– eller livet din lykke?
Louise Broberg Olriks liv gik i stykker, da hendes eneste barnebarn døde af kræft – i en alder af fire.
Louise var ung da hun fik sin ældste søn. Og sønnen var ung, da han fik sin datter – Louises barnebarn, Niviaq. Niviaq skabte stor glæde i familien, da hun blev født, og Louise havde ikke set sin mand, Ole, så kærlig før, som når han var sammen med Niviaq. Hun var tit hjemme hos sine bedsteforældre. Legede med sin farfar, og dansede og sang, mens hun så Olsen Kids på DVD. I familien havde Louise og Niviaq et specielt forhold til hinanden.
– Jeg følte, at vi forstod hinanden. Vi havde tid til hinanden. Vi havde et specielt forhold til hinanden. Niviaq respekterede mig højt, og jeg respekterede Niviaq højt. Hun var et meget tålmodigt barn, der var så sød, så sød, fortæller Louise.
Niviaq besøgte sine bedsteforældre jævnligt – de boede i samme by – Qeqertarsuaq.
Utallige lægebesøg
Den 18. April 2001 bliver Niviaq født. Hun er en glad, lille pige. Da hun er 3 år, bliver hun mere og mere træt og trist. I januar 2005 bliver hendes åndedræt anderledes, og hun er meget tit trist.
– I løbet af et halvt år tager vi, hendes forældre og os bedsteforældrene til læge med hende utallige gange. Selv hendes oldeforældre tager hende til lægen. Lægerne skifter meget her i Qeqertarsuaq, og hver gang kommer vi ind hos en ny læge. Vi bliver dog sendt hjem hver gang, fortæller Louise, med en anstrengt stemme. Hver gang får familien noget forskelligt at vide; Niviaq har blærebetændelse – det er noget psykisk. Den sidste læge, de kommer ind til, kan umiddelbart se at Niviaq har det meget skidt – og sender hende til Nuuk. På det tidspunkt er Niviaq blevet meget tynd, og hendes mave er helt opsvulmet og hård.
En torsdag i Juni 2005 tager Niviaq og hendes forældre til Nuuk. Natten til fredag bliver Niviaq evakueret til Rigshospitalet. Om lørdagen følger oldemoderen og mormoderen. Om mandagen følger Louise, hendes mand og deres yngste søn med. Niviaq bliver undersøgt, og om fredagen finder man ud af, at hun har kræft – og den har spredt sig. Louise ringer til sine to storesøstre og de kommer om lørdagen. Lægerne forsøger at give Niviaq kemoterapi, hun får det lidt bedre - men bliver hurtigt dårlig igen. Man beslutter at hun må opereres – og den 29. juni foregår operationen. Samme dag kl. halv ti om aftenen bliver Louise og familien meddelt om at Niviaq er død. Lægerne havde ellers åbnet Niviaqs mave – men hun kunne ikke reddes.
Livet havde ikke længere mening
– Dengang følte jeg, at mit liv blev smadret. Jeg skreg »Hvorfor? « Da jeg så hende, kunne jeg næsten ikke kigge på hendes lille ansigt – kun på hendes fødder. Vores fødder lignede hinanden.
– Jeg snuser til hendes fødder – jeg vil vide om det virkelig er hende. Forældrene ligger på skift med hende – som om de vil bevare hendes varme. Oldeforældrene rusker i hende og siger: »Vågn op, Niviaq«. Men Niviaq bevæger sig ikke. Hun har fået fred, er blevet hvid og hendes mave er ikke længere opsvulmet. Vi kan simpelthen ikke forstå det, der sker.
– Dengang tænkte jeg, at det måske var bedst, hvis jeg også døde. Så stor var smerten. Det der skete var ikke til at tro på – som om at se en film, fortæller Louise, nu med en svag stemme.
Louise spørger sig selv mange gange, hvorfor hendes barnebarn skulle dø. Hvorfor ikke hende selv? Niviaq er jo enebarn, hun har ingen søskende – hvorfor hende? Hvorfor ikke et andet barn – et andet barn som har søskende? Samtidig føler Louise en stor skyldsfølelse.
– Jeg er en skrap dame, der siger sin mening og er ikke bange for at sige imod. Hvorfor har jeg ikke kæmpet for, at lægerne tidligt skulle finde ud af, hvad Niviaq fejlede – og ikke finde mig i at blive sendt hjem? For selvom lægerne havde forberedt os på det værste, havde vi jo ellers håbet på, at Niviaq ville klare operationen – men hun døde, fortæller Louise, der dog tilføjer, at den behandling, Niviaq fik på Rigshospitalet, var den bedste – hendes lille krop kunne bare ikke længere.
Vil ikke lyve for sig selv
Niviaq blev fløjet hjem til Qeqertarsuaq – hun skulle begraves dér. Det var midt på sommeren. Sædvanen tro havde Qeqertarsuaq en flot sommer – hvor solen skinnede, jorden var grøn, og der var varmt. Men Louise kunne ikke længere se det gode ved det. Hun græd konstant og havde ikke længere lyst til at leve. Hun indså at hun måtte hjælpe sig selv.
– Sammen med mine veninder, går vi lange ture i naturen. Når jeg er blandt folk, føler jeg, at jeg ikke bliver forstået – at min sorg ikke bliver forstået. Men når jeg er i naturen, kan jeg efterlade min vrede og sorg dér – og vende tilbage til byen – lettet. Samtidig plukker jeg en masse blomster og planter, som skaber glæde midt i sorgen, siger Louise.
En lærerkollega siger til Louise, at hun skal sørge for at arbejde – så hendes tanker kan komme lidt væk fra Niviaq. Det hjælper – men der er nogle dage, hvor hun må tage hjem, fordi hun begynder at græde og ikke kan holde op igen.
– Jeg har ikke accepteret Niviaqs død. Jeg kan ikke acceptere det. Jeg har stadig så meget vrede – jeg bliver vred på mig selv – hvorfor kæmpede jeg ikke for hendes liv. Men jeg kunne jo ikke gøre noget – derfor vænner jeg vreden imod sundhedssystemet. For jeg føler, at jeg må give nogen skylden for hendes død. Jeg føler, at sundhedscenteret her har svigtet os. For man tager ikke et barn til læge for sjov! På hendes journal kan man
Louise har selv valgt overskriften på denne artikel, som er taget ud fra en tekst skrevet af sangeren og musikeren Ole Kristiansen:
– Er lykken dit liv – eller livet din lykke? Nogle mennesker lever for lykken. Men jeg betragter livet som lykke – livet er lykke – for vi ved, ikke hvornår vi dør, siger Louise.
se, at hun har været til læge utallige gange i løbet af et halvt år. Hvorfor var der ingen, der fik mistanke om, at der var noget galt? Jeg ved godt, at man siger, at tilgivelse og accept giver fred i sindet. Men jeg kan simpelthen ikke acceptere Niviaqs død – jeg føler heller ikke, at jeg skal acceptere det. Jeg lytter meget til mine følelser – jeg græder, når jeg føler sorg og griner, når jeg er glad. Derfor vil jeg lyve overfor mig selv, hvis jeg prøver at acceptere hendes død, fortæller Louise.
Langsomt bliver livet værd at leve igen
Lige efter Niviaqs begravelse føler Louise en tung følelse af bekymring. Hun er så bekymret for hende. Hun besøger gravstedet hver aften for at sige godnat. Men hun føler, at sorgen bliver større, når hun besøger hendes gravsted. Hun begynder at spekulere over, hvor mon Niviaq nu befinder sig. Hun er bare så bekymret. Men en dag føler hun noget uforklarligt. Et eller andet i hende kan høre en stemme, der siger: Aanaa, jeg har det godt. Du skal ikke være bekymret.
– Niviaq var en meget tålmodig lille pige. Hun svarede ikke igen, når hun blev skældt ud – men græd i det stille. Derfor var jeg så bekymret for hende – også efter hendes død. Men jeg tror på, at der er noget mellem himmel og jord. Jeg tror, at hun befinder sig et sted dér. Når jeg bliver alt for ked af det, siger jeg til mig selv, at hun befinder sig inderst i mit hjerte, siger Louise – der føler, at hun langsomt er ved at komme over sit barnebarns død.
I dag venter Niviaqs forældre et barn, som bliver født til Januar.
– I starten tænkte jeg – »nu kommer Niviaq tilbage, nu bliver hun født igen«. Men nej, det lille menneske, der er inde i sin mors mave, er sin helt egen – og vi glæder os til at møde det, slutter Louise.
Tekst: Aminnguaq Dahl Petrussen
Foto: privat
Forret af råmarineret fisk
– Jeg har det rigtig godt, siger Rasmine – det vender vi tilbage til. Da hun skulle starte sin livsstilsændring, vejede Rasmine, som er 175 cm høj, 93 kilo, og hun var helt holdt op med at dyrke sport. Hun havde netop født sin anden søn – og hun følte, at hun burde gøre noget.
Hvorfra kom din interesse for samfundsudviklingen?
Hvad er din største svaghed? 
Hvad laver du nu, hvor du ikke længere arbejder? 
Disse ord fik gravide Kuka og hendes mand Otto af en overlæge, under en undersøgelse af deres ufødte barns hjertelyd.
– Hun og hendes mand kommer hjem til hendes forældre. Hun ringer til sin storesøster i Danmark om at hun har født - men at drengen er død. Søsterens reaktion er meget voldsom – det er resten af familiens også. Den første stykke tid er de hele tiden omgivet at mennesker – og de snakker meget med jordemoderen.
– Hvert menneske har sin egen måde at føle sorg på – og dermed sin egen måde at bearbejde den på. Vrede kan dog være et vigtigt element, der kan opleves i sorgprocessen, siger cand. psyk. i PPR, Nuuk, Lena Stefansen.
ved at være plejeforældre.
