længere være den, der præsenterede. Jeg ville selv præsenteres, siger hun selv som forklaring på, at hun ligesom forsvandt lidt fra den grønlandske offentlighed i en periode.

I 1997 mødte hun Nikolaj Coster-Waldaù, da de begge skulle spille med i radio-dramaet ”Ørnekaldet.” De blev kærester, giftede sig og fik datteren Filippa i 2000. Mor og datter rejste rundt med farmand til hans forskellige filmoptagelser rundt omkring i verden. Men på et tidspunkt var dét heller ikke nok.

– Jeg havde brug for mere. Jeg var ligesom bare blevet ”hende den kønne, der kunne synge.” Jeg havde heller ikke rigtig selvtillid til at lave andet. Men det var ikke nok for mig. Jeg ville gerne være skuespiller, men tøvede. Nikolaj var jo skuespiller på hans måde, og jeg ville være det på en anden måde, fortæller Nukâka Coster-Waldaù.

Navn: Nukâka Coster-Waldaú
Årgang: 71
Beskæftigelse: Skuespiller og sanger
Bopæl: Lyngby
Forældre: Vivi og Josef Motzfeldt
Ægtemand: Nikolaj Coster-Waldaú
Børn: Filippa og Safina
Yndlingsskuespiller: Der er så mange dygtige, Cate Blanchet for tiden eller Robert Downey Jr. eller Meryl Streep eller Sean Penn eller eller… åh, det kan jeg ikke svare på.
Yndlingsfilm: … og det samme med film, det er svært. Mike Leigh laver blandt andet rigtig gode film som rører mig, og en film som for eksempel ”Eternal Sun shine of the Spotless Mind, ” instrueret af Michel Gondry, er fantastisk.
Yndlingssanger/musiker: Sarah Vaughan (vidunderlig sanger)

En god snak en dag med en rigtig god ven fik hende til at søge ind på Statens Teater Skole:

– Han sagde: Så søg dog ind! Og det gjorde jeg. Og kom til anden og tredje runden. Det var så sjovt. I hvert fald tredje-prøven. Da havde vi to hele dage. En masse leg og fysisk udfoldelse. Det var som at gå i skole.

Nukâka Coster-Waldaù var over 30, da hun blev optaget på skolen. Faktisk var hun for gammel og var derfor nødt til at søge dispensation. Også af Hjemmestyret, som bevilligede hende SU.

– Jeg føler mig meget heldig. At man har fået de muligheder. At jeg kom ind og fik støtte af Grønlands Hjemmestyre. Det er jeg meget taknemmelig over, siger hun i dag.

Familien før karriere
Selv om hun ikke ynder at tale om sig selv, siger Nukâka Coster-Waldaù, hårdt presset, at hendes styrke ligger i stædigheden. Hvis der er noget, hun ikke kan, ser hun det som en udfordring og vil gøre alt for at lære det. Som for eksempel da direktøren for NAPA Anders Berndtsson ville hyre hende til danseforestillingen ”Polaroid, what´s really going on around the northpole?”

– Jeg er meget kropslig, håndboldpige. Kan godt lide at bruge min krop. Men jeg er jo ikke danser. Så jeg var ret nervøs, da Anders Berndtsson ville hyre mig til det her job. Jeg sagde: Anders, jeg er ikke danser. Jeg har gået i skole i fire år for at lære at snakke, at lave teater. Jeg vil ikke danse, sagde jeg. Det vil sige, det ville jeg jo gerne. Det er jo bare usikkerhed.

Siger hun med selverkendelse og slår fast, at nysgerrigheden også er en stærk drivkraft hos hende.

– Det er så vigtigt at være nysgerrig. Og at turde fejle. Specielt i prøveforløbet. Det har vi været dårlige til på skolen. Vi var for ambitiøse.

Hun lægger ikke skjul på, at det har været fire hårde år på Statens Teater Skole. Ikke mindst fordi hun havde mand og børn. En kilde til evig dårlig samvittighed. Safina blev født, da Nukâka gik på uddannelsens andet år. Der var ikke noget, der hed barsel, og 13 dage efter fødselen sad Nukâka igen på skolebænken. Og malkede ud, når barnepigen kom forbi i pauserne.

– Jeg malkede ud konstant. Fordi jeg havde dårlig samvittighed over ikke at kunne være sammen med min lille datter, tænkte jeg, at hun i det mindste skulle have min mælk. Det er min svage side. Ikke at kunne slippe den dårlige samvittighed.

Samtidig var det en hård uddannelse, fordi skuespil-elever konstant skal bedømmes og evalueres.

– Det kræver meget psykisk. Vi blev holdt øje med døgnet rundt. Evalueret konstant. Og det synes jeg er noget af det kedeligste. Så går fornøjelsen jo et eller andet sted væk, hvis det bliver så ambitiøst, og hvis det ikke er leg. Legen er vigtig for mig,

Hun var den ældste på studiet og hele 10 år ældre end to af sine medstuderende. Og så var hun mor til to. Men hun har hele tiden sat familiens velbefindende over for uddannelsen. Og det gælder også karrieren.

– Efter jeg har fået børn kommer karrieren i anden række for mig. Sådan er det bare, siger hun som forklaring på, at der ikke har været de store overvejelser i forbindelse med, at der nu er to skuespillere i familien.

Eksem af komplekser
Nukâka Coster-Waldaù fortryder ikke, at hun søgte sent ind på sin uddannelse. Den giver ro at være ældre.

– De yngre har jo stadig det der starten-af-tyverne-kompleks. Senere er der andre ting der bliver vigtigere end ens udseende og andres mening om en. Når man har valgt at stifte en familie, er det vigtigt at den bliver cementeret.

Hun hævder, at hun selv har haft mange komplekser som yngre. Fik eksem over hele kroppen af bar angst for, hvad andre synes om hende.

– Livet handler jo ikke om udseende. Det har jeg troet, men det tænker jeg meget på nu ikke at give videre til mine børn. Nu har jeg piger, og jeg vil ikke være udseende-fikseret. De skal ikke blive nogle små selvcentrerede piger med komplekser. De får lov til at gå i det tøj, de vil, siger Nukâka Coster-Waldaù og kysser Safina, der i det samme kommer ind og viser sine mange perlekæder frem, heriblandt en perlekrave fra Østgrønland.

Grønland er vigtig
På køkkenets ene hvide endevæg hænger portrætter af pigerne, sort-hvide barndomsfotos af Nukâka og Nikolaj, børnenes malerier, et foto af en gammel mand fra Igaliku og to grønlandske træmasker. Grønland fornægter sig ikke, og Nukâka Coster-Waldaù lægger vægt på, at pigerne vokser op med en solid viden om hendes fædreland.

– De skal vide så meget som muligt om Grønland. Og føle sig trygge i Grønland, føle sig hjemme i Grønland. Indtil videre går det rigtig godt. Filippa, som er ældst, går meget op i, at hun kommer to steder fra. Og hun beder mig tit om at øve grønlandsk med hende.

Det var meningen, at børnene skulle tale flydende grønlandsk. Da Filippa var yngre, talte hendes mor udelukkende grønlandsk til hende. Men det varede ikke ved.

– Desværre lavede jeg den fejl, at da hun begyndte at tale, svarede jeg hende på dansk. Men det kræver, at jeg bliver ved, og det er svært, når Nikolaj ikke taler grønlandsk. Til gengæld går det hurtigt, når de er i Grønland, så kommer der lynhurtigt små ord til dem.

Selv om pigerne skal kende til deres grønlandske baggrund, haster det ikke med at komme hjem til Grønland og bo. Det vigtigste er at bo der, hvor man har det godt.

– Nu har jeg jo mand der er dansk, og børn der går i skole her. Samtidig kan Nikolaj og jeg jo bo, hvor som helst. Han arbejder jo hvor som helst. Lige nu er det Østrig. Så i virkeligheden kunne vi jo have base hvor som helst. Og vi har da snakket om at det kunne være dejligt at prøve at bo i Grønland, men det bliver jo ikke fast. Vi arbejder jo der, hvor jobbene er. Alt er jo åbent. Det skal være, fordi vi har lyst og overskud til det, når vi flytter.

Skuespiller ikke udstillingsdukke
Nukâka Coster-Waldaù er den første grønlandske skuespiller, der er uddannet fra Statens Teater Skole. Et faktum flere medier i Grønland understregede, da hun blev færdig. Hvilket kom bag på hende. Hun siger, at hun ikke har noget imod rollen som ambassadør, et forbillede for andre unge mennesker og vise at alt kan lade sig gøre med gå-på-mod. Men ikke for enhver pris.

– Jeg vil ikke være udstillingsdukke. Nu er jeg professionel, uddannet skuespiller. Det håndværk vil jeg gerne bruge.

På samme måde håber hun ikke kun at få tilbudt roller, hvor hun skal spille grønlænder. Som i afsnittet af krimi-serien ”Forsvar” på TV2, hvor der var brug for en grønlandsk prostitueret. Og det er i orden, men hun vil også gerne have andet end etniske roller.

– Jeg er jo grønlænder. Men jeg er også ”ikke-grønlænder”, jeg kan også lave andet. Ligesom min tyrkiske medstuderende på skolen. Hun spiller Susan Himmelblå i Kim Larsens musical ”Midt om natten”. Jeg føler også, jeg kan rumme andet.

En del af rollerne har indtil videre også indebåret, at hun skulle smide en del af tøjet. Men der skal være mening med det.

– Jeg synes nøgenhed kan være grænseoverskridende, også for publikum. Jeg vil diskutere med en instruktør, indtil jeg selv forstår meningen med at tage tøjet af. Jeg prøver ikke at skamme mig over min krop, lyder det igen fra kvinden hvis krop de færreste umiddelbart ville skamme sig over at eje.

Siger konsekvent nej
Mens hun er tøvende, men ikke direkte afvisende overfor nøgenroller, er der ingen tvivl, når grænsen skal sættes for, hvad pressen skal være med til. Især i starten ville de kulørte ugeblade gerne inviteres indenfor hos ægteparret Coster-Waldaù og for eksempel fotografere børnene med nissehue på. Det har de ikke fået lov til.

– Jeg synes selv, vi er meget gode til at holde os tilbage. Jeg giver ikke tit interviews, jeg synes det er svært, men jeg ved også godt, at det er vigtigt at lave pr i forbindelse med en forestilling eller en fi lm. Der har jeg lært meget af Nikolaj, som jo har været i branchen i mange år.

At være gift med Nikolaj Coster-Waldaù betyder også at se sin mand kåret som en af Danmarks lækreste. Gang på gang. Men Nukâka Coster-Waldaù ligger ikke søvnløs over, hvordan hun nu skal holde på sin mand.

– Nej, det er jeg kommet over. Heldigvis. Jeg kan huske i starten, da vi lige var blevet kærester. Da syntes pigerne jo også glade for ham. Og jeg skulle gøre op med mig selv, om jeg kunne leve med det. Jeg var jo også ung, usikker og jaloux.

Hun var også nødt til at beslutte om hun kunne acceptere, at han kyssede med andre kvinder på film. Og her har det formentlig hjulpet, at hun selv blev skuespiller. Især efter den første intime scene hun havde med en mand som hun absolut ingen følelser havde for.

– Da jeg så, hvor ægte det så ud på film, blev jeg meget tryg. Og jeg stoler på Nikolaj. Jalousi er, ligesom komplekser, spild af liv. Så har jeg valgt det forkerte fag og den forkerte mand, hvis jeg skal gå op i dét.

Ti ”iskolde” til Nukâka Coster-Waldaù
Vin eller vand?
- Vand.

Bacon eller mattak?
- Helt sikkert Mattak.

Alene eller sammen med nogen?
- Sammen med min familie.

Danmark eller Grønland?
- Danmark når jeg er i Danmark, og Grønland når er i Grønland.

Qanorooq eller TV-avisen?
- Begge hvis muligt.

Arnanut eller Alt for Damerne?
- Læser ikke rigtig dameblade mere, men når jeg nu skal vælge, så må det være Arnanut selvfølgelig.

Nuuk eller København?
- Må jeg ikke vælge et mindre sted? Er træt af storbyer.

Trommedans eller Vild med Dans?
- Trommedans med Jesper Skibby.

Piteraq eller solskin?
- Piteraq der ender med fantastisk solskin.

Silamiut eller Det kongelige Teater?
- Man skal støtte grønlandsk teater, men jeg må vælge Det Kongelige Teater, så er jeg tæt på mine børn.

Tekst: Inge S. Rasmussen
Foto: Anne Bang

Kilde til fakta:
bogen “I skyggen af kajakkerne” af Tupaarnaq Rosing Olsen

Ikke mere!
Mange grønlændere der er født i 1960-70´erne har det problem, at de ikke kan tale grønlandsk. En af grundene til det er, at skoleloven i Grønland blev fornyet i 1967. Med skoleloven fulgte en massiv fordanskning af skolevæsnet, og det grønlandske sprogs placering blev understreget ved, at man nu kunne vente med at undervise i det grønlandske sprog til 3. klasse. Der blev lagt meget vægt på gode danskkundskaber som en forudsætning for børnenes videre uddannelse, om det så skulle koste det grønlandske sprog. Selvom nogle kæmpede for at det grønlandske sprog skulle prioriteres højere, var der også mange der mente at det grønlandske sprog måtte vige for det danske.

Dette medførte at mange grønlandske børn gik i danske klasser og dermed mistede deres grønlandske sprog.

Dog mente nogle at de burde lære at tale grønlandsk igen – læs her hvorfor og hvordan.

Tekst: Aminnguaq Dahl Petrussen

Marti blev født i Sisimiut, men flyttede med sin familie til Nuuk da han var 6 år – hans mor er dansk og faren grønlandsk. Hjemme var sproget mest dansk – det samme i skolen og blandt vennerne. For Marti gik i en u-klasse – der var en betegnelse for en dansk klasse – dengang i 70-80´erne.

Dengang var det virkelig ikke vigtigt at lære grønlandsk – troede man. Hvis man skulle videreuddanne sig, var det nok at beherske dansk. Det var vigtigere at være fagligt dygtig – end at kunne grønlandsk.

For Marti var dansk modersmålet – ifølge ham ”ikke så underligt for hans moder er jo dansk”. Dog har han altid manglet ”et eller andet”.

– Jeg er grønlandsk, boede i Grønland, men kunne ikke tale sproget. Og når jeg er i Danmark, hvilket ikke var mit land, talte de mit modersmål – det er jo fuldstændig vanvittigt, siger Marti.

Udnyttede sit udseende
ARNANUT møder Martin Chemnitz, Marti, på en dejlig efterårsdag i Nuuk. Han taler Nuummiutut - dansk og grønlandsk – blandet. Det er tydeligt at han ellers vil tale grønlandsk hele interviewet igennem – men når han vil forklare sig lidt dybere – springer han som den naturligste ting i verden til dansk – for det er stadigvæk hans 1. sprog.

– I dag har jeg erkendt at grønlandsk aldrig bliver mit modersmål. Jeg er vokset op med dansk, og jeg begyndte at lære grønlandsk ret sent. Og jeg ærgrer mig sådan over at jeg ikke tog et par år mere i Qaarsut. Men sprog var ikke hele mit liv – jeg havde andre interesser, jeg også ville dyrke – derfor blev det kun et år, siger han.

Marti taler virkelig godt grønlandsk – vil ARNANUT påstå. For det er fuldt forståeligt, og han kan jo altid springe over til dansk, hvis han nu ikke helt kan finde det ord på grønlandsk som han vil finde. Men en sprogekstremist vil nok påstå noget andet.

– Dengang i 70-80´erne var der ikke rigtig noget, der hed sprogtolerance. Jeg følte at man hellere ville have at jeg talte dansk end gebrokken grønlandsk. ”Hvis du ikke kan perfekt grønlandsk – så hold din kæft” var holdningen. Hvad gør en 12 årig når han hører sådan noget? Holder kæft, selvfølgelig. Men i dag er det blevet anderledes. Det er som om det er mere acceptabelt at jeg stadig ikke kan grønlandsk 100 procent. Der er ikke så mange der retter mig, selvom mit grønlandske ikke er helt fejlfrit. Det er som om, at det for dem er nok, at jeg kan gøre mig forståelig, siger Marti.

Marti ligner en rigtig qallunaaq med sin lyse hud og blå øjne. Han har heller ikke typisk kalaaleq-kropsbygning – han er nemlig høj og slank.

– Jeg har virkelig haft glæde af mit udseende. Det var som om, at det alligevel har været lidt mere acceptabelt, at jeg var lys og ikke kunne grønlandsk. For jeg havde venner, der var mørke og ikke kunne et ord grønlandsk – de blev mere udsat for en form for chikane end mig, siger Marti med et grin. Den dag i dag oplever han folk, der bliver overraskede over at han kan tale grønlandsk – altså at han er grønlandsk – med det udseende.

Var vred
Det var i 1987 at Marti besluttede sig for at tage til Qaarsut, for at lære det grønlandske sprog. Han søgte om et job i skolen, fik det og rejste. Det var nødvendigt for ham at forlade sit netværk – der kun talte dansk – hvis han overhovedet skulle lære grønlandsk.

– Det, der afgjorde at jeg tog til Qaarsut var, at jeg følte at jeg manglede sproget. For jeg ville ikke bo i MIT land, hvor jeg ikke kunne sproget. Hvis jeg ville føle mig hel, – og hvis jeg ville forstå mig selv, skulle jeg lære sproget, siger Marti. Om han nu følte sig hel, da han forlod Qaarsut, vender vi tilbage til.

Marti synes iøvrigt, at det at kunne tale grønlandsk i Grønland, er det samme som at værne om, og ære det grønlandske sprog. Der var dog også en helt anden faktor, der gjorde at Marti forlod Nuuk, og rejste til Qaarsut.

– Det var vrede. Før jeg rejste, gik jeg på HF. Jeg havde grønlandsk på b niveau – men kom til eksamen på samme stof som dem der gik på c-niveau – danskerne. Jeg oplevede at danskerne fik større karakterer i grønlandsk end jeg, der jo trods alt var meget mere grønlandsk end dem – det ville jeg ikke finde mig i, siger Marti.

Ja – Marti rejste til Qaarsut. Dér blev der ihvertfald ikke talt dansk, og Marti måtte klare sig med sit meget sparsomme grønlandske – for overhovedet at blive forstået. Selvom han arbejdede som lærer, måtte han forklare borgerne i Qaarsut at han altså var der for at lære at tale grønlandsk.

– Der var selvfølgelig nogen, der blev lidt fortørnede over det, for de ville selvfølgelig gerne have, at børnene lærte noget – men de gjorde det også. Og jeg sagde, at hvis ikke jeg var kommet, ville der slet ikke være nogen lærer – for jeg var den eneste ansøger til jobbet, siger Marti.

I Qaarsut var dansk ikke en nødvendighed – kun når der dukkede nogen, der udelukkende talte ikke-grønlandsk op – eller noget andet der krævede, at man kunne dansk.

De mest elskelige
Marti blandede sig hurtigt i bygdesamfundet. Han var ude at sejle med fangerne, var på besøg, var til kaffemik, var på værkstedet for at bygge en slæde – var i det hele taget sammen med folk i Qaarsut.

– Jeg ville så gerne kunne tale helt perfekt grønlandsk med dem, men det kunne jeg jo ikke. Så jeg måtte klare mig med mit dårlige grønlandske. Det er der kommet en masse sjov ud af, siger Marti.

Når der var komsammen blev der sagt: ”Qaa, Marti, oqaluasaalaarniarit” (”Kom så, Marti, fortæl lige en historie!”). Også begyndte han at fortælle med sit sparsomme grønlandske – så hele forsamlingen grinte.

– Det gjorde engang imellem selvfølgelig lidt ondt at blive grinet af – og det kunne være enormt trættende. Men det er nødvendigt at kunne holde til det. Hvis jeg ville lære at tale sproget, måtte jeg vide at jeg talte med fejl – ellers ville jeg ikke lære det, siger Marti.

Marti opbyggede venskaber i Qaarsut – og han præciserede flere gange under interviewet, hvor meget han holder af Qaarsormiut – ”de er de mest elskelige folk – for de har støttet mig så meget under mit ophold”. Dog var der også nogen, der sagde at de ikke ville være venner med ham – for han rejste jo snart alligevel.

Marti lærte lige så stille at begå sig forståeligt på grønlandsk. Han forstod mere og mere – og kunne sige flere og flere ord. Og til sidst kunne han svare rapt, når nogen spurgte ham om et eller andet.

– Dem, der lærte mig mest var børnene. Jeg følte mig mere tryg når jeg talte med dem – som om jeg var på samme niveau som dem, siger han.

Ubalance
Da Marti var yngre var han på et tidspunkt meget vred på sin far– og på det samfund han levede i.

– Jeg var gal på min far, fordi han ikke lærte mig at tale grønlandsk. Og jeg var vred på det grønlandske samfund, fordi det dengang troede at dansk var det eneste sprog der var nødvendigt – og fordi det ikke gav mig mulighed for at lære grønlandsk i min by – Nuuk, siger Marti – der ikke er gal mere – da han i dag har fundet ud af, at der er andre værdier, der også er vigtige i hans liv.

Han tænker dog stadig meget over sprogpolitikken her i landet. I 1960-70´erne var dansk Sproget – hvor imod grønlandsk var det i 80-90´erne.

– Der er ubalance. Jeg har et gammelt postkort, som min bedstefar havde sendt til sin familie, da han var i Danmark. Han skrev at han meget langsomt er begyndt at lære dansk. To generationer senere havde hans barnebarn det omvendte problem i sit eget land. Hvis ikke samfundet var bygget op på den måde det var bygget op på gennem tiderne, havde vi ikke haft de problemer – men det havde vi. Og da samfundet ikke ville gøre noget for at give os muligheder, tog vi selv affære, siger Martin Chemnitz.

Han erkender samtidig, at det danske sprog alligevel er en ret vigtig faktor, hvis man vil leve i det moderne Grønland. For de fleste informationer, fra den offentlige sektor er tilgængelige – først på dansk. Han tror, at mange grønlændere på en måde føler sig på udebane i deres eget land.

– Det er det samme som at jeg stadig føler, at jeg er på udebane når jeg taler grønlandsk. Især i Nuuk tror jeg, at mange grønlændere føler sig på udebane, fordi de får så mange informationer, der står på dansk. Jeg har en drøm om ét verdenssprog: engelsk, og ét lokalsprog: grønlandsk – så kan vi og danskerne være på udebane sammen, når vi taler engelsk sammen – og være lige, siger Marti med et smil på læben.

Hel? Ja og nej
Marti er gift og har tre børn i alderen 3-10 år. Da børnene var helt små var deres sprog grønlandsk, men nu taler de primært dansk.

– Det er også vores egen fejl, for vi taler næsten kun dansk derhjemme. Men alligevel synes jeg, at det er for moderne at tale dansk her i Nuuk – i børnehaven – i skolerne – overalt. Små grønlandske børn taler jo meget dansk – for alle informationer er så meget lettere tilgængelige på dansk end de er på grønlandsk, siger Marti.

Marti var voksen da han begyndte at lære grønlandsk, men han synes at det kunne være meget lettere, hvis han havde lært det da han var barn – for ifølge ham har børn det meget lettere til at lære ting end voksne.

Mon Marti så er blevet mere hel efter sit ophold i Qaarsut – som jo var hans formål med rejsen?

– Hmm… både ja og nej. For mig var et år i Qaarsut ikke nok til at grønlandsk blev mit første sprog. Jeg skulle have taget et par år mere – men jeg havde jo også andre interesser at tage mig af – sprog var ikke hele mit liv. Og jeg fandt også ud af, at jeg nødvendigvis ikke ville blive hel, hvis jeg lærte at tale perfekt grønlandsk. For senere hen opdagede jeg, at det at blive hel handler meget om én selv – om at have det godt i sjælen – uanset hvilket sprog man kan. For enhver skal selv vurdere hvordan hun/han vil blive ”hel” – have en åndelig identitet.

– Alligevel fandt jeg ud af, hvor vigtigt det er at kunne sproget i det samfund man lever i, hvis du vil føle at du er en del af fællesskabet. For jeg er grønlænder – af blod og sjæl – og jeg har det rigtig godt med, at jeg kan gøre mig forståelig på MIT sprog, siger Marti.

Opholdet i Qaarsut havde også et bonus – menneskeligt var det også en rigtig lærerig oplevelse.

– Der gik 7 måneder, før jeg tog et rigtigt bad. Man lærer, at der også er andre ting, der er værd at leve for, siger Marti.

Mønsteret gentager sig
Martin er ikke bekymret for det grønlandske sprog – men han er bekymret over, at der er for få muligheder for folk, der vil lære grønlandsk – eller for små nuummiutter, der skal bibeholde deres grønlandske sprog.

– Lad os få sprogkanaler på tv og radio. Lad os skrive gode, interessante grønlandske bøger og lad os lave spil på grønlandsk. Lad os bruge flere penge til sprogbibeholdelse, eller til muligheder for at lære grønlandsk – så tror jeg at mange – især nuummiutere vil begynde at tale mere grønlandsk, siger Marti.

Det får ARNANUT til at spekulere over, om det mønster Marti har været igennem; det med at man kun talte dansk derhjemme, i skolen blandt vennerne – og at han til sidst måtte tage kampen, og rejse til Qaarsut for at lære grønlandsk, er ved at gentage sig – bare hos hans børn?

– Ja, mønsteret gentager sig. Men jeg er meget mere rolig i dag. For det første har børnene sproget i sig – de talte jo kun grønlandsk da de var helt små, så det kan ikke være så svært at grønlandsk kan blive et første sprog for dem, som det var for mig. For det andet har jeg store forventninger til skolen – for dengang, hvor jeg gik i skole, i 1976 – og frem til idag, er der store forskel på forholdene i skolerne. Idag er de meget bevidste om, at grønlandsk er et sprog der tales i Grønland – det var slet ikke sådan dengang jeg var barn i Nuuk, slutter Marti.

Tekst: Aminnguaq Dahl Petrussen
Foto: Leiff R.V. Josefsen

Nej, jeg er Jens!
Jens B. Frederiksen er vokset op med en grønlandsk far og en dansk mor. Især moderen har lagt meget vægt på, at Jens også skal kunne grønlandsk. Men i 70´erne var uddannelse også vigtigt, og derfor skulle man kunne dansk så godt som muligt.

– Jeg har ikke spurgt mine forældre, men jeg tror, det er derfor, at de har sat mig i en dansk klasse, da jeg begyndte i skole i 1973, fortæller Jens B. Frederiksen.

Jens B. Frederiksen kender vi nok mest som landstingsmedlem for demokraterne. Det er også ham, der insisterede på at tale grønlandsk fra Grønlands fornemste talerstol – selvom han ikke snakkede det helt perfekt.

– Jeg fik mange tæsk, kan du tro. Der var nogen, der sagde til mig, at jeg burde snakke dansk, hvis jeg ikke kunne ordentlig grønlandsk. Der var endda et par læserbreve i avisen om emnet, men jeg ville ikke give op. Jeg ville vise, at jeg altså kan og tør, fortæller Jens B. Frederiksen.

Beslutningen
Jens B. Frederiksen snakker fejlfrit grønlandsk. Men accenten er svær at bestemme. Undervejs i interviewet er Upernavik-dialekten meget dominerende krydret med sydgrønlandsk, nordgrønlandsk og rigsgrønlandsk. Det er faktisk en fornøjelse at høre ham snakke.

– Jeg gik som sagt i en dansk klasse i Nanortalik, hvor jeg gik i klasse med de tilkaldtes børn. Da de jo som regel kun var her i en kortere periode, og fordi der dukkede nye elever op hele tiden, plejede grønlandskundervisningen at starte forfra hvert år. Og det blev selvfølgelig kedeligt for os, der var der hele tiden. Der blev ikke taget hensyn til os, der kunne lidt mere grønlandsk, fortæller Jens B. Frederiksen.

Efter folkeskolen tog Jens på efterskole i Danmark, og blev der i cirka syv år. I disse år mistede han næsten helt sit sparsomme grønlandske. I 1990 kom han tilbage til Grønland, og blev politiaspirant. Under uddannelsen skulle han blandt andet lære at afhøre vidner.

– Jeg fandt meget hurtigt ud af, at jeg havde store problemer med at afhøre på grønlandsk. Det syntes jeg ikke, at jeg kunne være bekendt overfor mig selv. Jeg tænkte slet ikke på de folk, jeg skulle afhøre, men kun på mig selv. Jeg var utrolig flov over ikke at beherske det grønlandske sprog, selvom jeg var født og opvokset i Grønland. Derfor besluttede jeg mig for at afholde praktik i andre byer end Nuuk, så jeg kunne få mit grønlandske sprog tilbage, fortæller Jens B. Frederiksen.

Tvang sig selv
Da Jens blev færdig som politibetjent, fik han tilbudt et job i Upernavik. Han accepterede tilbudet og flyttede til byen. Han kendte ikke nogen i byen, men han tog simpelthen springet. Han boede der i tre et halvt år.

– Det var der, jeg lærte at snakke grønlandsk – sådan rigtigt. Siden hen har jeg boet i Qasigiannguit og Maniitsoq, hvor jeg fik forbedret mit grønlandske – og nu bor jeg i Nuuk. Da jeg flyttede hertil, kunne jeg for første gang rigtig mærke, at mit grønlandske var blevet meget bedre, men dialekten var altså meget blandet. Når jeg virkelig vil sige noget, og når jeg er sådan lidt hård, snakker jeg med Upernavik- dialekt, siger Jens med et grin.

Men, du kunne have ”overlevet” kun at snakke dansk, selv i Upernavik – hvad var det, der gjorde, at du nu ville ha’ dit grønlandske sprog tilbage?
– Sådan kan man også se på det. Men på mange punkter tvang jeg mig selv til at tale grønlandsk, for ellers ville jeg for eksempel føle mig rigtig ensom. Der er danske politibetjente i yderdistrikterne – og de har det meget hårdt, fordi de ikke kan grønlandsk. Jeg har jo også sagt til mig selv, at jeg var nødt til at lære sproget, hvis jeg skulle få det godt med mig selv, fortæller Jens B. Frederiksen.

Der gik under et år i Upernavik, før Jens holdt borgermøder i bygderne ved Upernavik.

– Jeg var så dårlig til grønlandsk, men jeg tvang mig selv til at tale sproget. Det er der kommet en del sjov ud af. Når jeg sagde noget volapyk, begyndte hele forsamlingen at grine – og jeg kom til at grine. Det var helt fint – for jeg kunne mærke, at de grinte, fordi de syntes det var sjovt, og ikke fordi de så ned på mig, siger Jens – der i øvrigt synes, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvad folk mener om ham:

– For ingen kan lære sprog uden at lave fejl. Derfor er det også synd, at mange grønlændere ikke vil snakke dansk, fordi de er bange for at lave fejl, siger han.

Ville til Danmark til sine ”med-danskere”
Da Jens blev valgt inde i landstinget, kunne han selv vælge, hvilket sprog han vil tale fra talerstolen. Han valgte at snakke grønlandsk. Men snart skulle han finde ud af, at det ikke var let at tale grønlandsk fra Grønlands fornemste talerstol:

– Der var jo en masse ord, jeg ikke kendte – ord man ikke bruger til hverdag. Jeg, der troede, at jeg nu var virkelig god til grønlandsk, skulle pludselig til at lære at snakke ”politiker – grønlandsk”. Men jeg holdt fast ved min beslutning. Jeg skulle bare snakke grønlandsk.

Hvorfor?
– Kun fordi jeg ville. Jeg tog ikke hensyn til lytterne. Det var vigtigt for mig. Jeg var for stolt til ikke at tale grønlandsk fra talerstolen. Det kunne jeg simpelthen ikke være bekendt overfor mig selv, når nu jeg er født og vokset op i dette land. Det er samtidig vigtigt for mig at kunne snakke med de fleste mennesker, uden at sproget er en barriere, siger Jens B. Frederiksen.

Jens var meget lys, da han var barn. Han kan huske en episode, hvor en fuld mand kom og skreg: Din dansker, rejs hjem til Danmark!”, da han legede ved deres hus i Nanortalik.

– Jeg har oplevet noget lignende flere gange, og jeg røg ud i en stor identitetskrise, da jeg blev teenager, for hvorfor skulle nogen skrige sådan til mig, når nu jeg var i mit eget land? Derfor glædede jeg mig utrolig meget til at tage til Danmark på efterskole, for så kunne jeg være sammen med mine ”med-danskere”. Da jeg så begyndte på efterskolen, blev der sagt ”rejs hjem til Grønland, dit grønlændersvin!”. Det var der, at jeg følte mig som et kæmpe spørgsmålstegn. Hvem fanden er jeg? Hvor hører jeg til? siger Jens. I flere år var han i tvivl.

Jeg er jo Jens
Der kom dog et punkt, hvor Jens følte, at han altså nu selv måtte beslutte sig for, hvor han hørte til.

– Jeg er halv-grønlandsk, halv-dansk. Jeg vil ikke tvivle på, hvem jeg er; ergo er jeg ”JENS”. Så må folk selv bestemme, om de vil elske eller hade mig. Jeg vil ikke bruge energi på at beslutte mig for at være grønlandsk eller dansk – og jeg vil ikke bruge energi på at få andre folk til at tage stilling til, hvem jeg er. Men det sjove er, at jeg kan komme til at føle savn af det danske, når jeg er blandt grønlændere – og omvendt, siger Jens.

Hos Jens og hans kone samt fire børn bliver der snakket mest grønlandsk. Det er meget vigtigt for dem, at børnene skal beherske begge sprog – altså både grønlandsk og dansk.

– De kan jo få begge sprog gratis fra os – så hvorfor ikke udnytte muligheden? spørger Jens.

Tekst: Aminnguaq Dahl Petrussen
Foto: Janus Chemnitz Kleist

– Det har været et ønske i over 10 år, at leve ét år i en bygd. Først og fremmest for at forbedre det grønlandske, men en vigtig grund er nu også at prøve at forstå det grønlandske samfund bedre. Jeg er jo sydgrønlænder, så jeg har aldrig oplevet vintermørke eller hundeslæder, og solen forsvinder herfra den 15 november, blir spændende, men helt sikkert ok. Når man er så tæt på naturen, føles den nærmere selvom »man ikke kan se den…«. Så at det skulle være en nordgrønlandsk bygd, har hele tiden været en drøm.

– Nuugaatsiaq var det sted, der manglede en timelærer. Jeg havde faktisk prøvet i flere andre kommuner først, men de manglede ikke, eller kunne ikke tilbyde bolig! Så det var faktisk ret tilfældigt, jeg endte her i Nuugaatsiaq. Men hvilket tilfælde! Jeg kunne ikke have fundet en bedre bygd, er jeg overbevidst om.

– Med hensyn til sproget, så er det altså svært. Det grønlandske sprog ligger så langt fra dansk og engelsk, at jeg har svært ved det.

Men jo, har da helt sikkert lært noget. Har dog svært ved at se jeg kan komme til at snakke flydende, men det at jeg giver det en chance, betyder en del for min selvopfattelse. At jeg kan sige til mig selv »at jeg ihvertfald har forsøgt«. Måske jeg skulle have startet med et grundkursus af en art på sprogskolen og fået nogle redskaber jeg selv kunne arbejde med.

– Folk her er dog meget dygtige til at rette mig. Børnene i skolen hele tiden, og når jeg går i butikken er de også gode til at rette mig, så det er ihvertfald ikke opbakning jeg mangler.

– Og bare det at »springe ud i det« og bruge de få fraser og ord jeg kunne i forvejen, har været meget vigtigt. Det er svært at sparke sig selv i gang i en by som Nuuk, hvor alle forventer at jeg taler dansk og jeg selv er vant til at tale dansk. Har derfor haft meget svært ved at »turde kaste mig ud i« det grønlandske sprog. Nu må vi se, jeg har jo helt indtil midten af juni 2007 til at lære mere, så jeg er fortrøstningsfuld, skriver Janus.

Følg med i Janus’ liv i Nuugaatsiaq.

Tekst: Janus Chemnitz Kleist og Aminnguaq Dahl Petrussen
Foto: Janus Chemnitz Kleist

Vi er på vej hos John Lynge, da vi støder på ham i opgangen. Han er igang med at lufte ud – den kraftige lugt er da heller ikke til at tage fejl af. Han er nemlig igang med at koge uartige torsk. Arnanuts madglade udsendtes tænder løber allerede i vand da den skarpe lugt træder frem. Det lugter af ”lækkert!”.

Spiser mest fisk
John Lynge blev som 67-årig, i 2002, pensioneret som Mr. News fra Qanorooq, KNR.

– Jeg blev kaldt til møde, og fik at vide at jeg om et halvt år skulle ud derfra – jeg skulle pensioneres. Du kan tro jeg blev gal! Jeg ville da ikke smides ud. Men efter at have tygget lidt på tanken, kom jeg frem til at de gjorde deres pligt – jeg var jo heller ikke dengang helt ung længere, fortæller John Lynge.

Navn: John Lynge
Alder: 71
Bor i Nuuk
Blev pensioneret som journalist i 2002

John Lynge blev dengang pensioneret, og lever nu et stille og roligt liv i Nuuk. Han er igang med at indskrive en grønlandsk genfortælling af en bog om Gustav Holm ekspeditionen. Da han bor alene, laver han sin mad selv – men kun når han gider.

– Når jeg ikke gider, tager jeg ud og spiser – for idag er der mange billige spisesteder i Nuuk, siger John Lynge. John Lynge spiser for det meste fisk – for de er lettere at tygge end kød. Han lider af tandssygdommen paradentose, så hans tænder falder ud, lidt efter lidt.

– Mine tænder begyndte at falde ud, da jeg blev pensioneret – det er meget heldigt, for jeg lyder ikke lige så godt når jeg snakker, som da jeg havde alle mine tænder - jeg har fundet ud af at en journalist uden tænder ikke duer, siger John med et grin.

Spiste engang 18 fiskefrikadeller
John er ikke så vild med grøntsager, for han er ikke vokset op med det. Men kartofler – det kan han godt lide. Hans køleskab er fyldt med små-bitte kartofler som han har fået af en landmand ved Kapisillit.

John er den yngste i søskendeflokken. Han voksede op i skiftevis Qaqortoq og Nuuk. Han mindes at blive lagt på køkkenbordet, når hans mor skulle til at lave mad – så han ikke lavede ballade. – Det er nok derfra jeg har fået interessen for at lave mad. Mors mad var nemlig det bedste – især de fiskefrikadeller hun plejede at lave. Jeg kan huske at jeg engang spiste 18 af dem, siger John med et grin.

Han kan godt lide at eksperimentere med mad – men uden meget brug af forskellige ingredienser. Dog kan han finde på at blande lidt utraditionelt – sælmørbrad med bacon kan han eksempelvis virkelig godt lide. Og fårehoveder med guleærter. – Men jeg foretrækker at lade fårehovederne overnatte i vand – snot og ørevoks skal jo først ud før det koges, siger han.

Fik skæld ud
John Lynge blev uddannet journalist i 1971 – efter fire år som uuddannet redaktør i Kujataamiu – lokalavisen i Qaqortoq. Han fik arbejde i KNR radioavis – og fik som han selv sagde ”meget skæld ud, fordi han var så elendig til grønlandsk” – for han kunne kun skrive lydskrift dengang. Det var derfor en stor lettelse for ham da man skiftede til den nye retskrivning.

Madtips

Hvis du køber færdigblandet fiskefrikadellefars, bland den med lidt blendet hellefisk, inden du steger frikadellerne – det sætter prikken over i´et!

Bacon passer utrolig godt til grønlandske råvarer. Stegt sælmørbrad med baconstykker smager utrolig godt!

John bruger ikke mål – han synes man opnår den bedste resultat, når man prøver sig frem.

– Den gamle var kun til besvær – den nye er meget lettere, siger han.

I 1984 tog han til Qaqortoq for at starte KNRs nye regionsyd afdeling op. Dog vendte han tilbage i 1990 da man skulle til at starte Qanorooq op. Han begyndte som studievært og arbejdede der, indtil han blev pensioneret.

Selvom han er ude af journalistiken idag, følger han stadig meget med i den journalistiske verden i Grønland.

– Jeg fornemmer at nogle yngre journalister, er blevet journalister måske mest for opmærksomhedens skyld. Det er lidt synd – for man glemmer at være kritisk, siger han.

Ja, så var den eftermiddag gået – en eftermiddag med dejlig, let tilberedt mad – og stof til eftertanke.

Næste gæstekok
Traditionen tro har gæstekokken valgt det næste nummers gæstekok. John Lynge har valgt landmanden Niels Motzfeldt, der har sit eget landssted, hvor han dyrker grøntsager – i Nuuk fjord.

Tekst: Aminnguaq Dahl Petrussen
Foto: Knud Josefsen

Ammassat
Kartofler
Persille (Frisk eller frossen)
Margarine
Salt og peber
Mælk
Mel
Vand
Sukker

• Bland mel, salt og peber i en lille pose.
• Skær hovederne af ammassat, og tag involdene ud.
• Kom ammassat i posen, og ryst godt.
• Steg ammassat i god plantemargarine (olie passer ikke til det), indtil de bliver mørkebrune. Hæld mælk i en kasserolle, kog det op.
• Bland lige dele vand og mel sammen, og hæld det lidt efter lidt i mælken – kog op og rør i den, indtil den bliver tilpas tyk.
• Kom en håndfuld persille i – samt 1 tsk. sukker (ingen salt i saucen!)
• Spis ammassat inklusive ben og hale. Mums!

Gæstekok: John Lynge
Tekst: Aminnguaq Dahl Petrussen
Foto: Knud Josefsen

Lagret (uartig) torsk:
Man hænger torsken til tørre. Hvis man kan føle at overfladen er tør, men at den stadig er en smule blød indeni tager man den ned igen, og koger det 20 minutters tid.

Lagret torsk (helst ekstra lagret, så kødet er helt mørt og klistret)
Kartofler
Fiskesennepsmel (ca. 3 tsk.)
Hvedemel
Vand
Salt og peber

• Kog torsken i højst 20 minutter.
• Hæld noget af kogevandet i en kasserolle.
• Bland lige dele mel og vand (f. eks. 2 spsk. til hver) med 3 tsk. fiskesennepsmel, og hæld det lidt efter lidt i kogevandet.
• Rør i sovsen indtil den bliver tilpas tyk.
• Server med kartofler.

Velbekomme!

TIP: Luft grundigt ud i hele rummet når du har spist!

Gæstekok: John Lynge
All.: Aminnguaq Dahl Petrussen

Da panelet valgte Grethe Kramer Berthelsen til årets kvinde, ringede ARNANUT straks til hendes mand, Ove Karl for at aftale med ham, hvordan og hvorledes vi bedst kunne overraske hende. Det viste sig, at Grethe var i Upernavik distrikt og først skulle komme tilbage efter tre uger. Hvilke lange tre uger! For vi måtte holde tæt i al den tid og prøve ikke at røbe, at hun var blevet valgt som årets kvinde.Det samme skulle Ove Karl, Grethes søster, børn og far gøre. Men vi aftalte, at vi vil gøre alt for at holde det hele hemmeligt – indtil Arnanut kom og overraskede Grethe.

Navn: Grethe Kramer Berthelsen
Født i Aasiaat i 1957.
Stilling: Misbrugsbehandler og medejer af den private behandlingsklinik, Katsorsaavik Nuuk
Er gift med Ove Karl Berthelsen på fjerde år. Grethe og Ove Karl blev gift efter 26 år som par.
De har tre voksne børn, Aqqaluk, Mudi og Naaja.
Har to børnebørn, Navarana og Inutsiaq
Har en lillesøster, Solveig.
Grethes midterste barn, Mudi, er slet ikke i tvivl om, at valget af årets kvinde i år er det perfekte valg:
– Da konkurrencen om årets kvinde var i gang, ville jeg selv indstille min mor. Men jeg havde en del at se til, og den sidste frist udløb. Så tænkte jeg ikke videre over det. Men da jeg hørte, at hun er blevet valgt som årets kvinde, tænkte jeg, at det var det perfekte valg – for mor er virkelig et dejligt menneske. Hun har talent for en masse ting: håndarbejde, kunstmaling, sang og meget andet. Hun er familiens midtpunkt, hende der sørger for, at vi er samlet og har det godt. Hun elsker at lave mad, og inviterer gerne alle – kort sagt er alle velkomne i hjemmet, hun gør ikke forskel. Hun er en meget kærlig mor, der vil det bedste for én – altid glad og smilende.
Hun er samtidig meget viljefast og stædig. Da hun mødte far, kunne hun næsten ikke tale grønlandsk. Gennem årene lærte hun sproget, og i dag har hun ingen problemer med det. Hun er faktisk blevet meget perfektionistisk, hvad det angår. Hun kan for eksempel ikke tåle, når nogen siger ”Qinngorpumut!” – For det hedder altså ”Qinngutsinnut!”, fortæller Mudi med et grin.

Mundlam
Vi aftalte at mødes hos Grethe og Ove Karl den dag, hvor Grethe kom tilbage fra Upernavik. Kl. 12 ringede vi – ARNANUT, panelet og fotografen – på døren hos familien. Stadig meget hemmelighedsfuld åbnede Ove Karl døren og bad os om at komme listende ind. Grethe så os og sagde ”hej”. Helt automatisk bad hun os om at komme ind i varmen. Da ARNANUT gav hende buketten og sagde tillykke med titlen som årets kvinde, var det som om, Grethe befandt sig i en anden verden – hun fattede ikke, hvad der skete. Vi fortalte hende igen grunden til, at vi var der, og hun begyndte at grine og ryste på samme tid, og så mildt sagt meget overrasket ud. Hun var mundlam og måtte lige have hele historien en gang til. Først derefter lod det til, at hun nu havde fattet det hele og sagde mange tak.
– Jeg er meget overrasket, men også glad. Dette her havde jeg aldrig forestillet mig, sagde hun.
Kvinden, der indstillede Grethe, skrev, at hun selv har været igennem en behandling, hvor Grethe var behandler. Hun kendte ikke Grethe personligt, men hver gang hun mødte hende, var hun venlig og glad. Kvinden syntes i øvrigt, at det var stærkt af Grethe, at hun har været med til at åbne en privat misbrugsklinik. Men hvordan startede hele historien?

Fik blod på tanden
Det var i forbindelse med mandens alkoholbehandling, at Grethe sammen med sine børn var i familiebehandling. Under behandlingen var hun tit i Qaqiffik, og på den måde mødte hun flere behandlere og fulgte lidt med i måden, de arbejdede på.Jeg fik blod på tanden. Jeg ville selv være behandler. Og da vi som familie selv har været igennem en vellykket behandling og er kommet over problemerne, syntes jeg, at jeg havde kræfter og lyst til at hjælpe andre. Jeg fik en mulighed for at uddanne mig til behandler, og jeg havde en stærk tro på, at jeg kunne gøre en forskel – for hvis vi som familie kan – kan alle andre også, fortæller Grethe.
Grethe tror på, at mennesker kan ændre deres måder at leve på, hvis de er opsat på det.
– Man kan som person selvfølgelig fejle – og man kan ikke ændre på de fejl, der er sket. Men der er altid mulighed for at ændre sin måde at leve på og få det godt. Og fordi jeg netop har oplevet det, er det er ud fra den filosofi, at jeg er kommet ind i denne verden, fortæller Grethe.
I seks år arbejdede Grethe i Qaqiffik i Nuuk, de sidste tre år som leder. For tre år siden sagde hun op og begyndte som selvstændig behandler. Og i dag har hun sammen med sin partner, Aqqalukasik Olsen, åbnet en privat behandlingsklinik i Nuuk, Katsorsaavik Nuuk.
– Jeg har længe haft lyst til at arbejde for mig selv – at blive selvstændig erhvervsdrivende – at iværksætte noget og senere hen udvikle det. Det er derfor, at jeg er blevet medejer af klinikken, fortæller Grethe.

Børn ser op til voksne
I Katsorsaavik Nuuk kan misbrugere af blandt andet alkohol, narkotika og piller blive behandlet. Udover det er der tilbud om familiebehandling, hvor familiemedlemmer til misbrugere kan blive behandlet – og det er den behandlingsform Grethe udøver i klinikken.
– Det er ligeså vigtigt for familien til misbrugere at blive behandlet, som det er for misbrugeren selv. Det er måske endda vigtigere. Selvom man ikke selv er misbruger, kan de følelsesmæssige oplevelser, man har været igennem som familie til en misbruger, være meget dybe og ubehagelige. Disse følelser kan være meget stærke, og kan videreføres gennem generationer – uden at man ved det. Det kan være, at en familie, der ikke har misbrugsproblemer, alligevel har brug for behandling, hvis et andet familiemedlem fra en tidligere generation har været misbruger. For der er så mange følelser, der handler om selvværd og selvtillid, der kan være ødelagte og trænger til at blive behandlet. Problemerne drejer sig primært om voldsom generthed, selvhad og lavt selvværd. Det er derfor vigtigt, at man opbygger selvtilliden og selvværdet, så det dårlige ikke føres videre til de næste generationer, fortæller Grethe.
Ifølge Grethe opnår man først og fremmest ro og tryghed, når man har været igennem en vellykket behandling. For nu kan man stole på hinanden.
– Det kan være små ting i hverdagen, som for eksempel at spise aftensmad sammen hver dag, der lige pludselig bliver en del af livet – selvom det aldrig har været sådan før, fordi far eller mor har været misbrugere. Man kommer til at opleve og værdsætte ting, man måske ikke har gjort før. Hvis vi begynder at leve godt, bliver vi automatisk også gode forbilleder for vores børn. For børn efterligner voksne – og hvis vi som voksne beslutter os for at ændre vores levemåde, kommer det til at have en effekt på vores børn, fortæller Grethe.

Ikke hårdt
ARNANUT kom til at spørge Grethe, hvor hun får energi og kræfter fra, for det er da hårdt at arbejde med de ting?

– Folk tror, at det må være så hårdt. Men det er det slet ikke. Ikke for mig. Jeg føler, at det er mit arbejde, der giver mig energi og kræfter. Selvfølgelig hører jeg folk fortælle om deres problemer og om deres hårde liv – men det er jo ikke mit liv, og derfor behøver jeg ikke at have det tungt og mangle energi og kræfter, siger Grethe.

Hvad er det i dit arbejder, der giver dig energi?
– Det er, når jeg kan se, at folk får det bedre, siger Grethe - kort og godt.

Grethe fortæller, at det kan være afgørende for en vellykket behandling, at folk er opsat på at ændre deres liv.
– Og det er vores opgave at give dem værktøj til at ændre deres levemåde. Og det er deres eget ansvar at komme videre med livet – ved at bruge det værktøj vi har givet dem, eller lade være, fortæller Grethe.
Igennem de ni år, hvor Grethe har været behandler, har hun lagt mærke til, at folk er blevet meget interesserede i at ændre deres levemåde.
– Jeg har ikke tal på det. Men jeg kan mærke pulsen. Der er flere og flere unge, der vil have et nyt liv. Det kan være unge misbrugere, men også unge forældre, der gerne vil være bedre forældre, som så går i familiebehandling. De vil ikke have, at deres børn vokser op på samme måde, som de selv er opvokset – derfor vælger de denne vej for at bryde det negative mønster, fortæller Grethe – årets kvinde 2006.

Tekst: Aminnguaq Dahl Petrussen
Foto: Leiff Josefsen