Arnanut

Et af emnerne i denne ARNANUT handler om sex og andre måder at nyde sex på. Og hvis man ser på emnet i et historisk perspektiv må man sige, at der har været to ret forskellige syn på seksualitet. Før kristendommens indførelse havde vore forfædre et mere frisindet syn på seksualiteten. Dengang praktiserede man for eksempel lampeslukningslege. Formålet med denne skik var først og fremmest slægtens fortsættelse og ikke det seksuelle aspekt. Men hvor er det godt, at de har glædet sig med denne nydelse, derved har vi, efterkommerne, fået mulighed for at blive til!

Der var helt bestemte regler også under lampeslukningslegene. Regler som var styret af deres religiøse opfattelse. Som for eksempel myten om Aningaaq og Maliina, hvis budskab er, at sex mellem søskende eller familiemedlemmer ikke er acceptabel, da dette kan afstedkomme evig ufred for de implicerede. Vi ved alle, at dette gælder den dag i dag - Aningaaq forfølger stadig Maliina og ingen af dem har fred hverken fysisk eller psykisk, efter at have forbrudt sig mod de vedtagne regler.

Efter kristendommens indførelse er vort syn på seksualiteten blevet tabuiseret og sex er blevet et fordømt område. Heraf følger, at det at tale åbent om seksualitet ofte betragtes som syndigt. Det til trods for at de fl este voksne har stor glæde af deres seksualitet og nødig vil undvære det, men udnytter hver god mulighed for at dyrke det.

Heldigvis følger vi moderne grønlandske kvinder med i hvad der foregår i andre lande. På den måde ved vi, at mange kvinder – specielt i de lande hvor der er ligestilling mellem kønnene – diskuterer og skriver åbent om deres seksualitet. Det er åbenlyst at vi får meget inspiration og input fra dem. Gennem andre kvindeblade – måske fra ALT For Damerne, Tidens kvinder, Bazaar osv. – er det endda for mange af os blevet muligt at forestille os hvad der er i begrebet »Tantra«* Dette nummer af ARNANUT har åbnet lidt op for emnet og det vil forhåbentlig få os til at tale og skrive om seksualitet på vore egne betingelser. Alle ved jo, at sex – udført rigtigt og med tillid – er dejligt. Samtidigt er det også en god fysisk aktivitet, der tilmed er sundt for kroppens velvære!

Tak til redaktionen, for at åbne op for denne diskussion. Sådan skal det være!

*Tantra: kan forklares som sex med energibevidsthed. Men det er ikke en teknik; en bestemt handling eller stilling. Det er en proces baseret på sex, kærlighed og spiritualitet.

Tekst: Kistaara Aviana Motzfeldt Vahl

Ateq: Rebekka Olsvig
Navn: Rebekka Olsvig
Født: Ritenbenk /Appat i 1945
Bor: Nuuk
Civil status: Mor til tre adoptivsønner og enke.
Stilling: Registreret revisor i eget revisionsfirma RO Revision og Regnskab ApS.

Der skal meget mere til end bare have faglige kvaliteter i orden, når man vil være selvstændig erhvervsdrivende. De menneskelige egenskaber betyder nok endnu mere. Det fandt ARNANUT ud af, da vi besøgte Rebekka Olsvig i Nuuk for at høre om hendes arbejdsliv. Hun er 60 år, har drevet sin egen virksomhed i 22 år, har to fastansatte og arbejder selv på fuld tid.

Rebekka Olsvig sidder i sofaen hjemme i sin lyse stue og stråler af selvtillid, selvværd, positivitet, ungdommelighed. Hun taler om ansvar, frihed, selvdisciplin, økonomi, udvikling og meget mere. I det hele taget er hun en selvbevidst kvinde og er lige fyldt 60 år.

Oplevelser med modgang har ikke slået hende ud, tværtimod har den lange periode som alenemor til to af hendes tre adoptivsønner og ægtemandens død givet hende en styrke til at se på det positive i livet.

Hjertet til fiskerne
Rebekka Olsvig blev merkonom i 1970’erne, og arbejdede sidst som bogholder i Grønlandsfly inden hun som 38-årig tog springet og blev selvstændig.

– Jeg havde et udmærket job, hvor jeg sørgede for medarbejdernes lønninger. Men jeg ville have større udfordringer, og da jeg var vant til at arbejde selvstændigt, var det meget nærliggende at tage springet, fortæller Rebekka Olsvig.

I 1983 var der ingen grønlandsk talende i bogholderbranchen, og hun så det som sin mulighed.

– Jeg kontaktede grønlandske erhvervsdrivende, og ret hurtigt fik jeg kunder fra Qaanaaq i nord og hele vejen rundt til Illoqqortoormiut i øst. Mange af dem fiskere. Jeg havde lyst til at hjælpe dem, da de ikke havde mulighed for at få rådgivning på grønlandsk, fortæller Rebekka Olsvig.

I dag har hun tømrere, kioskejere, fiskere og andre små erhvervsdrivende i sin kundekreds, hvor hun sørger for bogføring, skatteregnskaber, revision, og kontakt med myndighederne. I 1995 fik hun, som den første grønlænder, det blå stempel som registreret revisor.

Hårdt arbejde
Rebekka Olsvig har det gå-på-mod, der skal til for at drive en forretning.

– Man skal være god til sit fag, være til at stole på, og overholde sine aftaler. Så er man nødt til at have en god opbakning og forståelse fra familie og venner, for arbejdet som selvstændig er hårdt arbejde, specielt i begyndelsen. Jeg arbejdede rigtig meget de første år, og sørgede selv for alt lige fra rengøring på kontoret til at videreudvikle mine kvalifikationer, og følge med udviklingen i mit fag, fortæller Rebekka Olsvig.

Udover at passe sin virksomhed var hun aktiv i foreningslivet blandt andet i Langrendsklubben NSP, medstifter af Qajaq i Nuuk og spejder.

Men det allervigtigste var at give sine tre adoptivsønner Jens, Søren og Lars en tryg og aktiv opvækst.

– Jeg har været heldig at få så kærlige børn og nu også børnebørn, siger hun stolt.

Det smertefulde farvel
Da snakken falder på Torben bliver hun tydeligt bedrøvet. Hun taler stille.

– Jeg fik lov at have dejlige 12 år sammen med ham i et godt forhold med gensidig respekt. Det var som om vi havde kendt hinanden altid. Jeg plejede at sige til ham. Nu har jeg ledt efter dig i 30 år, og endelig fundet dig. Var der ikke andre, der ville have dig, fortæller hun med et grin.

Torben fik konstateret kræft i 1999, men et år efter var kræften på mystisk vis forsvundet. Indtil en skæbnesvanger dag i 2003.

– Han skulle til sin næste rutineundersøgelse i oktober det år, men nåede det ikke. Kræften var vendt tilbage, og var uhelbredelig. Vi fik at vide at han havde tre måneder at leve i. Det kom som et chok, en forfærdelig oplevelse.

– Først kom sorgen og så kom styrken. Hvor den kom fra aner jeg ikke. Men behovet for at kunne hjælpe ham og passe på ham var så stærkt. Når man oplever ens elskede dø stille og roligt fra en, har man bare uanede kræfter.

Torben og Rebekka talte om, hvad han ville bruge sin sidste tid på. Han ønskede, at afklare sine forpligtelser, bygge deres hus færdigt, og afhænde sit tømrerfirma. Det gjorde han også, men han havde et brændende ønske opfyldt.

– Jeg har ikke været på Mallorca siden jeg var ung, og vil gerne se øen igen, inden jeg dør.

Det var hans største ønske, siger hun grådkvalt.

– Vi tog til Danmark, hvor han sagde farvel til sine søskende, og så rejste vi ned til Mallorca. De tre måneder gik meget hurtigt, for han brugte to af de tre måneder på, at gøre sit arbejde færdigt. Han ville forlade os med god samvittighed, fortæller hun.

Han døde den 4.juni 2003 kun 56 år gammel.

Videre med livet
Ordet selvmedlidenhed findes ikke i hendes ordforråd. Hun føler, at Torbens død har givet hende endnu større styrke.

– Livet må fortsætte. Når afsavnet til Torben bliver for stort tænker jeg på hans ord den sidste levetid. »Du skal have overskud og kræfter for din virksomhed og børn og børnebørn. Vi dør alle sammen en dag, men ved ikke hvornår, og vi må lære at acceptere døden.« fortæller hun.

– Selvfølgelig skal der være plads til at være ked af det, men man lever kun det liv, man nu har, og det gælder om at bruge det med omtanke. Heldigvis er jeg ved godt helbred endnu og bruger mit liv med opstille målsætninger, siger Rebekka Olsvig.

Hun ligner godt nok ikke en, der lige er fyldt 60 år, bortset fra det gråsprængte hår. Men hun har ingen planer om at gå på pension. Hun har alt for megen energi hun skal futte af.

– Vandreture i naturen, alpinløb, langrend og badminton er mine interesser. Sidste år klatrede jeg fem gange op ad Ukkusissat (Store Malene) i Nuuk, og vandrede 16 dage i Ilulissat i min sommerferie.

Hendes næste mål er at vandre fra Qaqortoq til Igaliku til sommer.

Lige på falderebet. Hvordan formår du at holde dig så godt?
– Motion og positive tanker er mit motto. Jeg tror nemlig, at negativitet sætter sig i ansigtet. Derfor tænker jeg så vidt muligt positive tanker, siger Rebekka Olsvig.

Så er tippet hermed givet videre til vores læsere.

Tekst: Inga Dóra G. Markussen
Foto: Knud Josefsen og private fotos

»Ud af adskillige milliarder mennesker på jorden er der 8 kvinder der ligner og er supermodeller, med såkaldte »perfekte modelmål«. Resten af os er forskellige«. Sådan lyder et citat sagt af en klog kvinde. Hvor rigtigt det end er, døjer de fleste af os med små og store komplekser ved vores kroppe. Temaet i dette nummer af ARNANUT er kvindekroppen. Mød tre kvinder der for tæller om hvad de kan lide, og ikke lide ved deres kroppe. Mød Ivalo der har accepteret sin krop, trods en lidelse. Mød mænd, der fortæller om hvad de synes om kvindekroppen, og mød endelig en psykolog der fortæller om hvad grunden kan være til at mange kvinder er begyndt at være så kropscentrerede.

Tekst: Aminnguaq Dahl Petrussen
Foto: Knud Josefsen

Stor røv, hængepatter, behårede arme, appelsinhud på benene, skinnende strækmærker på maven, mange deller, hængende øjenlåg, tynde arme og ben, og man kan blive ved. Vi kender det alle sammen; små og store komplekser ved vores kroppe. »Elsk kroppen som den er« hører vi over alt, alligevel finder vi mange ting ved vores kroppe, som vi hader. Men udover at fin de fejl på kroppen, må vi da lige så stille indrømme, at der alligevel er nogle ting, vi bare elsker ved vores egen krop. ARNANUT mødte tre piger, der her fortæller om »det jeg kan lide eller ikke kan lide ved min krop«.

---

Navn: Bettina Abelsen
Alder: 26 år
Beskæftigelse: Lærerstuderende på tredie år
Børn: 4 år, 10 mdr.
Ægteskabelig status: Gift
Højde: 154 cm
Vægt: 65 kg
Kan lide ved min krop: Min hud
Kan ikke lide ved min krop: Mine lår

– Jeg har altid haft brede og tykke lår i forhold til min krop. Selv da jeg var tyndere, og stadig var barnløs var de tykke. Dengang skjulte jeg mine lår med lange trøjer og brede bukser, for tæller Bettina.

For fire år siden fik hun sit første barn, og for tre år siden holdt hun op med at ryge.

– Efter det begyndte jeg at tage på. Mine lår blev bredere og bredere. Men sam tidig kunne jeg mærke, at jeg accepterede min krop mere og mere. Det hænger sammen med, at jeg udviklede mig mentalt, efter jeg havde fået børn. Jeg har få et mere selvtillid. Nu føler jeg, at jeg har accepteret min krop fuldt ud. Jeg skjuler ikke mine lår så meget mere. Men alligevel kan jeg stadig ikke lide dem. Det giver problemer, når jeg skal købe tøj. Jeg kan for eksempel ikke have cowboybukser på, selv om jeg så gerne ville det. Mine bukser skal helst være elastiske, for tæller Bettina.

Før i tiden, også selv om hun var slankere end hun er idag, tvang hun nærmest sin mand til at sige, at hendes lår var for tykke.

– Det er typisk kvinder. Selvom han sagde, at han kunne lide mig, som jeg var, blev jeg ved med at plage ham, ind til han sagde »ok, de er måske lidt for tykke «. Når jeg så har fået ham til at sige det, fik jeg lyst til at tabe mig, men det har jeg ikke gjort noget ved endnu, siger Bettina med et grin.

Det Bettina rigtig godt kan lide ved sin krop er huden.

– Jeg har en ren, glat hud og har ikke tendens til hudproblemer. Min hud behøver ikke at blivet passet på, og jeg smører heller ikke så meget creme på. Alligevel er den altid fin. Men jeg bruger ikke krudt på at vise den frem, fortæller Bettina, som fik mere selvtillid, da hun accepterede sin krop, som den er.

Navn: Helene Møller
Alder: 36 år
Beskæftigelse: Studerende på socialmedhjælperskolen
Børn: 18 år, 14 år, 9 år
Mand: Ja
Højde: 165 cm
Vægt: 76,5 kg
Kan lide ved min krop: At jeg har tabt mig
Kan ikke lide ved min krop: Min mave og numse

Helene Møller, Nuuk, har før vejet næsten 105 kilo. Ved at læse bøger om kostændring og deref ter ændre sine kostvaner har hun tabt sig næsten tredive kilo, og det er ifølge hen de selv, det bedste ved hendes krop.

– Jeg er holdt op med at spise alt for meget slik og drikke sodavand, og har anstrengt mig for at spise fedtfattigt og mere grønt, og får nu kun en tallerken mad til aftensmad, hvor jeg før let kunne spise halvanden fed alk i ét måltid, fortæller Helene.

– Jeg er blevet mere bevægelig. Hvor jeg før ikke kunne følge med, når jeg gik med andre, kan jeg nu følge med. Og så er jeg blevet mere kræsen med hensyn til mad. Eftersom jeg er begyndt at spise mere fedtfattigt, kan jeg ikke længere lide alt for fed mad, siger Helene, der ikke dyrker sport.

Men hvad er det så hun ikke kan lide ved sin krop?
– Min mave og numse! Efter at jeg har fået børn er min mavehud blevet overflødig, og fedtet samler sig lige dér. Vi grønlændere har jo også en tendens til store deller på maven, og det er altså et problem for mig. Især når jeg skal købe tøj. Jeg kan aldrig finde bukser, der passer, og det er irriterende. Når jeg så finder et par, jeg kan lide, er det altid nødvendigt at sy dem om. Men nu har jeg lært at leve med dellerne. Jeg er jo mor, og dellerne er tegn på at jeg har født dejlige unger, siger Helene.

– Det er især min mand, der kommenterer mine deller, men heldigvis har han selv taget på, så jeg svarer bare igen. Men det jeg hader mest er, når andre folk kommenterer min krop, hvis jeg for eksempel har taget på. Så får jeg det dårligt med mig selv, slutter Helene.

Navn: Astrid Fleischer Rex
Alder: 50 år
Beskæftigelse: Landstingsmedlem
Børn: Tre drenge på 23, 25 og 27. Og et plejebarn på 7
Ægteskabelig status: Ugift
Højde: 155 cm
Vægt: 46-48 kg
Kan lide ved min krop: Mit smil
Kan ikke lide ved min krop: At jeg er for tynd!

– Hvert år er jeg på fedekur. Det har altid været sådan. Det er især om ef teråret, jeg bliver for tynd, og især når jeg har en periode, hvor jeg har travlt med ar bejdet. Jeg bliver sløj, fortæller Astrid Fleischer Rex. Hun er heller ikke typen, der spiser meget. Hun spiser små måltider – tit. Men i disse perioder, har hun sin egen måde at være på fedekur på.

– Jeg drikker ren fløde! Og endda meget af det. Jeg spiser også slik – og især chokolade. Jeg ved godt det ikke er sundt, men jeg gør det altså, siger Astrid. Til morgenmad får hun tit fisk i olie på dåse, for eksempel kippers i olie.

– Når jeg er alt for tynd, bliver alt mit tøj for stort. Men i stedet for at købe nyt tøj, gør jeg noget for at tage på, så jeg passer mit tøj igen, fortæller Astrid. Hun får tit små bemærkninger om, at hun har tabt sig, om at hun er blevet et lille nips, og kvinder siger tit, at de vil være som hende:

– Jeg svarer dem, at det altså ikke er sjovt at have det pro blem. Det er fuldstændig det samme som kvinder, der kæm per for at tabe sig – jeg har det bare omvendt, siger Astrid.

Det Astrid bedst kan lide ved sig selv er hendes smil.

– Jeg er glad for, at jeg er meget smilende. Jeg hører det tit, og det er rart, slutter Astrid.

Tekst: Aminnguaq Dahl Petrussen
Foto: Knud Josefsen

---

Ivalo Lennert Pedersen har en genetisk fejl, der gør, at hun taber sit hår pletvist. I sine teenageår havde hun problemer med det, men efterhånden har hun besluttet sig for at acceptere, at hun taber sit hår

Ivalo Lennert Pedersen kommer vadende ind, struttende af sundhed og glæde. Hun er høj, slank og flot og bærer moderigtige jeans og en tætsiddende turkis strikbluse. Desuden har hun et smart, sort tørklæde om hovedet, der dækker hendes hår. Eller rettere sagt; manglen på samme. Da hun kommer ind til interviewet har hun netop været på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk og besøgt en kræftpatient, der har tabt sit hår på to dage.

– Kvinden var forståeligt nok meget ked af det, men jeg fortalte hende, at jeg også har tabt mit hår, godt nok ikke fordi jeg har kræft. Jeg sagde, at der på trods af, at man har tabt sit hår, er der mange alternative muligheder, for eksempel dette tørklæde. Og hun virkede gladere, da jeg gik. Det varmede, fortæller Ivalo Lennert Pedersen, der er 23 år. Og det er netop tørklædet, der har ændret hendes liv.

Har prøvet alt
Ivalo har siden hun var tre år tabt sit hår pletvist. I perioder har hun alt sit hår, men på andre tidspunkter taber hun det igen. Især når hun er i stressede situationer. Lægerne siger, at hun har en genetisk fejl, allopecia (pletvis skaldethed), der gør, at hun taber sit hår. Hun har prøvet meget for at få sit hår tilbage; akupunktur, indsprøjtninger, homøopati, cremer og meget andet. Intet hjalp, og hun blev bare mere ked af det. Da hun var teenager, smurte hun det sted på sit hovedbund, der var hårløs sort, og brugte resten af sit hår for at skjule det. Men for to år siden tabte hun så meget hår, at hun måtte bære paryk.

– Jeg kunne ikke lide at bære paryk hele tiden. Det var ubehageligt, og jeg var bange for om folk kunne se, at jeg intet hår havde. Desuden var jeg aldrig tryg, når jeg bar et almindeligt tørklæde om hovedet, for hvad nu hvis det faldt af. Jeg havde samtidig meget ondt af mig selv, for hvorfor skulle jeg udsættes for sådan noget, siger Ivalo.

Vendepunktet og nu
Ivalo er en pige der altid har villet være anderledes. Hun elsker at klæde sig bemærkelsesværdigt på. Hun har otte parykker, som hun skifter imellem.

– En dag kan jeg være en korthåret blondine, en anden dag en langhåret brunette. Og en tredje dag er jeg blåhåret, siger Ivalo med et grin.

En dag viste en veninde hende en artikel i et blad om en kvinde, der havde tabt sit hår. Hun gik med nogle specielt designede tørklæder.

– Da jeg var i Danmark på ferie, købte jeg straks et tørklæde af hende, og det er det bedste jeg har gjort. Det er smart, behageligt og sidder bare som det skal. Jeg behøver ikke at frygte at det falder af. Jeg er blevet meget gladere og har fået min selvtillid tilbage for fuld styrke, fortæller Ivalo.

I dag er Ivalo også begyndt at tabe sit øjenbryn. Men det bekymrer hende ikke.

– Jeg har accepteret min lidelse, jeg er faktisk meget glad for at have så mange muligheder. Selvfølgelig savner jeg mit hår, men jeg føler alligevel, at jeg har flere muligheder end folk, der har hår. Jeg bruger ikke penge på shampoo og frisører, men jeg bruger dem på parykker og de specielle tørklæder. Når man som jeg elsker at være lidt anderledes, er det ikke længere et problem at være hårløs. Jeg kan lide mig selv som jeg er, siger Ivalo.

Hvis du er interesseret i de specielle tørklæder, som er egnet til kvinder, der lider af hårtab, kan du købe dem via Ivalo, ved at kontakte hende på mail: leelo @ greennet . gl

De yngre mænd var mere villige til at snakke om kvindekroppen med ARNANUT, hvorimod de ældre mænd »havde alt for travlt«… Men én ting er sikkert for dem: kvinder har ingen grund til at skamme sig over deres kroppe!

---

Ivaaq Poulsen: Da jeg var teenager, var jeg ikke vild med kvindekroppen, men syntes, at mandens krop var perfekt. Der manglede ligesom et eller andet ved kvindekroppen. Men i dag er mit syn heldigvis ændret. Jeg går meget op i, at detaljerne i kvindens krop skal passe godt sammen. F. eks bør brysterne ikke være for små, jeg må meget gerne mærke noget, når jeg rører ved dem. Jeg tænder heller ikke på alt for tykke kvinder. Men det vigtigste er, om man kan lide sig selv. Hvis du kan lide dig selv som person, vil du også være mere villig til at acceptere, hvordan du ser ud, og så vil andre folk også helt automatisk kunne lide dig.

---

Ernst Dalager: Jeg elsker flotte og smukke kvinder, men det er alligevel vigtigst, hvordan kvinden er som person. Jeg kan bedst lide fredsommelige og rolige kvinder. Kvinder behøver ikke at kritisere deres kroppe. Jeg er altså ret ligeglad med, hvordan kvinden ser ud, og det er de fleste mænd altså også. Kvinder har ingen grund til at skamme sig!

---

Utertoq Amassen: Jeg er ligeglad med, hvordan kroppen ser ud. Ikke to kvindekroppe er ens – heller ikke mændenes er ens. Jeg synes, at kvinderne skal tænke mere på, at ikke to kvindekroppe er ens – de har ret til at være forskellige - hver kvinde skal være glad for sin krop! Det er altid det indre der tæller!

---

Angunnguaq Larsen: Hvis der ikke fandtes kvinder, ville jeg ikke eksistere! For os er kvindekroppen guddommelig, uanset hvordan den ser ud. Slap af, kvinder! Vi mænd kan lide alle former for kroppe, og det må I forstå. En krop er bare en krop – accepter den! For min skyld må en kvinde dyrke så meget sport som hun vil, jeg er ligeglad, for i sidste ende er det altid det indre der er det vigtigste. Nyd livet!

---

Malik Nielsen: Jeg kigger først på små detaljer. Det er vigtigt for mig at små dele af kroppen passer til helheden. Slanke kvinder tiltaler mig mest. Men alligevel er det ret ligegyldigt. Kvinder har en tendens til at kritisere deres kroppe, selvom de ikke har grund til det. Jeg synes at sindet og kroppen skal passe sammen. Jeg tror ikke, jeg vil kunne få en kæreste, som har et sind i tip-top stand, og en grim krop. De to dele af kvinden skal være i balance.

---

Miki Lynge: Det er tydeligt, hvornår kvinden accepterer sig selv, og hvornår hun ikke gør det. Det er kvinder, der kan lide sig selv, som får mest opmærksomhed, tror jeg. Jeg synes, at kvinder bør lære deres kroppe bedre at kende, men jeg gør ikke forskel. Jeg har mange pige-venner, der ser fuldstændig uens ud alle sammen – men jeg er ligeglad med udseendet.

---

Kristian Kari Andersen: Jeg kan bedst lide kvinder, der ikke er for tykke, heller ikke for tynde. Hun behøver heller ikke bruge alt for meget make-up. Hun må også meget gerne gå med tætsiddende tøj, hvor man tydeligt kan se hendes runde former. Men uanset hvad, kritiserer kvinder deres kroppe – sådan er kvinder bare, selvom de i bund og grund ikke har grund til det.

---

Tekst: Aminnguaq Dahl Petrussen
Foto: Knud Josefsen

Det er meget normalt, at kvinder – og for den sags skyld også mænd – er mere eller mindre kritiske overfor sig selv og deres udseende. Nogle fokuserer helt overvejende på det ydre.

Hvorfor?
– Det hænger meget sammen med vores kultur, og hvor vi befinder os i landet. Det er især i storbyerne der er meget mere fokus på den ydre fremtoning, delvis på bekostning af indholdet. I den vestlige kultur er man blevet meget kropscentreret, og vores levemåde ændrer sig hele tiden, fordi vi også tager andre kulturer til os. Værdien hos mennesket ændrer sig. Man dyrker kroppen mere, og der er en større tendens til at ville ligne de tynde supermodeller, som moden og medieverdenen viser. Det er godt og sundt at pleje kroppen, og motionere, men hvis det tager overhånd opstår der en fanatisk holdning til kroppen. Det er når kvinder tænker, at de er lykkelige – bare de ser »perfekte « ud. Virkeligheden er dog ofte en anden. I den vestlige kultur ses flere eksempler på, hvordan overdreven fokus på de ydre bliver sygeligt, som eksempel kan nævnes plastikkirurgi og spiseforstyrrelser.

Vi er afslappede endnu
– Men ud fra de kvinder, jeg møder her til lands, og især på mindre steder er kvindernes syn på sig selv stadig afslappet. Mange tænker, jeg er kvinde, mor, hustru uanset hvordan jeg ser ud. Disse steder er kvindernes værdier og indhold i tilværelsen stadig det vigtigste – og ikke udseendet, siger psykolog Amalia Lynge Pedersen.

I dag er kvinder meget mere synlige udadtil end før, og Amalia tror det kan medføre, at kvinder begynder at tænke endnu mere på deres udseende. Dette kan også gøre, at nogle kvinder begynder at tro, at værdien i at være kvinde ligger i udseendet, og ikke i det at være kvinde som person, mor, hustru m.m.

Opdragelsen betyder meget
Kan ens opfattelse af kroppen ikke også have noget med opdragelsen at gøre?
– Grunden til, at man for alvor begynder at kritisere sin krop, er forskellig fra person til person, og kan skyldes ens opdragelse. Hvis man er blevet mobbet i sin barndom, og ens venner eller forældre på tydelig vis ikke har vist deres kærlighed kan ende med at man mister sit selvværd. Negative udtryk såsom: du duer ikke til noget, du er for tyk/tynd kan medføre, at personen bliver mere tilbøjelig til at kritisere sig selv og i nogle tilfælde sin krop. Og når man bliver ved med at kritisere negativt, kan man begynde at tro på, at man virkelig er så uduelig. Man kan begynde at gå op i udseendet for måske at føle sig god nok, for at blive accepteret. Det er vigtigt at man i opdragelsen ikke lægger for meget vægt på udseendet på negativ vis. Det er vigtigt at man, uanset udseende, får at vide og hører, at man er god, og at man er elsket uanset ens ”skævheder”. Hvis man ikke gør det, kan det medføre, at personen begynder at tilfredsstille sine behov på en anden måde; for eksempel ved at trøstespise, fortæller Amalia Lynge Pedersen.

Kan man frygte at kropscentreringen bliver overdrevet i fremtiden?
– Jeg er ikke i tvivl om, at kropscentreringen bliver mere synlig i fremtiden. Vi kan allerede mærke det her i Nuuk, hvor blandt andet spiseforstyrrelser ses mere og mere, selv om det stadigvæk ikke er så synligt. Alligevel skal vi stadig huske på, at mange stadig synes, at det for eksempel er ok at være lidt overvægtig eller se anderledes ud end det man tror er ”det perfekte”. Og nogle synes faktisk, at det at være overvægtig er et tegn på, at man lever og har det godt. For dem er kvindeligheden det vigtigste, at man trives uanset sit udseende, svarer Amalia Lynge Pedersen.

Se på din sjæl
– Det er meget normalt at en teenager går op i sit udseende. I de fleste tilfælde er det bare et tegn på psykisk og kropslig udvikling. Men hvis personen gang på gang hører, at hun er uduelig og grim igennem sin opvækst, kan det få indflydelse på sindet. Hun vil begynde at føle sig uduelig og grim, hendes selvværdsfølelse indskrænkes, selv om hun måske har store talenter indenfor andre områder, som også er værd at sætte pris på.

Hvad kan man gøre for at komme ud af denne kropscentrering?
– Det er vigtigt, at dyrke sine talenter og det, man er god til, og prøve at komme ud af forestillingen om, at man er uduelig og grim. Spørg dig selv: »Hvad er jeg god til?«, og begynd at dyrke dine stærke og positive sider. For uanset hvordan man ser ud, er det altid vigtigst at bedømme sig selv. Tænke på hvordan man er indeni, om man tror på sig selv og så videre. På den måde kan man også blive mere lydhør overfor andres ros. Det er selvfølgelig meget rart at få ros fra andre, men det er vigtigst at vurdere sig selv. Og husk endelig: alle ser forskellige ud. Ingen er ens. Hvis man accepterer sig selv, uanset hvordan man ser ud, vil omgivelserne også lægge mærke til det og sætte pris på det - uanset ens større eller mindre skavanker. Men tænk egentlig ikke så meget over, hvad andre folk mon mener om dig! Det vil hjælpe dig meget at slippe den tanke.

Tal om problemer
– Hvis man har følelser i klemme og personlige problemer, hvor man kritiserer sig selv og sit udseende, er det en god ide at snakke om det med en, man stoler på. Man behøver ikke altid at opsøge professionel hjælp. Det kan til tider være lige så godt at snakke med vennerne eller familien. Kroppen og sindet hænger sammen og samarbejder med hinanden. Derfor kan det godt få indflydelse på ens kropsopfattelse, hvis man har følelser i klemme, slutter Amalia Lynge Pedersen.

Tekst: Aminnguaq Dahl Petrussen
Foto: Knud Josefsen