
Året 2002 var ved at være omme. Jukku havde en profil på www.scor.dk, men det var mest kun for at score hurtige damer. På denne årstid skete der dog noget, som fik ham til at revurdere sit liv.
Lulu havde en datter, Naasunnguaq, og hun var single – som hun bevidst havde valgt. På det tidspunkt havde hun dog fået lysten til at få en partner igen. Hendes veninde foreslog hende at oprette en profil på www.scor.dk. Det gjorde hun, og hun præciserede i sin profil, hvor hun befandt sig i sit liv, hvad hun ville opnå og ikke mindst, hvordan hun ønskede manden i sit liv skulle være. Jukku havde set Lulus profil, og skrev til hende fordi, som han selv siger, det, ”så ud til at smage godt”. Lulu skrev, at de måske ikke passede så godt til hinanden. Hun havde nemlig læst Jukkus ret platte profil. Jukku skrev tilbage, at han befandt sig på et tidspunkt i sit liv, hvor han syntes, han burde gøre sit liv om. Sådan opstod kontakten.
Spændt
Vi er i Qinngorput, Nuuk, i nybyggede, moderne lejligheder. Hjemmet er hyggeligt, og det er tydeligt, at der bor børn og hund. Udsigten er flot, vi er jo udenfor byen. Parret kalder hindanden ”asasa”, elskede, de kan ikke lade være med at røre hinanden, og kigger forelsket på hinanden. Lajla Tupaarnaq, eller ‘lille scor.dk’, på to år løber rundt.
Navn: Lulu Holm Nielsen
Alder: 35
Stilling: Afdelingssygeplejerske
Navn: Jokum Nielsen
Alder: 46
Stilling: Journalist
- Da vi begyndte at skrive sammen, skrev vi om vores liv. Hvad vi ville opnå, at vi ville etablere familie, sex, alt muligt. Vi var meget åbne overfor hinanden. Det var vigtigt for mig, at vi ikke mødtes med det samme, vi skulle lære hinanden at kende først. Men selvom vi begge er fra Nuuk, kunne vi slet ikke finde ud af, hvem vi hver især var, fortæller Lulu. Uden at have mødt hinanden, skrev de længe sammen, og senere hen begyndte de at sms’e til hinanden.
- Vi snakkede aldrig sammen. Jeg respekterede Lulus beslutning om, at vi stille og roligt skulle lære hinanden at kende, siger Jukku.
Det blev 2003, og de havde endnu ikke mødt hinanden. Men en dag, hvor Jukku gik på gaden, så han en pige igennem et butiksvindue, som vist nok var Lulu. Han sms’ede til hende, for det kunne kun være hende.
- Jeg blev meget forskrækket. Det var jo mig. Men jeg skrev tilbage, at han ikke skulle komme, for jeg ville ikke møde ham på denne måde. Jeg tænkte, at han måske havde holdt øje med mig længe, fortæller Lulu grinende. Da hun kom ud af butikken, kiggede hun på alle mænd, hun stødte på og tænkte: ”måske er det ham”.
Mødet
Da de havde skrevet sammen længe, besluttede de endelig at mødes. Dog ville Lulu ikke have, at Jukku mødte hendes datter, før hun vidste, at han var den rette. De aftalte at mødes 25. januar 2003. Den dag havde Jukku fået løn. Han blev klippet, fik nyt tøj og ny aftershave. De havde aftalt, at Jukku skulle komme, når Lulu havde lagt sin datter i seng. Hjertebanken.
- Jeg var meget spændt på, hvordan vores første møde skulle gå. Ville den åbne kommunikation fortsætte? Eller ville vi finde ud af, at vi i virkeligheden var meget langt væk fra hinanden? - fortæller Lulu.
Jukku, som i dagens anledning havde shinet sig gevaldigt op, og som havde købt champagne og chokolade, tog over til Lulu.
- Det var et stort plus, at manden havde gjort noget ved sig selv før daten, og at han havde champagne med, fortæller Lulu småfnisende.
Mødet blev en succes. Den kommunikation, de havde startet ved at skrive, fortsatte uændret – nu snakkede de bare. Normalt var Lulu en lidt tilbageholdende person, men sammen med Jukku var hun det slet ikke. De snakkede sammen hele natten, og Jukku blev godkendt til at møde Lulus datter. Da Jukku skulle til at gå, kyssede de.
- Vi var så glade for hinanden. Det skyldtes, at vi fra starten af har været ærlige overfor hinanden. Siden har vi ikke været fra hinanden, fortæller Jukku.
Livet kan være godt
- Asasa, skal vi fortælle om dengang jeg blev gravid? - spørger Lulu Jukku. - Ja.
Lulus chancer for at blive gravid var kun 50 %. Dog blev hun gravid lige efter deres første møde. De blev glade og tog begivenheden for givet.
- Vi blev enige om at beholde barnet. Vi var så glade for hinanden, at vi ikke diskuterede det videre. At jeg mødte Lulu var et bevis på, at livet kan være godt. Før i tiden havde jeg intet bestemt formål for mit liv. Jeg fandt ud af, at man kan give sig selv fuldt ud til at andet menneske, og at et andet menneske kan gøre det samme, siger Jukku.
En måned efter deres første møde fandt de ud af at Lulu var gravid, tre måneder efter købte de et hus, og året var næppe omme, før de fik et barn. Deres omgivelser var glade for, at de havde mødt hinanden, trods den lidt usædvanlige måde at mødes på.
- Ingen satte spørgsmålstegn ved, at tingene gik så stærkt. De kunne se, at vi elskede hinanden. Heldigvis kom begge vores familier godt ud af det med hinanden, siger Lulu.
At være ærlig overfor hinanden
Det er ikke altid, at man er så heldig som Lulu og Jukku, når man mødes på internettet. Parret har selv en grund til, at deres møde har været en succes.
- For det første var vi begge, hver især ærlige overfor os selv, fordi vi vidste, hvad vi ville opnå. For det andet var vi ærlige overfor hinanden, fordi vi fortalte hinanden, hvad vi ville opnå. På den måde var det som om alting bare gled af sted, fortæller Jukku.
Som et eksempel fortæller Lulu, at hun engang begyndte at skrive med en, som hun virkelig kunne lide. Men da de mødtes, fandt de ud af, at de var for forskellige – som en ravn og en måge.
- Jeg tror, det var fordi, vi begge ikke vidste, hvad vi ville, siger Lulu.
Lajla Tupaarnaq, ”lille scor.dk” løber stadig rundt i stuen. Konsekvensen af en ny mødemetode.






