Marti blev født i Sisimiut, men flyttede med sin familie til Nuuk da han var 6 år – hans mor er dansk og faren grønlandsk. Hjemme var sproget mest dansk – det samme i skolen og blandt vennerne. For Marti gik i en u-klasse – der var en betegnelse for en dansk klasse – dengang i 70-80´erne.
Dengang var det virkelig ikke vigtigt at lære grønlandsk – troede man. Hvis man skulle videreuddanne sig, var det nok at beherske dansk. Det var vigtigere at være fagligt dygtig – end at kunne grønlandsk.
For Marti var dansk modersmålet – ifølge ham ”ikke så underligt for hans moder er jo dansk”. Dog har han altid manglet ”et eller andet”.
– Jeg er grønlandsk, boede i Grønland, men kunne ikke tale sproget. Og når jeg er i Danmark, hvilket ikke var mit land, talte de mit modersmål – det er jo fuldstændig vanvittigt, siger Marti.
Udnyttede sit udseende
ARNANUT møder Martin Chemnitz, Marti, på en dejlig efterårsdag i Nuuk. Han taler Nuummiutut - dansk og grønlandsk – blandet. Det er tydeligt at han ellers vil tale grønlandsk hele interviewet igennem – men når han vil forklare sig lidt dybere – springer han som den naturligste ting i verden til dansk – for det er stadigvæk hans 1. sprog.
– I dag har jeg erkendt at grønlandsk aldrig bliver mit modersmål. Jeg er vokset op med dansk, og jeg begyndte at lære grønlandsk ret sent. Og jeg ærgrer mig sådan over at jeg ikke tog et par år mere i Qaarsut. Men sprog var ikke hele mit liv – jeg havde andre interesser, jeg også ville dyrke – derfor blev det kun et år, siger han.
Marti taler virkelig godt grønlandsk – vil ARNANUT påstå. For det er fuldt forståeligt, og han kan jo altid springe over til dansk, hvis han nu ikke helt kan finde det ord på grønlandsk som han vil finde. Men en sprogekstremist vil nok påstå noget andet.
– Dengang i 70-80´erne var der ikke rigtig noget, der hed sprogtolerance. Jeg følte at man hellere ville have at jeg talte dansk end gebrokken grønlandsk. ”Hvis du ikke kan perfekt grønlandsk – så hold din kæft” var holdningen. Hvad gør en 12 årig når han hører sådan noget? Holder kæft, selvfølgelig. Men i dag er det blevet anderledes. Det er som om det er mere acceptabelt at jeg stadig ikke kan grønlandsk 100 procent. Der er ikke så mange der retter mig, selvom mit grønlandske ikke er helt fejlfrit. Det er som om, at det for dem er nok, at jeg kan gøre mig forståelig, siger Marti.
Marti ligner en rigtig qallunaaq med sin lyse hud og blå øjne. Han har heller ikke typisk kalaaleq-kropsbygning – han er nemlig høj og slank.
– Jeg har virkelig haft glæde af mit udseende. Det var som om, at det alligevel har været lidt mere acceptabelt, at jeg var lys og ikke kunne grønlandsk. For jeg havde venner, der var mørke og ikke kunne et ord grønlandsk – de blev mere udsat for en form for chikane end mig, siger Marti med et grin. Den dag i dag oplever han folk, der bliver overraskede over at han kan tale grønlandsk – altså at han er grønlandsk – med det udseende.
Var vred
Det var i 1987 at Marti besluttede sig for at tage til Qaarsut, for at lære det grønlandske sprog. Han søgte om et job i skolen, fik det og rejste. Det var nødvendigt for ham at forlade sit netværk – der kun talte dansk – hvis han overhovedet skulle lære grønlandsk.
– Det, der afgjorde at jeg tog til Qaarsut var, at jeg følte at jeg manglede sproget. For jeg ville ikke bo i MIT land, hvor jeg ikke kunne sproget. Hvis jeg ville føle mig hel, – og hvis jeg ville forstå mig selv, skulle jeg lære sproget, siger Marti. Om han nu følte sig hel, da han forlod Qaarsut, vender vi tilbage til.
Marti synes iøvrigt, at det at kunne tale grønlandsk i Grønland, er det samme som at værne om, og ære det grønlandske sprog. Der var dog også en helt anden faktor, der gjorde at Marti forlod Nuuk, og rejste til Qaarsut.
– Det var vrede. Før jeg rejste, gik jeg på HF. Jeg havde grønlandsk på b niveau – men kom til eksamen på samme stof som dem der gik på c-niveau – danskerne. Jeg oplevede at danskerne fik større karakterer i grønlandsk end jeg, der jo trods alt var meget mere grønlandsk end dem – det ville jeg ikke finde mig i, siger Marti.
Ja – Marti rejste til Qaarsut. Dér blev der ihvertfald ikke talt dansk, og Marti måtte klare sig med sit meget sparsomme grønlandske – for overhovedet at blive forstået. Selvom han arbejdede som lærer, måtte han forklare borgerne i Qaarsut at han altså var der for at lære at tale grønlandsk.
– Der var selvfølgelig nogen, der blev lidt fortørnede over det, for de ville selvfølgelig gerne have, at børnene lærte noget – men de gjorde det også. Og jeg sagde, at hvis ikke jeg var kommet, ville der slet ikke være nogen lærer – for jeg var den eneste ansøger til jobbet, siger Marti.
I Qaarsut var dansk ikke en nødvendighed – kun når der dukkede nogen, der udelukkende talte ikke-grønlandsk op – eller noget andet der krævede, at man kunne dansk.
De mest elskelige
Marti blandede sig hurtigt i bygdesamfundet. Han var ude at sejle med fangerne, var på besøg, var til kaffemik, var på værkstedet for at bygge en slæde – var i det hele taget sammen med folk i Qaarsut.
– Jeg ville så gerne kunne tale helt perfekt grønlandsk med dem, men det kunne jeg jo ikke. Så jeg måtte klare mig med mit dårlige grønlandske. Det er der kommet en masse sjov ud af, siger Marti.
Når der var komsammen blev der sagt: ”Qaa, Marti, oqaluasaalaarniarit” (”Kom så, Marti, fortæl lige en historie!”). Også begyndte han at fortælle med sit sparsomme grønlandske – så hele forsamlingen grinte.
– Det gjorde engang imellem selvfølgelig lidt ondt at blive grinet af – og det kunne være enormt trættende. Men det er nødvendigt at kunne holde til det. Hvis jeg ville lære at tale sproget, måtte jeg vide at jeg talte med fejl – ellers ville jeg ikke lære det, siger Marti.
Marti opbyggede venskaber i Qaarsut – og han præciserede flere gange under interviewet, hvor meget han holder af Qaarsormiut – ”de er de mest elskelige folk – for de har støttet mig så meget under mit ophold”. Dog var der også nogen, der sagde at de ikke ville være venner med ham – for han rejste jo snart alligevel.
Marti lærte lige så stille at begå sig forståeligt på grønlandsk. Han forstod mere og mere – og kunne sige flere og flere ord. Og til sidst kunne han svare rapt, når nogen spurgte ham om et eller andet.
– Dem, der lærte mig mest var børnene. Jeg følte mig mere tryg når jeg talte med dem – som om jeg var på samme niveau som dem, siger han.
Ubalance
Da Marti var yngre var han på et tidspunkt meget vred på sin far– og på det samfund han levede i.
– Jeg var gal på min far, fordi han ikke lærte mig at tale grønlandsk. Og jeg var vred på det grønlandske samfund, fordi det dengang troede at dansk var det eneste sprog der var nødvendigt – og fordi det ikke gav mig mulighed for at lære grønlandsk i min by – Nuuk, siger Marti – der ikke er gal mere – da han i dag har fundet ud af, at der er andre værdier, der også er vigtige i hans liv.
Han tænker dog stadig meget over sprogpolitikken her i landet. I 1960-70´erne var dansk Sproget – hvor imod grønlandsk var det i 80-90´erne.
– Der er ubalance. Jeg har et gammelt postkort, som min bedstefar havde sendt til sin familie, da han var i Danmark. Han skrev at han meget langsomt er begyndt at lære dansk. To generationer senere havde hans barnebarn det omvendte problem i sit eget land. Hvis ikke samfundet var bygget op på den måde det var bygget op på gennem tiderne, havde vi ikke haft de problemer – men det havde vi. Og da samfundet ikke ville gøre noget for at give os muligheder, tog vi selv affære, siger Martin Chemnitz.
Han erkender samtidig, at det danske sprog alligevel er en ret vigtig faktor, hvis man vil leve i det moderne Grønland. For de fleste informationer, fra den offentlige sektor er tilgængelige – først på dansk. Han tror, at mange grønlændere på en måde føler sig på udebane i deres eget land.
– Det er det samme som at jeg stadig føler, at jeg er på udebane når jeg taler grønlandsk. Især i Nuuk tror jeg, at mange grønlændere føler sig på udebane, fordi de får så mange informationer, der står på dansk. Jeg har en drøm om ét verdenssprog: engelsk, og ét lokalsprog: grønlandsk – så kan vi og danskerne være på udebane sammen, når vi taler engelsk sammen – og være lige, siger Marti med et smil på læben.
Hel? Ja og nej
Marti er gift og har tre børn i alderen 3-10 år. Da børnene var helt små var deres sprog grønlandsk, men nu taler de primært dansk.
– Det er også vores egen fejl, for vi taler næsten kun dansk derhjemme. Men alligevel synes jeg, at det er for moderne at tale dansk her i Nuuk – i børnehaven – i skolerne – overalt. Små grønlandske børn taler jo meget dansk – for alle informationer er så meget lettere tilgængelige på dansk end de er på grønlandsk, siger Marti.
Marti var voksen da han begyndte at lære grønlandsk, men han synes at det kunne være meget lettere, hvis han havde lært det da han var barn – for ifølge ham har børn det meget lettere til at lære ting end voksne.
Mon Marti så er blevet mere hel efter sit ophold i Qaarsut – som jo var hans formål med rejsen?
– Hmm… både ja og nej. For mig var et år i Qaarsut ikke nok til at grønlandsk blev mit første sprog. Jeg skulle have taget et par år mere – men jeg havde jo også andre interesser at tage mig af – sprog var ikke hele mit liv. Og jeg fandt også ud af, at jeg nødvendigvis ikke ville blive hel, hvis jeg lærte at tale perfekt grønlandsk. For senere hen opdagede jeg, at det at blive hel handler meget om én selv – om at have det godt i sjælen – uanset hvilket sprog man kan. For enhver skal selv vurdere hvordan hun/han vil blive ”hel” – have en åndelig identitet.
– Alligevel fandt jeg ud af, hvor vigtigt det er at kunne sproget i det samfund man lever i, hvis du vil føle at du er en del af fællesskabet. For jeg er grønlænder – af blod og sjæl – og jeg har det rigtig godt med, at jeg kan gøre mig forståelig på MIT sprog, siger Marti.
Opholdet i Qaarsut havde også et bonus – menneskeligt var det også en rigtig lærerig oplevelse.
– Der gik 7 måneder, før jeg tog et rigtigt bad. Man lærer, at der også er andre ting, der er værd at leve for, siger Marti.
Mønsteret gentager sig
Martin er ikke bekymret for det grønlandske sprog – men han er bekymret over, at der er for få muligheder for folk, der vil lære grønlandsk – eller for små nuummiutter, der skal bibeholde deres grønlandske sprog.
– Lad os få sprogkanaler på tv og radio. Lad os skrive gode, interessante grønlandske bøger og lad os lave spil på grønlandsk. Lad os bruge flere penge til sprogbibeholdelse, eller til muligheder for at lære grønlandsk – så tror jeg at mange – især nuummiutere vil begynde at tale mere grønlandsk, siger Marti.
Det får ARNANUT til at spekulere over, om det mønster Marti har været igennem; det med at man kun talte dansk derhjemme, i skolen blandt vennerne – og at han til sidst måtte tage kampen, og rejse til Qaarsut for at lære grønlandsk, er ved at gentage sig – bare hos hans børn?
– Ja, mønsteret gentager sig. Men jeg er meget mere rolig i dag. For det første har børnene sproget i sig – de talte jo kun grønlandsk da de var helt små, så det kan ikke være så svært at grønlandsk kan blive et første sprog for dem, som det var for mig. For det andet har jeg store forventninger til skolen – for dengang, hvor jeg gik i skole, i 1976 – og frem til idag, er der store forskel på forholdene i skolerne. Idag er de meget bevidste om, at grønlandsk er et sprog der tales i Grønland – det var slet ikke sådan dengang jeg var barn i Nuuk, slutter Marti.
Tekst: Aminnguaq Dahl Petrussen
Foto: Leiff R.V. Josefsen
Nej, jeg er Jens!
– Det har været et ønske i over 10 år, at leve ét år i en bygd. Først og fremmest for at forbedre det grønlandske, men en vigtig grund er nu også at prøve at forstå det grønlandske samfund bedre. Jeg er jo sydgrønlænder, så jeg har aldrig oplevet vintermørke eller hundeslæder, og solen forsvinder herfra den 15 november, blir spændende, men helt sikkert ok. Når man er så tæt på naturen, føles den nærmere selvom »man ikke kan se den…«. Så at det skulle være en nordgrønlandsk bygd, har hele tiden været en drøm.
