Det er oktober, og Stine Pedersen, Nuuk, er i Danmark med sin søn på Rigshospitalet. En aften føler hun et jag i det ene bryst, men hun tænker at det måske bare er bh-bøjlen der er røget ud. Hun tjekker alligevel, og finder en knude i brystet. Stine prøver at få hjælp på Rigshospitalet, da hun er dernede alligevel, men det er et tungt system når man ikke er henvist hjemme fra, så hun kontakter selv en læge i Danmark og får foretaget en ultralydsskanning af brystet. Men lægen kan selvfølgelig ikke se om det er en ondartet tumor. Ligeså snart hun er tilbage i Nuuk, går hun til læge, og får en undersøgelse af brystet. Stine bliver indlagt halvanden uge efter, hvor lægen fjerner tumoren. Efterfølgende skal Stine vente i 14 dage på svaret.
– Ventetiden er ulidelig. Og jeg forestiller mig en masse, fortæller Stine.
Den 7. november 2006 bliver Stine ringet op af en sygeplejerske fra K3 på SANA.
– Hun siger, at jeg skal til K3. Jeg spørger om der er noget galt, da jeg ikke forventede at blive ringet op af en sygeplejske, fordi jeg havde en tid på ambulatoriet til svar. Det vil hun ikke svare på – da man ikke må oplyse den slags i telefonen. Hun spørger så om jeg ikke tager min mand med. Der bliver jeg for alvor bange, og spørger så igen om der er noget galt. Sygeplejersken siger at hun ikke kan udtale sig i telefonen, men at hun vil tage imod os når vi kommer ned på SANA. Det respekterer jeg, men ved samtidig indeni at der er noget galt – for hvorfor skulle hun ellers spørge om min mand kommer med, fortæller Stine. Stine og hendes mand tager til K3, og bliver modtaget af en sygeplejerske. Stine er meget nervøs. De bliver bedt om at komme ind i et rum, hvor der er en læge til stede.
– Lægen siger at han har en dårlig nyhed – at jeg har kræft. Jeg når slet ikke at tænke, før han begynder at snakke i sin mobiltelefon. Jeg spørger: ”Skal jeg dø?” Derefter forklarer han mig at knuden er meget lille, og siger at jeg skal slappe af, og ikke male fanden på væggen. Selvfølgelig maler jeg fanden på væggen, for jeg forbinder kræft med døden, og jeg er meget forvirret og bange, fortæller Stine. Lægen siger at brystet skal fjernes, og det kan de gøre efter et par dage, og i øvrigt skal jeg have taget mål til en protese, fortæller Stine.
Vil bevare brystet
Stine føler at hendes verden bryder sammen. Hun er mege bange. Og hun vil i hvertfald bevare sit ene bryst – hun vil ikke miste det.
– Bysterne er en stor del af ens kvindelighed uanset alder, og jeg kan ikke forestille mig at mit ene bryst bliver fjernet. Jeg vil have det så forfærdeligt, psykisk og fysisk og jeg vil ikke føle mig som en hel kvinde, fortæller Stine.
Stine har tidligere set et indslag på tv-avisen og læst sig frem til i medierne, om at der kan foretages brystbevarende operationer, hvor man fjerner knuden og beholder brystet. Stine vil ikke have fjernet brystet og siger til lægerne at hun selv vil kontakte et privat hospital i Danmark, hvor det er muligt at få foretaget en brystbevarende operation. Personalet på SANA fortæller ikke, at der er denne mulighed for behandling, hvad Stine synes de har pligt til at oplyse om. Hvis hun ikke havde læst sig frem eller hørt om det i medierne, ville hun bare have lagt sig ned på operationsbordet og få brystet fjernet.
– Den dag jeg får at vide jeg har kræft, vil lægen fjerne brystet hurtigst muligt. Jeg føler, at jeg er i et slagteri. ”Læg dig ned, så fjerner vi brystet”. Jeg kontakter straks et privat hospital i Danmark dagen efter jeg har fået den hårde besked, og får en tid til en undersøgelse ugen efter, fortæller Stine.
Heldigvis har hun en forsikring, der kan dække operationen Stine og hendes mand rejser til Danmark og 14 dage efter får hun foretaget en brystbevarende operation, og nu skal hun bare vente på at få svar på om kræften har spredt sig eller ej.
Stine og hendes mand tager en uge på rekreation for at komme lidt væk fra hverdagen, og for at få nogle positive oplevelser efter chokket. Dog kan Stine ikke lade være med at tænke på sit liv.
– Vi tror jo, at kræft er noget andre får. Vi forestiller os ikke, at vi selv bliver ramt, det gør man jo ikke – det er jo kun naboen der får sådan en diagnose. I den uge hvor vi er i rekreation, prøver jeg virkelig ikke at tænke på kræften. Jeg vil skyde det væk. Men det er svært. I stille øjeblikke kan jeg tænke om det er den sidste »ferie« i mit liv, fortæller Stine.
Forstår sundhedssystemet
Dagen oprinder hvor Stine skal have svar på om kræften har spredt sig. Hun er slet ikke bange eller nervøs. Men hun kan se at hendes mand er nervøs – og hun bliver selv nervøs.
– Vi kommer ind til lægen og det er som om jeg kan fornemme at vi vil få en god nyhed. Lægen snakker frem og tilbage og endelig fortæller han os den gode nyhed, at kræften ikke har spredt sig til lymferne. Vi bliver begge to så glade og lettede over svaret, at vi kan flyve ud af hospitalet, fortæller Stine.
Dagen efter dette interview skal Stine starte på efterbehandlingen. Hun skal have 7 kemobehandlinger, en hver 3. uge, og derefter strålebehandling i Danmark.
– Jeg er så bange – er så nervøs. Tør slet ikke tænke på det, for jeg har hørt historier, om andre der er blevet meget syge efter en kemo kur. Det er jo ren gift man sprøjter ind i blodåren, siger Stine.
Hun tænker tilbage over det, der er sket. Hun føler ikke at hun har fået en fair behandling fra SANA.
– Bare den måde jeg fik det svar på, synes jeg er umenneskeligt. Man kunne måske fremføre tingene på en anden måde. For eksempel synes jeg det er meget frækt af lægen at snakke i mobiltelefon da han meddelte mig sygdommen, også selvom han havde vagt. Der må ligesom være andre læger der ikke har vagt, som giver sig tid til at fortælle dig den slags alvorlige meddelser. Man kunne også godt fortælle os andr behandlingsmuligheder, i stedet for at sige at de vil fjerne mit bryst. Det kunne også godt være rigtig dejligt, hvis man efterfølgende havde nogen at snakke med, for det er jo et stort chok at få at vide at du er alvorlig syg. En psykolog er en mulighed, men de har sikkert heller ikke ressourser til den slags behandlinger i vores sunhedssystem, siger Stine.
Livet på stand-by
Stine har stor glæde af Kræftens Bekæmpelse i Danmark, for her får hun svar på en masse spørgsmål hun ikke føler hun kan få svar på heroppe.
– Selvom dine pårørende og venner er der for dig, tror jeg ikke de helt kan forstå at sætte sig ind i den krise og situation man er i. Man fi nder ud af hvem der står dig tættest i sådan en krisesituation.
– Man kan ikke bare fi nde ligesindede at snakke med, hvis man ikke kender nogen. Man ved ikke hvad der er af alternative muligheder, hvis man er ren grønlandsk sproget og har fået konstateret brystkræft. Man får ikke valgmuligheder, hvis man ikke selv kender til dem. Derfor synes jeg at det er på tide, at vi får et aktivt samlingssted, hvor man kan møde og snakke med ligesindede - også for pårørende. Og jeg vil meget gerne være med til at få sådan en op at stå, siger Stine.
– Jeg har fået stor støtte af min mand. Der er nogle bekendte der helst ikke nævner kræften, og det respekterer jeg. For sygdommen er stadig et tabu. Det er også derfor jeg står frem og fortæller min historie, for man når længst hvis man er ærlig. Man har det samtidig meget bedre med sig selv, når man ikke skjuler noget. Jeg gider heller ikke at høre rygter ude i byen, for vi lever jo i en by hvor folk kender hinanden, derfor står jeg frem, siger Stine. Stor støtte har hun også hentet fra en ældre veninde, der også har haft kræft.
Stine er i dag sygemeldt fra sit job.
Tekst: Aminnguaq Dahl Petrussen
Foto: Leiff Josefsen
– Fokuser på det, livet er, og ikke på hvad det ikke er, mener Kirsten
