Arnanut

Mange mennesker får hvert år konstateret kræft. I perioden 1994 til 1999 fik omkring 130 personer årligt konstateret sygdommen, som kan have en dødelig udgang. Mange familier har mistet en eller flere til sygdommen, og sorgen forbundet med tabet kan vare resten af livet. Personen, som får sygdommen, kan komme i sorg over fremtidsudsigterne. Hvordan livet kan fortsætte, selvom kræften har tag i en, og hvordan sorgen kan bearbejdes. Det kan du læse om i vores tema om sygdom og sorg.

Sidste år kastede hun håndklædet i ringen. Besluttede sig for at lade den snigende kræft overtage hende og lægge sig til at dø. Det var tredje gang i løbet af fem år, at den 46-årige Karo Olsen-Jensen fik at vide af lægerne, at hun havde kræft. Denne gang troede hun ikke på helbredelse og afslog tilbud om behandling af de metastaser eller skygger i lungerne, en form for lungekræft, de havde konstateret. Bunden var simpelthen nået.

Presset hjalp mig
– Flere af mine familiemedlemmer har haft forskellige former for kræft, og alle er, så vidt jeg ved, døde af sygdommen. Tredje gang og nu dør du nok, tænkte jeg. Jeg gad simpelthen ikke det besvær mere, fortæller Karo med en alvorlig mine.
– Men til min 45 års fødselsdag, som jeg troede skulle være min sidste i livet, udsatte min familie og venner mig for et enormt gruppepres, som endte med at jeg valgte at sige ja til behandling. Også selv om det betød, at de sidste rester af min kvindelighed blev taget fra mig. Det er jeg glad for i dag, for jeg kan nu være optimistisk og tro på, at jeg bliver fri for kræften, fortæller Karo Olsen-Jensen med et smil.

Man skulle ikke tro, at denne kvinde har været helt nede i kulkælderen, for hun er en kvinde med stort K. Viljestærk, modig og åbensindet.

Hvorfor lige mig
Karo var lige vendt tilbage til Nuuk efter et par år i Danmark, og var midt i et spændende arbejde i et privat firma, da hun første gang fik konstateret kræft i 1998.
– Det var en aggressiv form for kræft i brystet, hvor jeg måtte lade mit venstre bryst fjerne. Det var tiden efter operationen, der var den sværeste. Da oplevede jeg dødsangsten, sorgen, ensomheden, fortvivlelse over min kvindelighed og seksualitet, og ikke mindst blev jeg ramt af en enorm vrede. Jeg var vred over, at jeg af alle var blevet ramt af denne frygtelige sydgom, og hvorfor det ikke var en anden.

Jeg fik kemoterapi på Dronning Ingrids Hospital, og selvom jeg var træt i flere dage efter hver behandling, så var jeg ikke modløs. Jeg mødte på arbejde, for på den måde kunne jeg holde mig selv i gang. Min arbejdsplads var meget forstående og gav mig stor støtte.

Ingen er heldig!
Men vreden lurede nedenunder, og det gik udover hendes nærmeste familie.
– Jeg var vred på dem, fordi de havde selvmedlidenhed over, de måske skulle miste mig. Det kunne jeg ikke holde ud. Jeg havde selv svært ved at se, det var synd for mig, så jeg gik nærmest og undskyldte overfor omverden, at jeg havde kræft. Men det skyldtes mere, at en sygeplejerske sagde til mig, at jeg var heldig, set i forhold til andre personer med kræft. Jeg er dog blevet meget klogere siden da. Jeg vil gerne sige, at ingen, der får den sygdom, kan betragtes som heldig, så er det hermed sagt, siger Karo i et meget bestemt tonefald.

Beskyldt for tyveri
Da Karo endnu var ung fik hun tilbudt et nyt bryst, men det endte gruelig galt.
– Jeg fik saltvandsindsprøjtninger, der hvor det nye bryst skulle indopereres, og som skulle udvide huden, men i stedet fik jeg en kæmpe bule oppe ved halsen. Det var forfærdeligt. Hver dag var en kamp for at skjule den grimme tingest, for jeg havde et udadvendt job, hvor jeg mødte mange mennesker. En dag i butikken blev jeg sågar beskyldt for at stjæle, for ekspedienten troede, jeg skjulte noget under jakken. Han fik en opsang, han sent glemmer. Stakkels mand, siger Karo med et smil på læben.

Jeg var ikke værd at elske
Hun gennemgik en mislykket brystoperation, og dog nægtede hun at give op. Hun vidste, at et nyt bryst ville give hende noget af den mistede kvindelighed tilbage, som hun gik og var meget fortvivlet over.
– Jeg ville flytte til Danmark, ned til min daværende kæreste, som jeg ikke engang længere følte nogen kærlighed for. Jeg troede, at ingen kunne elske mig, sådan som jeg så ud inde under alt tøjet. Men jeg tog grueligt fejl. På arbejdet mødte jeg en mand, som jeg gik og pjattede med i længere tid. En aften inviterede han mig ud og spise, og der sagde det bare BANG. Men følelsen af ikke at være værd at elske var dominerende. Jeg slog forelskelsen hen, flyttede til Danmark, og boede hos min daværende kæreste. Men jeg tænkte bare på mig selv, og levede uden forpligtelser i tre måneder. Manden i Nuuk spøgte dog gevaldigt.
– Vi havde et langdistanceforhold i de tre måneder, og han nåede faktisk at slå op med mig hele tre gange over telefonen, før jeg tog mig sammen og rejste tilbage til Nuuk. Vi har levet sammen i tykt og tyndt siden og har nu været gift i to år.

MIT BUDSKAB TIL MINE LIDELSESFÆLLER ER:
• Aldrig giv op, men kæmp for alt du har kært.
• Find dig ikke i alt, sig fra når noget ikke passer dig
• Spørg løs, få svar på det du er usikker på, skriv notater
• Find fortrolige at snakke med
• Kræv at blive behandlet ordentligt
• Græd, råb, skrig, skæld ud, og ikke mindst le, når der er tid

I andre:
• Lad vær med at behandle os som pariaer
• I kan godt snakke med os om andet end død, og vi er ikke farlige
• Vi er ikke lavet af glas
• Vi kan skam grine og græde som Jer andre
• Vi har brug for Jer til at holde modet oppe

Lev livet som om denne dag er den sidste, man ved aldrig hvad morgendagen byder. Kræft kan ramme alle.

Dommedag og dødsruten
Endelig i december 2000 lykkedes det Karo at få et nyt bryst i det andet forsøg.
– Operationen gik godt og resultatet var ventet. Det er ikke et perfekt bryst, men hellere det, end at have et løsthængende bryst, der falder ud for et godt ord. – Selv om det har skabt mange lattermilde situationer, griner Karo. Men alt var ikke som det skulle være, og efter brystoperationen blev hun indkaldt til et møde med lægen på Rigshospitalet.
– Dommedagen kalder jeg det. Plastikkirurgen og en sygeplejerske så alvorlige ud, da jeg skulle have besked om det videre forløb med det nye bryst. De havde fundet kræft i mit arvæv. Når man får sådan en besked, går hjernen og hjertet næsten i stå. Man ryger ned i en dyb fortvivlelse og tilstand af afmagt, fortæller Karo med et fjernt blik.
– Jeg tog på det, jeg i dag kalder for Dødsruten. Jeg mødte nogle fyre fra Maniitsoq i Rigets forhal, og tog på en rundtur på forskellige værtshuse. Det var en meget underlig nat. Fyrene lagde ører til min snak om min sorg, mens jukeboksen spillede nogle gode gamle numre.

Efter rundturen gik jeg tilbage til Riget, satte mig på en bænk udenfor, og så på juletræet. Jeg glemmer det aldrig. En usoigneret mand kom hen og satte sig ved siden af mig, og jeg fortalte ham min sørgelige historie. Han lyttede og tog min hånd flere gange og trøstede mig. Jeg skulle nok klare det, for han kunne mærke at jeg var en stærk person, sagde han. På en eller anden måde var han mig en stor hjælp, siger Karo.

Og godt gik det. Karo fik strålebehandling, og kom i gennem behandlingen uden ret mange mén, andet end lidt forbrændt kød. Hun kunne tage hjem til Nuuk, lettet og glad. Men glæden varede kort, for kun tre timer efter hendes ankomst, døde hendes storebror i en tragisk ulykke.
– Jeg nåede ikke at se ham inden. Den sorg, jeg kom i, var stor – større end den sorg, jeg havde haft over min egen “ulykke”. Men af en eller anden årsag, så gør sorg mig stor, jeg rejser mig op og går videre. Intet skal stoppe mig, heller ikke kræft, siger Karo meget bestemt.

Sorgterapi hjælper
Sorgterapi har hjulpet hende med at komme igennem de svære perioder. Hun fik allerede ved første kræfttilfælde tilbudt at komme med i en sorgterapigruppe hos Asii Chemnitz Narup og Connie Gregersen.
– Sorgterapi har været en fantastisk hjælp til at forholde mig til de følelser og tanker, sygdommen fik mig ud i. Jeg fik virkelig løsnet op for tankerne om min dødsangst, seksualitet, kvindelighed og vrede. Det var en enorm befrielse at dele min fortvivlelse med andre, der også oplevede krise og sorg. Jeg håber inderligt, at man kan få tilbudt sorgterapi i fremtiden, for det er svært at gå rundt med masser af tanker alene i denne situation.

Livsnyderen
Kræften har ændret Karos syn på livet og hende selv.
– Jeg er stolt og stædig, og vil helst klare mig selv. Jeg hader følelsen af hjælpeløsheden og afhængighed, og ser hellere mig selv som frygtløs. Kræften har gjort, at jeg nu er inkarneret livsnyder, elsker livet, og jeg tror ikke, jeg dør nysgerrig.

Det kan mine venner og familie godt nikke genkendende til. Døden skræmmer mig ikke, for jeg tror på, at selve døden er fredfyldt og mine afdøde elskede kommer og henter mig til en anden verden, der er smuk. Men jeg er bange for den langsomme og pinefulde død,hvor man langsomt sygner hen. Det er ikke mig. Døden skal gå hurtigt, og derfor har tanken om selvmord også strejfet mig.
Siden da har min svigerinde og mand tilbudt at passe mig, hvis jeg skulle gå hen og dø af kræft, men jeg holder mere af tanken om at dø i et hospice, hvor jeg ikke føler mig til besvær, fortæller Karo.

Men døden er ikke nær endnu for Karo Olsen-Jensen, som nu kan se kræften i lungerne langsomt forsvinde. Hun nyder hver dag som var det hendes sidste.

Tekst: Inga Dóra Gudmundsóttir Markussen
Foto: Knud Josefsen

Vivi Schmidt, 40, mor til to drenge på 20 og 2 år, kontorassistent på Sermitsiaq. Hun er 162 cm høj, vejer 70 kg, og bruger str. 40 i tøj.
– Jeg bliver træt af at gå med det samme og det samme tøj. Derfor kunne jeg tænke mig at blive inspireret, og få en helt ny tøjstil, siger Vivi Schmidt.
Det fik hun mulighed for – læs hvad Arnanuts stylister rådede hende til.

Vivi Schmidt meldte sig hurtigt til Arnanut’s “Kvinde forvandles”- projekt. Og forvandlet blev hun fra top til tå.
– Jeg er tilfreds med resultatet, og vil prøve at følge rådene. Det er i hvert fald tankevækkende og sjovt at prøve noget nyt. Jeg vil da opfordre kvinder til at springe ud i det, og prøve noget nyt, siger Vivi Schmidt.

Tøjet
– Hun går i praktisk tøj til daglig, som er godt som fritidstøj eller på sejlturen. Men det er noget hun ikke behøver at have på indenfor på arbejde, siger Arnanuts tøjrådgiver Louise Lynge Petersen, nyuddannet designer fra Columbine Internationale Designskole. Hun arbejder på deltid i In Fashion i Nuuk, og planlægger at åbne en designvirksomhed i oktober.
– Vivi er lav, og derfor er det vigtigt, at hun ikke bruger tværgående snit, som “skærer hende i bidder”, for så virker hun endnu lavere end hun egentlig er. Hun skal hellere bruge lange linier som er figursyet, i rolige farver og gerne i toner indenfor samme farver, anbefaler Louise Lynge Petersen.
– Vivi har slanke ben, og er større foroven end forneden, derfor klæder det hende at bruge lyst forneden, og mørkere farve foroven, ligesom det festtøj hun har på. Hun er en elegant kvinde, og det bør hun gøre meget mere ud af, råder Louise Lynge Petersen.

Håret
Maik Carretero, frisør i Salon Puk fik ikke meget hår at arbejde med, da Vivi dukkede op på salonen, og alligevel kunne der gøres meget.
– Jeg valgte at beholde Vivis hårlængde, som var kort i forvejen. I den nyeste hårmode klippes der en underfrisure, som gør at det pjuskede bliver mere synligt. Derefter choppede jeg meget ind, så håret får mere fylde og mere pjusk, siger Maik Carretero.
– For at give Vivi´s ansigt et mere løft valgte jeg at farve hendes hår med Kolstonfarve fra Wella. En mørk farve i kanten, rødnuance i resten af håret og så lysere striber. For at håret forbliver pjusket bruger jeg D:fi voks, som skal varmes godt mellem hænderne, før det gnides ind i håret, og former lokkene en efter en.
Maik Carretero har arbejdet i Salon Puk i et halvt år. Før det var han instruktør hos hårproduktvirksomheden Sebastian, og har arbejdet som stylist på en TV-station i Spanien.

TIP:
Hvis du bruger eyecurler, som gør dine vipper mere bøjede kan du få dem til at holde knækket hele dagen, hvis du putter vandfast mascara på bagefter. Så falder de ikke så let.

Make-up
Marina Vejlø, indehaver af Hudplejeklinikken og Solcenteret er uddannet kosmetolog. Hun har arbejdet i Biotherms afdeling i Magasin, og adskillige Matasbutikker. Hun står for Vivi’s makeup, og gav nogle gode råd om hudpleje med på vejen.
– Vivi’s hud har været udsat for kuldeskade, og hun skal derfor bruge en meget beskyttende creme mod vind og kulde. Hun lider også af en hudsygdom, som gør hun har meget rødlig hud. Det kan der ikke gøres noget ved, men jeg vil anbefale hende at rense huden dagligt med hudprodukter, siger Marina Vejlø.
– Jeg gav hende en voksbehandling ved brynene, og overlæben for at fjerne hår. Voks hiver flere hår op med roden ligesom pinchet. Det gør hendes øjne meget synligere. Jeg skal også tilføje, at det ikke gør så ondt, som man kunne tro, smiler Marina.
– Med hensyn til daglig makeup vil jeg anbefale hende at bruge beigefarvet løst pudder, lipgloss i lys farve for at give læberne fylde, og mascara. Så synes jeg absolut, hun kan gå hen og blive mere vovet med tiden, siger Marina Vejlø.

Briller
Dora Thomsen, administrator Synoptik anbefaler Vivi’s brillestel, der åbner for hendes øjenregion.
– Hendes briller gjorde hendes øjne lidt usynlige, og det er synd, for hun har flotte øjne. Derfor fandt jeg to brillestel, som kunne passe hende. Det ene par er Versus stellet, som hun har på til hverdagstøjet. Ansigtet løftes mere, og virker åbent. Det andet sæt briller fra Chanel er dog min favorit. De klæder hende perfekt. Det rødbrunlige farvede stel passer til hendes nye striber i håret, og så stråler hun meget mere, siger Dora Thomsen.

Tekst: Inga Dóra Gudmundsdóttir Markussen
Foto: Knud Josefsen

Jeg har fået lov til at sige det sidste ord. Hvordan får jeg sagt det? Det volder hovedbrud, og tankerne passerer revy. Jeg har så meget på hjerte. Spørgsmål og tanker om livets værdier og om, hvor meget det må koste at leve det liv, jeg har valgt. I mit inderste sind er jeg pavestolt over at være islandsk mor til mine grønlandske børn. Selv om jeg ofte ikke forstår deres sprog. Jeg betaler prisen med glæde, så de kan blive bærende kræfter her i Menneskenes Land.

Jeg ville også betale for besøg hos lægen og få service, i stedet for det system, vi har nu.

Den pris, jeg betaler for at være selvstændig erhvervsdrivende, er alt for høj. Et minimum af famileliv, liv uden vennerne, dårlig løn og ukristelige arbejdstider.

Hvorfor gør jeg det så?

Selvstændigheden smager så godt. Det er en lidenskab, jeg ikke kan leve foruden. Selv at bestemme, hvordan jeg gør tingene. Det fornægter sig heller ikke, at jeg kommer fra et land, hvor man med modermælken får ind, hvor vigtigt det er at være et selvstændigt land.

Mine børn lærer også, hvordan livet er som selvstændig erhversdrivende. Dermed lærer de, at man kan udføre tingerne selv uden at behøve at spørge om lov.

Det er prisen værd.

Edda Lyberth er islandsk og har boet i Qaqortoq siden 1986, er gift med Kaj Lyberth og har i alt fem børn. Hun forpagter Restaurant Napparsivik.

Mine tanker kredser om de spørgsmål, der vedrører livet her i Sydgrønland.

Hvorfor bygger vi ikke et vejnet, så kvinder som mig kan drive et busselskab til glæde for både turister og den lokale befolkning. Så vi både sommer og vinter kan køre til Narsaq eller Igaliko.

Eller det, der sker i landspolitikken. Det er ikke nogen hemmelighed, at almindelige mennesker, der ikke fik uddannelse - eller fik en uddannelse, som ikke er særligt højt værdsat nu - må sige farvel til den gode aftale, SIK fik med hjemmestyret, fordi de højt uddannede med de høje lønninger ikke kan lægge to og to sammen.

Hvis jeg var Augusta, ville jeg sige farvel til dem og bede dem om at tage en omgang mere i folkeskolen. Hvis Augusta bare havde mod til at påtage sig ansvaret og stå for sig selv, ville jeg blive glad.

Jeg ville også blive glad, hvis jeg fik el til samme pris som Royal Greenland. I min virksomhed producerer jeg alt godt fra havet nærmest hver dag. Men hjemmestyret plejer kun sine egne børn. Andre kan æde det, der fryser udenfor.

Det koster at have mod til at være sin overbevisning tro.

Hvis det er det, livet koster - livet, der smager så godt - så betaler jeg gerne den højeste pris.

Med sensommer hilsen fra Qaqortoq Edda

Tekst: Edda Lyberth
Foto: Karsten Heilmann