Arnanut

Justine Gudmundsen blev opfordret til at søge stillingen som tankforvalter. Hun bad om betænkningstid, da hun kom i tvivl om, hun nu også kunne bestride jobbet.

Hun siger selv, at hun følte sig for ny i faget, men takket være opbakning fra familie og venner, slog hun til og sagde ja til stillingen.

Justine Gudmundsen blev således per 1. maj 2007 ansat som Grønlands første kvindelige tankforvalter.

Hun er ansvarlig for den daglige administration og drift af anlægget. Endvidere skal hun sørge for bestilling af varer, foretage status på vare- og oliebeholdninger samt generel vedligeholdelse af anlægget. Til sin hjælp har Justine tre ansatte, som alle har modtaget »den nye chef« på bedste vis.

Justine Gudmundsen er 28 år, født og opvokset i Qaqortoq.

Hun har arbejdet syv år inden for forskellige områder hos Pisiffik A/S, indtil hun den 1. december 2004 fik ansættelse hos Polar-oil i Qaqortoq.

Justine har gennemgået en uddannelse som tankforvalter og afsluttede denne i 2005. Siden da har hun arbejdet fast hos Polaroil ved tankanlægget i Qaqortoq.

Justine kan ikke afvise, at der i fremtiden vil komme flere kvinder i faget. I det mindste håber hun at andre kvinder i almindelighed vil søge lederstillinger for, som hun siger:

– Der er jo i dag flere kvindelige ledere i forskellige fag, hvilket kun er godt, da vi udadtil viser, at vi kvinder godt kan bestride lederstillinger.

På spørgsmålet om hun har en fornemmelse af, hvad reaktionen er hos kunder og omgivelser, svarer Justine:

– Flere kunder tror umiddelbart ikke, at jeg er leder på tankanlægget, mens andre modtager det meget pænt og virker lidt stolte på mine vegne og støtter mig, hvilket er en positiv ting.

Hvilke fordele eller ulemper er der i jobbet?
– Jeg kan umiddelbart ikke se nogen ulemper forbundet med at være kvinde i et mande-job, da man i fællesskab kan løse arbejdsopgaverne.
– Man skal aldrig opgive på forhånd, derfor bliver opgaverne altid løst, siger Justine Gudmundsen.

Har du et råd til andre, der gerne vil forsøge sig i branchen?
– Det er et spændende job med mange udfordringer og afvekslende arbejdsforhold. Man lærer mange nye ting, som man ellers ikke i dagligdagen lægger mærke til, siger hun.
– Jeg håber, at andre kvinder også vil søge lederstillinger, siger Justine Gudmundsen.

Af Leif Ravnbak

– Jeg har det rigtigt godt på min arbejdsplads. Jeg får lov til at være kreativ, jeg møder en masse mennesker og arbejdet er meget alsidigt.

Anita Søndergaard Pedersen gik ud af folkeskolen i 11. klasse. Hun tog et efterskoleophold på Samsø og startede derefter på den gymnasiale uddannelse i Nuuk.
– I gymnasietiden ville jeg være fysioterapeut, og jeg startede også på uddannelsen i Århus efter gymnasiet.
– Men i 3. semester valgte jeg at stoppe på fysioterapeutskolen, for at søge en mere håndgribelig uddannelse.

Anita Søndergaard Pedersen blev af to veninder inspireret til at søge ind på bygningskonstruktør-uddannelsen og blev optaget.

En bygningskonstruktør lærer en byggeproces at kende fra start til slut, og er dermed i stand til at planlægge og koordinere bygge- og anlægsopgaver. Uddannelsen til bygningskonstruktør varer 3 ½ år.
– Jeg har nok haft tanken siden barndommen. Dengang jeg gik i folkeskole, var jeg i praktik som arkitekt. Jeg er mere narturvidenskabelig (end sproglig) mindet, og jeg synes at bygningskonstruktøruddannelsen er en god kombination af arkitekt- og ingeniøruddannelsen.
– Min far er desuden uddannet tømrer, og som barn (og stadig) plejede han at tage min mor og jeg ud og se på byggepladser. Det gjorde vi af og til i fritiden, smiler Anita Søndergaard Pedersen.
– Jeg ved ikke om det har haft indflydelse på mit karrierevalg.

Hun blev færdig med konstruktøruddannelsen i december 2007 på Odense Byggetekniske Højskole og vendte straks tilbage til Nuuk for at arbejde.
– Jeg havde flere jobmuligheder, men valgte det rådgivende ingeniørfirma INUPLAN A/S som min nye arbejdsgiver.

Hvad laver du på en typisk arbejdsdag?
– Jeg tegner bygninger og konstruktioner, beregner U-værdier, laver varmetabs- og energirammer osv. Jeg er bygherrerådgiver, udfylder diverse dokumenter og sommetider kommer jeg med ud på en byggeplads, for at føre tilsyn.
– Jeg skal være med til at sørge for, at lovgivningen og diverse bekendtgørelser bliver overholdt. En bygningskonstruktør kan få arbejde hos for eksempel arkitekter, rådgivende ingeniørfirmaer og i entreprenørvirksomheder. Arbejdsopgaverne vil typisk bestå i at lave tekniske beregninger af konstruktioner i en byggeopgave sammen med tegninger og planer for processen.

Desuden kan bygningskonstruktører være ansat til at lave økonomiske beregninger over et byggeri eller fungere som ledere i forhold til håndværkerne på byggeriet.
– Mine forældre, specielt min far er stolt over, at jeg er uddannet bygningskonstruktør. Men samtidigt ønsker han ikke, at jeg skal arbejde på samme byggeplads som ham. For så vil jeg være hans overordnet, griner Anita Søndergaard Pedersen.
– Tonen på en byggeplads kan være hård, men det ser jeg ikke som et problem. Man kan enten svare igen eller vende det døve øre til.
– Jeg har stadig ikke været udsat for ubehøvlede mærkninger. Mit indtryk er, at de grønlandske håndværkere, jeg møder i forbindelse med jobbet, er mere glade for, at jeg kan tale grønlandsk, end de tænker på, hvilken uddannelse jeg har bag mig.
– Generelt er mine kolleger meget høflige, og jeg bliver ikke forskelsbehandlet, fordi jeg er kvinde. Der bliver heller ikke vist hensyn til mig på grund af mit køn, måske mere, at jeg er »grøn i faget«.
– Selvom jeg arbejder i en mandsdomineret virksomhed, som den eneste kvindelige tekniker, føler jeg mig meget feminin. Vi går almindeligt klædt på arbejde. Men når vi skal ud på en byggeplads, skal vi være praktisk klædt og af sikkerhedsmæssige årsager skal vi bære hjelm og sikkerhedssko.
– Jeg føler ikke, at jeg er en »drengepige «, dog var jeg som barn korthåret griner hun.

Anita’s kæreste, Ib Falck-Petersen er uddannet pilot.
– Min kæreste har det fint med, at jeg arbejder i en mandsdomineret verden. Han mener, at så længe jeg trives på jobbet, så er det ligegyldigt hvilken uddannelse jeg har, siger Anita Søndergaard Pedersen.

Af Irene Jeppson

For en udenforstående er bygningsinspektørens arbejdsopgaver sort snak, men for Anso, Kristine og Margrethe er det hverdagskost at være projektleder på renoveringsopgaver, være chef for viceværter, udarbejde tilstandsrapporter på boliger og at vurdere lejligheders stand.

De er enige om, at man bestemt ikke udfører jobbet dårligere, fordi man er kvinde i et traditionelt mandejob:
– En kvinde er mere lyttende til kunderne og giver en bedre service. Mændene forklarer ikke så meget, siger Kristine og fortsætter:
– Til gengæld lover mændene for meget, hvis der står en utilfreds kunde og skælder ud på deres kontor. Vi kvinder har mere styr på, hvad vi kan tilbyde.

Og så gør den klassiske forestilling om kvinder og mænds evne til at lave flere ting på én gang sig også gældende:
– Kvinder kan have flere bolde i luften
– mændene siger »en ting af gangen!«

Kristine fortæller, hvordan hun uden at vide det imponerede sine kolleger, da hun var i Maniitsoq som afløser:
– Jeg havde 30 lejemål, der skulle vurderes, og jeg sad på kontoret og skrev som en gal på computeren. Servicemedarbejderen kom hen og stillede sig i døren og ventede på, at jeg skulle blive færdig og kigge op. »Du kan bare snakke«, sagde jeg, mens jeg fortsatte med at skrive. Jeg kan godt lytte samtidig. Det var hun ikke vant til fra de mandlige bygningsinspektører.

Jobbet som bygningsinspektør er hektisk. Mobilen ringer og beboere, håndværkere og sagsbehandlere kommer dumpende ind på kontoret med hver deres ærinde. I de situationer har mændene svært ved at følge med, men kvinder kan svare dem alle sammen løbende.

DU SKAL FORTJENE RESPEKT
Margrethe husker tydeligt, da hun var ny i jobbet som inspektør i Paamiut. Hun syntes, at det var svært at komme ind i byggebranchen som kvinde.
– I starten skulle man lave det dobbelte af, hvad mændene skulle for at få respekt af håndværkerne. De kunne altså være ret stride og komme med bemærkninger som »det har kvinder ikke forstand på«. Det fik mig til at tænke »jeg skal vise dem«. Og det har jeg gjort!

Heldigvis har Margrethe nemlig oplevet, at når man først har overbevist mændene om, at man er lige så dygtig fagligt som de mandlige kolleger, så mødes man med respekt. Og pludselig kan ens samarbejdspartnere se, hvor positivt det er, at man har mere overblik i stressede situationer.

En meget positiv oplevelse var, da vejformanden i kommunen, hvor Margrethe arbejdede, blev overbevist om, at kvinder godt kan. I begyndelsen var han en af de værste til at sige, at kvinder ikke forstår sig på bygge- og anlægsbranchen, men han var faktisk den, der var mest ked af det, da Margrete skiftede job.

For Margrethe har det at komme ind i mandefaget været en proces, som man siger. Eller en sej kamp, for nu at være helt ærlig.
– Jeg har været på Thule Air Base, og her blev jeg hærdet. If it doesn’t kill you, it makes you stronger! Hvis ikke jeg havde klaret Thule Air Base, var jeg knækket og havde givet op. De er grove deroppe. Man kommer ind i en ucensureret mandeverden. Det er ikke direkte chikane, men de er ikke vant til at have kvinder. De skal vise sig hele tiden, og de prøver at tryne en, fordi man er kvinde.

Anso bryder ind:
– Det er jo ikke alle mænd, der er sådan, siger hun, og det er både Kristine og Margrethe enige i. Det er enkeltpersoner, der gør sådan. De fleste mænd er søde og hjælpsomme, men det er desværre de grove, man husker mest tydeligt.

MADONNA OG MATRONE PÅ EN GANG
Når man er inspektør betyder det ikke, at man trasker rundt i Kansas-tøj og har cement under neglene. Anso er velplejet, og hun går gerne med smykker og makeup på arbejde.
– Mænd er så hjælpsomme. De tror, at man ikke kan noget. Man er prinsesse i en hel prinseflok, siger Anso. Der er bare en bestemt type mænd, som hun prøver at undgå:
– Der er de meget flirtende og kvindegale mænd. Dem lægger jeg mærke til med det samme. Så skal jeg lave en mur omkring mig selv for at kunne tackle dem.

Alle tre kvinder har oplevet, at viceværterne pifter efter dem og taler åbent om deres udseende. Men så giver de tilbage af samme skuffe. Man skal svare igen, har de lært i branchen. For eksempel har Margrete haft pænt mange oplevelser med sjofle mænd.
– Over for dem kan jeg sagtens give igen rent verbalt. De bliver helt paffe over, at en kvinde kan tale sådan. Jeg kan godt sige fra! Jeg ved, at de føler, at jeg er meget grov og har et meget grimt sprog. Det afskrækker dem.

LEDER MED FØLELSE
Som inspektør er man leder for ejendomsmestre og ejendomsfunktionærer, og både Anso, Margrethe og Kristine tager lederrollen på sig. Anso vil gerne have, at hendes medarbejdere selv finder frem til svaret på de spørgsmål, som opstår i løbet af en arbejdsdag.
– Jeg prøver at spørge lidt dumt, og så kommer de selv med løsningerne. Vi kan ikke lære nogen mennesker noget, men vi kan få dem til at opdage noget, siger Anso. Kristine lægger vægt på, at kvindelige ledere har mere empati end mandlige.
– Følelser spiller ind. Vores medarbejdere føler, at vi er bedre ledere, fordi vi kan mødes med dem på det personlige plan. Vi kan tale om privatliv, problemer og følelser. Vi lytter til dem – det mærker de. Man behøver ikke at svare hele tiden – bare at lytte. Efter et stykke tid opstår der gensidig respekt, og det er rigtig dejligt.

Men ind imellem er det nødvendigt, at man som leder slår i bordet og uddeler irettesættelser til personalet.
— Så må jeg stille balskoene og lægge prinsesserollen på hylden, siger Anso med et glimt i øjet. Somme tider er jeg heksen. Man bliver også nødt til at være den onde en gang imellem.

Margrethe husker en konkret situation, hvor hendes følelser var ved at løbe af med hende:
– Vi skulle slukke for strømmen i genhusningsboligerne. I sådan nogen situationer kan jeg ikke undgå at blive følelsesmæssigt påvirket. Jeg tænker jo på de familier, der skal bo i genhusningsboligerne. Jeg tror, at mænd er bedre til at distancere sig fra de ubehagelige beslutninger. Men man lærer det. Jeg er blevet bedre til at holde arbejde og følelser adskilt, for det er ikke altid hensigtsmæssigt at lade følelserne styre for meget.

FAMILIEN FREM FOR KARRIEREN
Margrethe har tidligere været teknisk chef i en kommune i adskillige år, men nu har hun valgt topledelse fra og er flyttet tilbage til inspektørjobbet i INI. Årsagen er, at hun vil prioritere sin familie højere end arbejde:
– Jeg har valgt at geare ned, for mine børn har mere brug for mig.

Fælles for de tre kvindelige bygningsinspektører er, at de ikke har karriereplaner, for som de siger:

– Kvinder har ikke ambitioner som mændene. Kvinder er ikke sådan herkommer-jeg-agtige. Hvis kvinder har børn, har de andre prioriteringer end mændene. Vi har mere familiefølelse, og børn betyder mest for os.

KOM KVINDER!
Anso, Kristine og Margrethe er vant til at tiltrække sig opmærksomhed, for igennem hele deres uddannelsesforløb har de tilhørt en minoritetsgruppe som kvinde, der begiver sig ind på det tekniske fagområde.

Der bliver lagt mærke til dem, fordi de har et andet køn. De oplever også, at en uddannelse som tekniker giver respekt og velvilje:
– Vi tilfører faget mangfoldighed, og mange mænd siger, at vi giver erhvervslivet et frisk pust.

Alt i alt synes de, at der er mange flere fordele end ulemper ved at være kvinde i et mandejob.
– Jeg kan bedre lide at arbejde sammen med mænd. Kvinder fortæller deres medsøster det hele, siger Kristine, og Anso supplerer.
– Jeg valgte denne branche for arbejde sammen med mænd.

Af Christine Stampe Frøsig

Margrethe Ane Rosing Hegelund

Alder: 38 år
Født og opvokset i Paamiut
Uddannelse: GU og byggetekniker i DK
Stilling: Bygningsinspektør i INI
Erhvervserfaring: To år som inspektør i INI, derefter to år som tekniker i Paamiut Kommune, derefter teknisk chef i Paamiut Kommune i 3½ år, og nu igen inspektør i INI.
Familie: Tre børn og mand
Derfor teknikeruddannelse: Oprindeligt startede jeg på ingeniøruddannelsen, men sprang fra i 2. semester og tog teknikeruddannelsen i stedet.
Det fede ved jobbet: – Det er udfordrende, afvekslende og givende på en gang. Jeg har kontakt med en masse interessegrupper, især håndværkere. Jeg føler, at jeg udretter noget i forbindelse med mit arbejde, for eksempel alle byggeopgaverne.

Kristine J. H. Christensen

Alder: 43 år
Født i Maniitsoq, boet i Sisimiut siden 1985
Uddannelse: Handelshøjskole i Ikast og teknisk assistent fra Bygge- og Anlægsskolen i Sisimiut
Stilling: Bygningsinspektør i INI
Erhvervserfaring: 15 år på tegnestue (Sanati), fem år i Pisiffik anlægsafdeling, tre år i INI.
Familie: Tre børn og mand
Derfor teknikeruddannelse: Jeg har arbejdet på tegnestuen Sanati i 10 år som kontorassistent, før jeg blev uddannet til teknisk assistent. Jeg fik tilbud fra Sanati om at videreuddanne mig til teknisk assistent, og det sagde jeg ja tak til. Jeg har ikke fortrudt, for det har været udfordrende og meget alsidigt arbejde.
Det fede ved jobbet: – Det er alsidige arbejdsopgaver, og det er udfordrende. Der er kontakt med beboere, håndværkere og sagsbehandlere, hvor vi hele tiden snakker om, hvordan vi kan forbedre det vi laver.

Margrethe Ane Sofie (Anso) Reimer

Alder: 41 år
Født i Uummannaq, opvokset i Nuuk
Uddannelse: Teknisk tegner
Stilling: Inspektør i INI
Erhvervserfaring: Arbejdet på arkitekt- og ingeniørtegnestuer, kommunale tekniske afdelinger og i mindre tømrerfirma som forkvinde
Familie: Tre børn og mand
Derfor teknikeruddannelse: Teknik er et spændende fag.
Det fede ved jobbet: – Jeg har kontakt til kunder, håndværkere og kollegaer, jeg løser vigtige opgaver, og jeg oplever noget unikt hver dag.

Jeg har altid været en drenge-pige. Alligevel er jeg meget feminin. Jeg nyder at være kvinde med et stort K. Jeg nyder at gøre mig umage for at se pæn ud, tage flot tøj på, ha’ en ordentlig frisure, være renlig og dufte skønt, siger den 39-årige Naja Petersen fra Nuuk.

Hun startede fornyligt på anstaltsbetjentuddannelsen. Et erhverv, som hun elsker og ånder for.
– Det er et fedt job. Jobbet er lige mig.
– Det er dejligt at hjælpe andre mennesker. Jeg regner med at blive færdig med min uddannelse i 2010, siger Naja Petersen.Uddannelsen til anstaltsbetjent varer to år, hvor teoridelen tager ni uger, og tre måneders praktik i Herstedvester, og resten af tiden i de forskellige anstalter i Grønland.
– Jeg har engang arbejdet på kontor som tolk, og der følte jeg mig »som et vildt dyr i et bur«, griner hun.
– Jeg fungerer bedst i jobs, hvor der er mulighed for at udfolde sig fysisk og psykisk. – Jeg har tidligere arbejdet som chauffør på Hotel Arctic i Ilulissat. Der skulle vi løfte flere kilo øl og vin, men det havde jeg det godt med. Jeg kan godt lide fysisk hårdt arbejde.

Naja Petersen voksede op som den eneste pige ud af en søskendeflok på fire.
– Mine brødre er alle høje og muskuløse. Jeg plejede at sidde i baggrunden og betragte dem, når de havde slåskampe.

Jeg var jo en pige, så jeg blandede mig ikke i deres leg.

EKSTREM SPORT
Som junior begyndte Naja Petersen at gå til Taekwon Do.
– Jeg har altid dyrket meget sport. Lige fra fodbold, badminton og Taekwon Do. Det var først som senior, at jeg begyndte at dyrke Taekwon Do for alvor.
– Min sportsgren har gjort, at jeg har fået mere selvtillid, selvkontrol og udholdenhed. Det har også betydet social samvær med en masse mennesker.

Hun har opnået sort bælte i kampsporten og har vundet et hav af medaljer.
– Igen giver jeg mine brødre skylden for, at jeg begyndte at interessere mig for maskuline jobs og sportsgrene som mest dyrkes af mænd.
– Jeg deltog i mit sidste grønlandsmesterskab i 2004. Så blev jeg træt af det.

Jeg fik nok og trængte til en pause. Jeg følte, at jeg havde behov for at slappe af og nyde stilheden.

Under sit sidste grønlandsmesterskab lærte hun lidt om power-yoga.

Målet med power yoga er at kombinere udstrækning, styrketræning og åndedrætstræning.
– Nu kan jeg mærke, at jeg skal prøve noget nyt igen. Jeg vil gerne lære noget mere omkring inuit-games. Det bliver helt klart mit næste skridt indenfor sports - verdenen.

DEN STØRSTE SEJR
Naja Petersens største sejr er ikke alle de titler hun har vundet indenfor sporten.
– Den største sejr for mig er, at jeg endelig har vundet over mine brødre.
– Sidste jul var vi sammen og begyndte at konkurrere mod hinanden. Jeg kunne en speciel øvelse, hvor man løfter sin krop med sine hænder, som mine brødre ikke kunne. Alle mine brødre er højere og mere muskuløse end jeg. Derfor var det den største sejr i alle de 39 år, jeg har levet, at de ikke kunne gennemføre øvelsen, siger Naja Petersen med et smøret smil.
– Endelig kunne jeg vinde over dem!

– Mange spærrer øjnene op, når de hører, at jeg både er fabrikschef og afløser for kateketen i Uummannaq, siger Johanne Thorning Hansen

40-årige Johanne Thorning Hansen blev fornyligt udnævnt til fabrikschef i Uummannaq og for fire bygdeanlæg. Ud over at arbejde i fiskeindustrien er hun kateket i Uummannaq kirke.

– Mange kigger en ekstra gang, når de hører, at jeg også er kateket, griner Johanne Thorning Hansen, også kaldet Nuka.

Hun er født i Qasigiannguit, men har boet i flere forskellige byer på kysten.

– Nu bor jeg i Uummannaq med min datter Aima. Her trives vi og har det godt. Hun bor alene med 11-årige Aima i et selvbyggerhus, som Johanne har bygget sammen med sin tidligere mand. Huset, type 69, byggede de i løbet af fire måneder.

Johanne Thorning Hansen gik ud af folkeskolen i 10. klasse. Som den yngste startede hun på ATI i Qaqortoq i 1986.

– Jeg var den yngste på holdet, og den ældste var ældre end min mor. Der var stor forskel imellem os, men alligevel var det mig, som skulle hjælpe de ældre i klassen med matematik og fysik.

Hun blev færdig som fiskeindustriassistent i 1988 som 20-årig.

– Jeg fik job på laboratoriet på rejefabrikken i Aasiaat og blev kort efter udnævnt til stedfortræder for lederen.

Hun flyttede til Uummannaq i 1991 og fik arbejde på Royal Greenlands hellefiskefabrik.

– Jeg skulle arbejde på laboratoriet og kendte intet til fiskeindustrien. Jeg havde jo kun arbejdet med rejer tidligere. Jeg brugte tre dage på at tænke situationen igennem, før jeg for alvor startede med mit arbejde.

Johanne Thorning Hansen lærte dog hurtigt rutinerne i jobbet, og som 25-årig stod hun som ansvarlig for kontrol af alle Royal Greenlands fabrikker i den nordlige region.

– Jeg fik stor opbakning fra mine andre laboratorie-kolleger på kysten. Ingen havde lyst til at arbejde i Uummannaq - kun mig, griner Johanne Thorning Hansen.

I 2000 blev hun ansat som produktionsleder, og fornylig blev hun udnævnt til fabriksleder. Fabrikken i Uummannaq og de omkringliggende bygder indhandler 4-5.000 tons hellefisk om året.

HOP UD I DET
Johanne Thorning Hansen venter ikke på, at tingene skal ske af sig selv men elsker tværtimod udfordringer.

På et tidspunkt begyndte hun at producere ræklinger, fordi hun syntes, at de var for dyre at købe i butikken.

– Det er tredje år, at jeg laver ræklinger. Jeg laver dem kun til mig selv og til min familie. Jeg er efterhånden blevet god til det, smiler hun.

Hun har ligeledes syet flere sælskindsjakker til familien.

– Jeg spurgte en ældre kvinde, hvordan man syr sælskind. Jeg havde aldrig prøvet det før. Hun vejledte mig og så gik jeg igang.

– Jeg har syet jakker til mine forældre, søster og til min datter. Jeg går ikke selv i sælskindstøj. Det er bare ikke mig, siger hun.

– Jeg har også engang syet nogle isbjørneskindsbukser. Jeg havde aldrig prøvet det før. Men man finder jo aldrig ud af om man kan, hvis ikke man prøver.

Johanne Thorning Hansen har gang i mange projekter.

– Jeg har malet mit eget hus. I den nærmeste fremtid skal jeg ha’ skiftet gulvet ude på toilettet. Jeg ved, at jeg kan. Derfor får jeg ikke andre til at hjælpe mig.

– Jeg har ikke firmabil men har købt min egen amerikaner-bil. Det der irriterer mig
mest er, at jeg ikke kan finde ud af at ordne bilen, hvis der er noget galt med den.

I fritiden fremstiller hun ulu’er, syer sælskindstøj og laver grønlandsk husflid.

– Jeg skal ha’ anskaffet mig nogle rensdyrgevir, så jeg kan prøve at arbejde med det. Jeg kan godt lide at finde nye ting at arbejde med, siger hun.

Johanne Thorning Hansen har deltaget i op til 30 kurser på sit arbejde.

– De mange kurser har givet mig en del og har været medvirkende til, at jeg har udviklet mig personligt. Jeg har før været meget stille og genert og har ikke kunnet svare tilbage. Men den proces er overstået.

– Før plejede jeg at styrke mine negavtive sider, men nu styrker jeg mine positive sider.

– Jeg går meget op i at snakke med mine ansatte. Hvis en ansat har det dårligt, taler jeg med vedkommende under fire øjne. Det kan være personlige problemer eller andre ting. Så sidder vi og snakker sammen og finder en løsning på problemerne.

KOM I MENIGHEDEN
Johanne Thorning Hansen har altid været troende, men det var først i voksen alderen, at hun stod åbent frem med sin tro.

– Som barn bad jeg Fadervor, og jeg gik kun i kirke til højtiderne.

– I 2005 var jeg i kirke, og da kirkegangen sluttede, spurgte præsten, hvem der havde lyst til at stille op til menigheden.

– Jeg stillede op, selv om jeg ikke anede, hvad de lavede. Jeg fik bare lyst til at prøve. Vi var syv, der stillede op, men der var kun plads til fem medlemmer, og jeg blev en af dem.

– Jeg har brugt denne periode som en læringsperiode.

– Jeg har været vikar for præsten de gange, han har været på ferie. Forrige år var jeg i en af bygderne sammen med præsten, hvor jeg var kateket. Jeg døbte to børn sidste år, og jeg har deltaget i en begravelse.

– I dag føler jeg mig lykkelig og tilfreds med mit liv.

– Jeg regner med at blive boende i Uummannaq. Jeg har mit hus, min datter og mine forældre, som støtter mig. Jeg har også et godt arbejde, som jeg kan lide, siger Johanne Thorning

Af Irene Jeppson
Foto: privat