
Allerede ved fødslen ligger 20 mælketænder færdigdannede nede i barnets gummer - klar til frembrud fra omkring 6 måneders alderen til barnet har et komplet sæt mælketænder i 3-4 års alderen. Nogle børn er længe om at få tænder - andre får den første lille hugtand efter få måneder og nogle få fødes endog med en tand imunden. Det gør ingen forskel. Bare tænderne er sunde og bliver ved med at være det, til de skal skiftes ud. Som regel er det de to fortænder i undermunden, der kommer først til syne. Derefter følger fortænderne i overmunden. Men der er masser af undtagelser fra reglen, og rækkefølgen er uden betydning. Mange børn har ondt i gummerne, når tænderne bryder frem. Derfor kan det være en urolig periode for både barnet og for jer. Tandfrembruddet får skyld for meget ubehag, lige fra rød numse til forbigående feber. Men der er ikke beviser for, at der er en sammenhæng. Får barnet høj eller længerevarende feber, så er det ikke tændernes skyld. Så er det regulær sygdom! Hvis barnets gummer klør meget eller er ømme, kan det måske lindre med noget koldt at bide i. Fx en bidering eller et stykke agurk, der har været en tur i køleskabet. Er barnet meget forpint, så kontakt lægen.når den første tand er fremme, er det tid at introducere tandbørsten for barnet. Vælg en blød model, og brug kun tandpasta i en mængde, der kan ligge på barnets lillefingernegl. www.voresborn.dk
Fra Bogen om mælketænder, udarbejdet af Dansk Tandlægeforening i samarbejde med Colgate. Den grønlandske version Atuagaq immuttuutit pillugit, er udgivet i samarbejde med PAARISA
- Vi kan slet ikke lide, når børn hyler. Men husk, det er dit ansvar at lære dit barn at passe på sine tænder. Hold ud, det skal nok lykkes. Og når børnene først har fået det lært, har du givet den en god vane for resten af livet.
- Er der problemer med at få børstet dit barns tænder, kan du prøve en anden metode:
Find en hjælper. Sæt jer over for hinanden, knæ ved knæ med barnets hoved på børsterens skød. Hjælperen der har barnets ben på sit skød, snakker med barnet, laver ansigter, har måske en uro eller en dukke, som barnet er interesseret i. Du, som har barnets hoved på dit skød, holder hovedet og børster barnets tænder – husk, at lidt er bedre end ingenting.
- Mange børn får suttebid, hvor fortænderne i over- og undermund ikke når sammen, som om der er plads til sutten. Vær ikke bekymret; tænderne vil for det meste rette sig, når barnet stopper med at bruge sut i 3-årsalderen.
- Sutter barnet på finger i længere tid, kan en tandregulering blive nødvendig, når barnet er større. - Skal dit barn bevare sine tænder sunde, skal en voksen hver dag børste tænderne efter, indtil barnet er fyldt 12 år.
- Inden dit barn fylder 3 år, skal I til tandlægen for første gang. Det kan blive en god oplevelse for barnet. Gør ikke et stort nummer ud af det. Tager du det som en udfl ugt, vil barnet opleve det som noget helt naturligt.
Tekst: Aminnguaq Dahl Petrussen
Foto: Knud Josefsen


