Du kender sikkert navnet og har hørt det før, Liza Tuperna Heinrich. Mor til tre og supermotionist. Hun løbetræner ni gange om ugen og stræber efter at blive den første grønlandske kvinde, der har løbet maraton på under tre timer.
– Før kunne de være i en F-skål, nu kan de ikke engang være i en A-skål, men det er nok også det eneste ved løb, der ikke ligefrem figurerer på min liste over ”fordelene ved et aktivt løberliv, siger Liza om sine bryster, og understreger vigtigheden i at have en god sports-bh, når man løber.
– Hvis ikke, kan de komme til at hænge en smule. Det er heller ikke rart, når de springer ubeskyttede op og ned under løbet, siger Liza med et grin.
Liza kalder sig selv for supermotionist. Hun tager sin sport meget seriøst, har sin egen løbeinstruktør, og træner 6-9 gange om ugen.
– Jo, det kan sagtens forenes med familieliv og arbejde. Men det kræver, at jeg nedprioriterer mit sociale liv. Det er også fint, for jeg har selv valgt det, siger Liza.
Vandt ”kobber”
Liza var lidt af en drengepige, da hun var barn. Hun dyrkede flere former for sport, og var stort set altid aktiv. Hun lagde dog ekstra mærke til, at hun kunne løbe hurtigt – selvom hun var den mest buttede, kom hun altid først i mål. Der skulle dog gå lang tid, før løb blev en seriøs sport for hende.
Liza løb sin første halvmarathon i 2002 – med den idé at løbe Arctic Circle Race året efter. Til jul ønskede Liza sig et par langrendsski og fik dem. Tre måneder efter var hun med til GM, og ringede stolt til sin søn, og fortalte at hun havde vundet ”kobber”.
– Han grinte og grinte, og sagde: – Det hedder ikke ”kobber”, men bronze, fortæller Liza.
Om foråret begyndte hun at løbetræne, og to måneder efter tilmeldte hun sig til en halvmaraton, og blev nummer tre.
– Der fik jeg blod på tanden. Jeg tænkte ”hvis jeg kunne blive nummer tre, efter to måneders træning, hvad kan det så ende med?”, fortæller Liza. Hun fortsatte med at træne, dog uden et fast program. Hun læste meget om løb og fandt ud af, at hun måtte have et træningsprogram, hvis hun ville blive hurtigere. Programmet fik hun i 2004.
2006 er ”år 0”
Sit første marathonløb betegner hun som en stor skuffelse. Det var i 2004. Hun blev godt nok nummer fire – og hun var lykkelig, da hun nåede målet, men hendes forventninger havde været for store. Derfor blev hun dybt skuffet.
– Sådan er det, når man har for store forventninger til sig selv. Heldigvis er jeg bygget sådan op, at jeg kan rejse mig igen, når jeg er faldet, siger Liza. I dag har hun droppet langrendsporten samt styrketræningen, hun satser kun på løbet.
– Jeg betegner maj 2006 for ”år 0”. Det var dengang jeg fik min egen løbetræner – Allan Zachariasen – som hver uge sender mig et program, jeg skal følge. I dag træner jeg ni gange om ugen – andre uger er jeg nede på seks, fortæller Liza.
Med et hårdt træningsprogram kan man alligevel være en velfungerende enlig mor til tre.
– Børnene er som regel hos deres far hver anden uge, og når de er hos mig, sørger jeg for at tilrettelægge min løbetræning, så jeg tager hensyn til det. Det betyder, at jeg ind imellem må løbe meget tidligt om morgenen, før de står op. Andre gange løber jeg sent om aftenen. Så har jeg mobilen med, så den ældste kan ringe til mig, hvis de yngste skulle vågne. Men det hårde program har også krævet, at jeg har måttet sætte en grænse på det sociale liv. Men det er fint med mig, jeg har jo selv valgt det, fortæller Liza.
Motion gør en gladere - til en vis grænse
Liza er godt bekendt med den berømte ”rus”, man får, når man har dyrket motion.
– Den er der jo, lige meget om man er nybegynder eller veteran. Den lykkerus, man får, når man løber, hvor benene bare flyver af sted af sig selv, er helt igennem fed at opleve. Jeg træner jo ni gange om ugen nu, og jeg er nok ikke altid særlig sjov at være i nærheden af, det er jo heller ikke altid supersjovt at skulle træne så tit som jeg gør – men alligevel er følelsen efter løbet altid det samme. Det er det fede ved det, siger Liza.
At motion gør én gladere, og at det giver selvtilfredshed kan Liza også skrive under på.
– Det giver mere energi, og overskud til at klare hverdagen. Det giver også mere selvtillid og selvværd, for man bliver mere tilfreds med sig selv, siger Liza.
Lizas næste mål er at vinde præmier i 10.000 meter løb ved Island Games til sommer.
– Og selvfølgelig at slå grønlandsrekorden på marathon, som Elisa Laura Agtagkat har. Og i øvrigt også at blive den første kvindelige grønlænder, der løber en marathon på under tre timer – om et par år, bliver Liza ved.
Gode råd fra Liza.
Tekst: Aminnguaq Dahl Petrussen
Foto: Leiff Josefsen
