Liza Tuperna Heinrich, foto: Leiff JosefsenDu kender sikkert navnet og har hørt det før, Liza Tuperna Heinrich. Mor til tre og supermotionist. Hun løbetræner ni gange om ugen og stræber efter at blive den første grønlandske kvinde, der har løbet maraton på under tre timer.

– Før kunne de være i en F-skål, nu kan de ikke engang være i en A-skål, men det er nok også det eneste ved løb, der ikke ligefrem figurerer på min liste over ”fordelene ved et aktivt løberliv, siger Liza om sine bryster, og understreger vigtigheden i at have en god sports-bh, når man løber.

– Hvis ikke, kan de komme til at hænge en smule. Det er heller ikke rart, når de springer ubeskyttede op og ned under løbet, siger Liza med et grin.

Liza kalder sig selv for supermotionist. Hun tager sin sport meget seriøst, har sin egen løbeinstruktør, og træner 6-9 gange om ugen.

– Jo, det kan sagtens forenes med familieliv og arbejde. Men det kræver, at jeg nedprioriterer mit sociale liv. Det er også fint, for jeg har selv valgt det, siger Liza.

Vandt ”kobber”
Liza var lidt af en drengepige, da hun var barn. Hun dyrkede flere former for sport, og var stort set altid aktiv. Hun lagde dog ekstra mærke til, at hun kunne løbe hurtigt – selvom hun var den mest buttede, kom hun altid først i mål. Der skulle dog gå lang tid, før løb blev en seriøs sport for hende.

Liza løb sin første halvmarathon i 2002 – med den idé at løbe Arctic Circle Race året efter. Til jul ønskede Liza sig et par langrendsski og fik dem. Tre måneder efter var hun med til GM, og ringede stolt til sin søn, og fortalte at hun havde vundet ”kobber”.

– Han grinte og grinte, og sagde: – Det hedder ikke ”kobber”, men bronze, fortæller Liza.

Om foråret begyndte hun at løbetræne, og to måneder efter tilmeldte hun sig til en halvmaraton, og blev nummer tre.

– Der fik jeg blod på tanden. Jeg tænkte ”hvis jeg kunne blive nummer tre, efter to måneders træning, hvad kan det så ende med?”, fortæller Liza. Hun fortsatte med at træne, dog uden et fast program. Hun læste meget om løb og fandt ud af, at hun måtte have et træningsprogram, hvis hun ville blive hurtigere. Programmet fik hun i 2004.

2006 er ”år 0”
Sit første marathonløb betegner hun som en stor skuffelse. Det var i 2004. Hun blev godt nok nummer fire – og hun var lykkelig, da hun nåede målet, men hendes forventninger havde været for store. Derfor blev hun dybt skuffet.

Liza Tuperna Heinrich, foto: Leiff Josefsen– Sådan er det, når man har for store forventninger til sig selv. Heldigvis er jeg bygget sådan op, at jeg kan rejse mig igen, når jeg er faldet, siger Liza. I dag har hun droppet langrendsporten samt styrketræningen, hun satser kun på løbet.

– Jeg betegner maj 2006 for ”år 0”. Det var dengang jeg fik min egen løbetræner – Allan Zachariasen – som hver uge sender mig et program, jeg skal følge. I dag træner jeg ni gange om ugen – andre uger er jeg nede på seks, fortæller Liza.

Med et hårdt træningsprogram kan man alligevel være en velfungerende enlig mor til tre.

– Børnene er som regel hos deres far hver anden uge, og når de er hos mig, sørger jeg for at tilrettelægge min løbetræning, så jeg tager hensyn til det. Det betyder, at jeg ind imellem må løbe meget tidligt om morgenen, før de står op. Andre gange løber jeg sent om aftenen. Så har jeg mobilen med, så den ældste kan ringe til mig, hvis de yngste skulle vågne. Men det hårde program har også krævet, at jeg har måttet sætte en grænse på det sociale liv. Men det er fint med mig, jeg har jo selv valgt det, fortæller Liza.

Motion gør en gladere - til en vis grænse
Liza er godt bekendt med den berømte ”rus”, man får, når man har dyrket motion.

– Den er der jo, lige meget om man er nybegynder eller veteran. Den lykkerus, man får, når man løber, hvor benene bare flyver af sted af sig selv, er helt igennem fed at opleve. Jeg træner jo ni gange om ugen nu, og jeg er nok ikke altid særlig sjov at være i nærheden af, det er jo heller ikke altid supersjovt at skulle træne så tit som jeg gør – men alligevel er følelsen efter løbet altid det samme. Det er det fede ved det, siger Liza.

At motion gør én gladere, og at det giver selvtilfredshed kan Liza også skrive under på.

– Det giver mere energi, og overskud til at klare hverdagen. Det giver også mere selvtillid og selvværd, for man bliver mere tilfreds med sig selv, siger Liza.

Lizas næste mål er at vinde præmier i 10.000 meter løb ved Island Games til sommer.

– Og selvfølgelig at slå grønlandsrekorden på marathon, som Elisa Laura Agtagkat har. Og i øvrigt også at blive den første kvindelige grønlænder, der løber en marathon på under tre timer – om et par år, bliver Liza ved.

Gode råd fra Liza.

Tekst: Aminnguaq Dahl Petrussen
Foto: Leiff Josefsen

Hav et mål. Det kan være et hvilket som helst mål, for eksempel at løbe i en halv time, uden at stoppe, eller at styrke konditionen. Det er bedre at løbe, når man har en idé om hvorfor man løber – ellers kan det let blive surt.

Giv dig selv et skulderklap, hver gang du har løbet. Et skulderklap kan være lige fra at sige til sig selv ”at det er godt gået” til at give sig selv en lille gave. Det giver energi og man bliver gladere. Det er især vigtigt i startfasen, hvor det let kan blive surt at løbe – for det er sjældent lækkert at løbe de første 14 dage.

Løb med andre. Løb er et ensomt sportsgren, så tag dine veninder og venner med ud. I Nuuk holder løbeklubben NAAPE løbsarrangementer, hvor alle er velkomne. Undersøg dine muligheder for at løbe med andre.
OBS! Løbeklubber er ikke til for ”de gode” – de er til for alle.

Meld dig til konkurrencer. Det giver en speciel følelse at løbe med et nummer på maven – og igen; konkurrencer er ikke kun for ”de gode”.

Start ikke for hårdt op. Når man starter for hårdt op, risikerer man at få skader, eller at blive for træt. Disse kan jo gøre at man giver op. En tommelfingerregel er at løbe tre gange om ugen, hvor man holder en dags pause imellem. Når vi løber, stresser vi kroppen, og der gives et signal om, at kroppen bliver nødt til at gøre sig stærkere, for at kunne klare den belastning vi udsætter den for under løb. Derfor er en god tommerfingerregel, at der i hvert fald bør være en dag mellem løbeturene.

Det er op til en selv at bestemme hvor længe man vil løbe, men 20-30 minutter ad gangen er en god start – og det kan være at du har behov for at veksle mellem gang og løb.

Invester i et par gode sko, der passer til din løbestil. Spørg i den nærmeste specialiserede sportsforretning, om hvilke sko der er godt for dig. Hvis du har gamle løbesko, tag dem med hvis du vil have nye, for så kan man se hvilken løbestil du har. Det er ikke altid dyre og seje løbesko er de bedste for én.

Invester i en god sports-bh. For ellers strækker vævet sig, og brysterne kommer til at hænge en smule på længere sigt. Det kan også være ubehageligt at løbe uden en god sports-bh på, for det kan medføre smerter og irritationer i brysterne og brystvorterne. Og det er altså ikke så rart.

Godt løbetøj er også en god investering. Du kan selvfølgelig løbe i alt slags tøj, men bomuld suger sved til sig, så tøjet bliver tungt. Svedabsorberende løbetøj er direkte designet til løb, og er derfor ideelle.

Hvis du har tendens til vabler, kan du forebygge ved at smøre stedet med vaseline.

Tag energidrik med, hvis du skal løbe i over en time.

Sæt ikke for mange regler med hensyn til din mad. Når du begynder at løbe, dukker lysten til sund mad ofte automatisk op.

Løb er en optimal sport, når man har børn. Der er ingen faste træningstidspunkter, og du bestemmer helt selv hvornår du vil ud og løbe.

”At løbe er som at banke hovedet ind i en væg. Det føles enormt godt, når man er færdig.” Citatet stammer fra bogen ”Løberens ABZ”, af Allan Zachariasen, som Liza varmt anbefaler: – Han blander humor og seriøsitet på en genial måde.

”Den, som vil vinde en idrætskonkurrence, løber 100 meter. Den, der vil vide noget om livet, løber maraton.”
– Emil Zatopek – OL mester, 1952.
Jeg elsker dette citat. Maratonløb er ligesom livet – det går op og ned. Og ind imellem tror man ikke man kan overleve nedturene, men at komme igennem dem og over målstregen, eller ud på den anden side af en nedtur, er den største sejr der findes! Et budskab jeg synes er særdeles relevant i et samfund, hvor vi desværre har en nedslående høj rate af ulykkelige mennesker, de vælger selvmord som en vej ud af deres smerte. Der venter altid lysere tider på os om det næste hjørne, eller efter den næste fjeldtop. Det kan godt være vi skal kæmpe lidt hårdere for at nå derop, og ind imellem bliver vi måske nødt til at kravle, eller få andre til at støtte os, men når først toppen er nået, er der intet der kan slå den udsigt der hilser os, siger Liza.

Liza Tuperna Heinrich