Arnanut

– eller livet din lykke?
Louise Broberg Olriks liv gik i stykker, da hendes eneste barnebarn døde af kræft – i en alder af fire.

Louise var ung da hun fik sin ældste søn. Og sønnen var ung, da han fik sin datter – Louises barnebarn, Niviaq. Niviaq skabte stor glæde i familien, da hun blev født, og Louise havde ikke set sin mand, Ole, så kærlig før, som når han var sammen med Niviaq. Hun var tit hjemme hos sine bedsteforældre. Legede med sin farfar, og dansede og sang, mens hun så Olsen Kids på DVD. I familien havde Louise og Niviaq et specielt forhold til hinanden.

– Jeg følte, at vi forstod hinanden. Vi havde tid til hinanden. Vi havde et specielt forhold til hinanden. Niviaq respekterede mig højt, og jeg respekterede Niviaq højt. Hun var et meget tålmodigt barn, der var så sød, så sød, fortæller Louise.

Niviaq besøgte sine bedsteforældre jævnligt – de boede i samme by – Qeqertarsuaq.

Utallige lægebesøg
Den 18. April 2001 bliver Niviaq født. Hun er en glad, lille pige. Da hun er 3 år, bliver hun mere og mere træt og trist. I januar 2005 bliver hendes åndedræt anderledes, og hun er meget tit trist.

– I løbet af et halvt år tager vi, hendes forældre og os bedsteforældrene til læge med hende utallige gange. Selv hendes oldeforældre tager hende til lægen. Lægerne skifter meget her i Qeqertarsuaq, og hver gang kommer vi ind hos en ny læge. Vi bliver dog sendt hjem hver gang, fortæller Louise, med en anstrengt stemme. Hver gang får familien noget forskelligt at vide; Niviaq har blærebetændelse – det er noget psykisk. Den sidste læge, de kommer ind til, kan umiddelbart se at Niviaq har det meget skidt – og sender hende til Nuuk. På det tidspunkt er Niviaq blevet meget tynd, og hendes mave er helt opsvulmet og hård.

En torsdag i Juni 2005 tager Niviaq og hendes forældre til Nuuk. Natten til fredag bliver Niviaq evakueret til Rigshospitalet. Om lørdagen følger oldemoderen og mormoderen. Om mandagen følger Louise, hendes mand og deres yngste søn med. Niviaq bliver undersøgt, og om fredagen finder man ud af, at hun har kræft – og den har spredt sig. Louise ringer til sine to storesøstre og de kommer om lørdagen. Lægerne forsøger at give Niviaq kemoterapi, hun får det lidt bedre - men bliver hurtigt dårlig igen. Man beslutter at hun må opereres – og den 29. juni foregår operationen. Samme dag kl. halv ti om aftenen bliver Louise og familien meddelt om at Niviaq er død. Lægerne havde ellers åbnet Niviaqs mave – men hun kunne ikke reddes.

Livet havde ikke længere mening
– Dengang følte jeg, at mit liv blev smadret. Jeg skreg »Hvorfor? « Da jeg så hende, kunne jeg næsten ikke kigge på hendes lille ansigt – kun på hendes fødder. Vores fødder lignede hinanden.

– Jeg snuser til hendes fødder – jeg vil vide om det virkelig er hende. Forældrene ligger på skift med hende – som om de vil bevare hendes varme. Oldeforældrene rusker i hende og siger: »Vågn op, Niviaq«. Men Niviaq bevæger sig ikke. Hun har fået fred, er blevet hvid og hendes mave er ikke længere opsvulmet. Vi kan simpelthen ikke forstå det, der sker.

– Dengang tænkte jeg, at det måske var bedst, hvis jeg også døde. Så stor var smerten. Det der skete var ikke til at tro på – som om at se en film, fortæller Louise, nu med en svag stemme.

Louise spørger sig selv mange gange, hvorfor hendes barnebarn skulle dø. Hvorfor ikke hende selv? Niviaq er jo enebarn, hun har ingen søskende – hvorfor hende? Hvorfor ikke et andet barn – et andet barn som har søskende? Samtidig føler Louise en stor skyldsfølelse.

– Jeg er en skrap dame, der siger sin mening og er ikke bange for at sige imod. Hvorfor har jeg ikke kæmpet for, at lægerne tidligt skulle finde ud af, hvad Niviaq fejlede – og ikke finde mig i at blive sendt hjem? For selvom lægerne havde forberedt os på det værste, havde vi jo ellers håbet på, at Niviaq ville klare operationen – men hun døde, fortæller Louise, der dog tilføjer, at den behandling, Niviaq fik på Rigshospitalet, var den bedste – hendes lille krop kunne bare ikke længere.

Vil ikke lyve for sig selv
Niviaq blev fløjet hjem til Qeqertarsuaq – hun skulle begraves dér. Det var midt på sommeren. Sædvanen tro havde Qeqertarsuaq en flot sommer – hvor solen skinnede, jorden var grøn, og der var varmt. Men Louise kunne ikke længere se det gode ved det. Hun græd konstant og havde ikke længere lyst til at leve. Hun indså at hun måtte hjælpe sig selv.

– Sammen med mine veninder, går vi lange ture i naturen. Når jeg er blandt folk, føler jeg, at jeg ikke bliver forstået – at min sorg ikke bliver forstået. Men når jeg er i naturen, kan jeg efterlade min vrede og sorg dér – og vende tilbage til byen – lettet. Samtidig plukker jeg en masse blomster og planter, som skaber glæde midt i sorgen, siger Louise.

En lærerkollega siger til Louise, at hun skal sørge for at arbejde – så hendes tanker kan komme lidt væk fra Niviaq. Det hjælper – men der er nogle dage, hvor hun må tage hjem, fordi hun begynder at græde og ikke kan holde op igen.

– Jeg har ikke accepteret Niviaqs død. Jeg kan ikke acceptere det. Jeg har stadig så meget vrede – jeg bliver vred på mig selv – hvorfor kæmpede jeg ikke for hendes liv. Men jeg kunne jo ikke gøre noget – derfor vænner jeg vreden imod sundhedssystemet. For jeg føler, at jeg må give nogen skylden for hendes død. Jeg føler, at sundhedscenteret her har svigtet os. For man tager ikke et barn til læge for sjov! På hendes journal kan man

Louise har selv valgt overskriften på denne artikel, som er taget ud fra en tekst skrevet af sangeren og musikeren Ole Kristiansen:
– Er lykken dit liv – eller livet din lykke? Nogle mennesker lever for lykken. Men jeg betragter livet som lykke – livet er lykke – for vi ved, ikke hvornår vi dør, siger Louise.

se, at hun har været til læge utallige gange i løbet af et halvt år. Hvorfor var der ingen, der fik mistanke om, at der var noget galt? Jeg ved godt, at man siger, at tilgivelse og accept giver fred i sindet. Men jeg kan simpelthen ikke acceptere Niviaqs død – jeg føler heller ikke, at jeg skal acceptere det. Jeg lytter meget til mine følelser – jeg græder, når jeg føler sorg og griner, når jeg er glad. Derfor vil jeg lyve overfor mig selv, hvis jeg prøver at acceptere hendes død, fortæller Louise.

Langsomt bliver livet værd at leve igen
Lige efter Niviaqs begravelse føler Louise en tung følelse af bekymring. Hun er så bekymret for hende. Hun besøger gravstedet hver aften for at sige godnat. Men hun føler, at sorgen bliver større, når hun besøger hendes gravsted. Hun begynder at spekulere over, hvor mon Niviaq nu befinder sig. Hun er bare så bekymret. Men en dag føler hun noget uforklarligt. Et eller andet i hende kan høre en stemme, der siger: Aanaa, jeg har det godt. Du skal ikke være bekymret.

– Niviaq var en meget tålmodig lille pige. Hun svarede ikke igen, når hun blev skældt ud – men græd i det stille. Derfor var jeg så bekymret for hende – også efter hendes død. Men jeg tror på, at der er noget mellem himmel og jord. Jeg tror, at hun befinder sig et sted dér. Når jeg bliver alt for ked af det, siger jeg til mig selv, at hun befinder sig inderst i mit hjerte, siger Louise – der føler, at hun langsomt er ved at komme over sit barnebarns død.

I dag venter Niviaqs forældre et barn, som bliver født til Januar.

– I starten tænkte jeg – »nu kommer Niviaq tilbage, nu bliver hun født igen«. Men nej, det lille menneske, der er inde i sin mors mave, er sin helt egen – og vi glæder os til at møde det, slutter Louise.

Tekst: Aminnguaq Dahl Petrussen
Foto: privat

Disse ord fik gravide Kuka og hendes mand Otto af en overlæge, under en undersøgelse af deres ufødte barns hjertelyd.

Det er pinse i 1999. Gravide Kuka og hendes mand Otto har brugt dagen på forberedelserne til en større påskemiddag, som de skal holde sammen med hendes forældre og en god ven. Kuka synes dog, at det er mærkeligt, at hun ikke har mærket til livet i maven den dag – men slår det hen med, at det må være fordi, hun har lavet en masse, at hun ikke har lagt mærke til det.

Om aftenen, da de sidder og hygger sig, mærker hun pludselig et ryk i maven – og bliver lettet over at mærke liv i maven. – I dag er jeg overbevist om, at det har været hans sidste suk, fortæller Kuka.

Malinnguaq blev født – men han var død
Kuka var førstegangsgravid og havde en vanskelig graviditet med en masse komplikationer. Hun aborterede næsten i tredje måned, pletblødte næsten hele graviditeten, og havde problemer med sit bækken.

Dagen efter den påskemiddag har hun en masse plukveer, og hun føler, at fødslen nærmer sig hastigt. Hun vasker det børnetøj, de har lånt, og forbereder de sidste praktiske ting. Dagen efter igen var veerne blevet kraftigere, og parret tager til Sana i Nuuk. Kuka bliver i første omgang undersøgt at en fødselshjælper, der straks henter en jordemoder.

– Der kunne jeg mærke at noget var galt. Jeg tænkte ”mon mit barn er handicappet”?, fortæller Kuka. Jordemoderen har et alvorligt udtryk i ansigtet, og hun beder en overlæge om at komme. Overlægen undersøger maven, og prøver at finde barnets hjertelyd.

– Han sagde, at det ikke var som det burde være. Men jeg ville ikke høre, hvad han sagde, og distraherede mig selv, og blev ved med at snakke til min mand, fortæller Kuka.

Jordemoderen beder overlægen om at sige præcist, hvad der er galt, og overlægen siger, at der ikke er hjertelyd – barnet er dødt. – Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Men jeg græd, hvad skulle jeg ellers gøre, siger Kuka.

Det bliver besluttet, at Kuka selv skal føde barnet, for det er det bedste, man kan gøre.
– Først der kom min reaktion. Hvis jeg fødte mit døde barn, dør jeg også, tænkte jeg. Men andet var der ikke at gøre, siger Kuka. Malinnguaq bliver født den 25. maj 1999, og begravet den 29. Maj.

Tiden efter
Efter fødslen vil Kuka ikke have noget med barnet at gøre. Malinnguaqs læber er helt mørke, og hun er bange for ham. Vil slet ikke holde ham. Hun når lige at røre ved hans lille hånd.

– Jeg sørgede for at komme hjem hurtigst muligt, for jeg følte, at hvis jeg blev ved med at græde og sørge, ville jeg indse, at han virkelg var død – og jeg ville blive sindssyg – det ville jeg ikke kunne håndtere, fortæller Kuka.

– Hun og hendes mand kommer hjem til hendes forældre. Hun ringer til sin storesøster i Danmark om at hun har født - men at drengen er død. Søsterens reaktion er meget voldsom – det er resten af familiens også. Den første stykke tid er de hele tiden omgivet at mennesker – og de snakker meget med jordemoderen.

Det vigtigste har været familiens og venners støtte. Og bare det, at de siger, at de er der 24 timer i døgnet, er i sig selv en kæmpe støtte, fortæller Kuka. Det, der også har rørt hende dybt, er de familiemedlemmer, der kom for at støtte dem – ikke mindst hendes veninde, der kom, selvom hun selv havde født et barn en måned før.

Hun er dog også en smule skuffet over nogle familiemedlemmer og venner, der følte, at de kunne sige hvad som helst til hende kort tid efter – som om de havde glemt, hvad der var sket.

– En måned efter jeg har født Malinnguaq, sagde nogen til mig: Hvor har du bare taget på! Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare – for mit liv på det tidspunkt var noget lort! Fortæller Kuka. Hun mener, at hvis folk ikke ved, hvordan de skal tackle sådan en situation, kan de selv tage iniativ og henvende sig, og vise deres medfølelse – for man kan være så mærket af sorgen, at man ikke selv kan være i stand til at henvende sig til folk.

Aputsiaq bliver født
I dag bor Kuka og Otto Hendriksen i Sisimiut med deres søn Aputsiaq på 4 år. Graviditeten med Aputsiaq har heller ikke været nem – for Kuka brugte en masse kræfter på ikke at være bange for at miste ham – og dermed gå igennem den samme oplevelse igen.

– Da Aputsiaq blev født kunne jeg heller ikke få mig til at knytte mig til ham. Jeg var bange – bange for at miste ham – selv om han var sund og rask. Derfor var Aputsiaq også mere knyttet til sin far den første tid – indtil jeg begyndte at arbejde med mig selv som person, fortæller Kuka.

Hun bearbejdede sin sorg – og fandt ud af, at Aputsiaq altså er hendes søn, og at han ikke kun er en pligt.

– I dag elsker jeg ham overalt i verden, siger Kuka.

Tekst: Aminnguaq Dahl Petrussen
Foto: Carsten Lind

– Hvert menneske har sin egen måde at føle sorg på – og dermed sin egen måde at bearbejde den på. Vrede kan dog være et vigtigt element, der kan opleves i sorgprocessen, siger cand. psyk. i PPR, Nuuk, Lena Stefansen.

Hvorfor føles det mere sorgfyldt når et barn dør – end hvis et gammelt menneske dør?
– Jeg tror det er fordi det giver mere mening når et ældre menneske dør – det menneske har jo levet livet… Der er et eller andet i os der siger, at det er meningsløst, at et barn dør – man har jo som for eksempel forælder samlet en masse tanker, forestillinger og forventinger om barnet – og dets fremtid. Det er en del af tilknytningen til barnet – og det er derfor, det gør ekstra ondt at miste et barn. Man kan jo som udenforstående for eksempel heller ikke vide, at det er stort tab at abortere for nogle, fordi de allerede har tanker og forestillinger om barnet, selvom de ikke har haft nogle oplevelser med det endnu.

Hvilke følelser kan man føle, når man mister et barn?
– Vrede er et af de største elementer i sorgprocessen. Man kan føle vrede mod sig selv – eller mod noget andet, når man mister. For man har brug at have en forklaring på hvorfor det er sket – hvorfor man har mistet. Ellers er det hele bare meningsløst og svært at forstå, og sorgen kan for eksempel udvikle sig til depression – vrede er en måde at arbejde sig ud af sorgen på.

– At føle vrede er vigtigt, fordi man så kan sætte en forklaring på hvorfor vedkommende er død. Så er det ikke længere meningsløst – for så kan man styre det.

Hvordan kan man tackle et barns død?
– Det kan ikke undgås at det gør ondt. Det er derfor vigtigt at bruge sit netværk. Det kan også være en mulighed at tale med en professionel – men ens netværk og nærmeste kan være lige så gode. Hvis den, der har mistet for eksempel føler skyldfølelse over barnets død, ved hendes omgangskreds instinktivt, at det ikke er hendes skyld – og kan sige det til hende. Når hun har hørt det nok gange, begynder hun at tro på det. Men bearbejdelse kan kun lindre smerten – ikke fjerne den.

Hvordan kan man bedst opføre sig overfor folk der har mistet et barn?
– At respektere at folk sørger på forskellig vis. Og ikke feje oplevelsen af banen, og være åben for at tage det op. Ikke at være så bange for at snakke om det. Ikke at være bange for at ringe op og bare spørge hvordan det går. Man skal helst ikke trøste og sige at det snart går over, for man må gerne være ked af det – det er helt naturligt. Hvis man ikke ved hvad man skal sige, kan man sige, at man ikke ved hvad man skal sige. Bare man er der. Det er også vigtigt for folk der har mistet, at melde klart ud om de vil snakke om oplevelsen – eller ej.

Tekst og foto: Aminnguaq Dahl Petrussen