Arnanut

For nogle år tilbage sad jeg i Danmark og savnede kontakt med det modsatte køn, og var derfor en flittig bruger af arto.dk. Pludselig dukkede der en spændende mand op med en besked, og før jeg vidste af det, var jeg i et fly på vej til hans hjemby, med advarselslamperne blinkende indeni. Med mig i baggagen havde jeg minder om hårde tider som single-mor, og jeg valgte derfor at ignorere advarselstegnet, og håbede at finde et trygt og dejligt liv, med en ansvarsbevidst mand ved min side.

Set udefra var vi billedet på den ideelle sammenbragte familie. Succesrigt liv, med glade børn og økonomisk tryghed. På overfladen lod jeg som om, at jeg havde fundet det jeg ledte efter, men lampen blev ved med at blinke. Hver gang den lyste op, valgte jeg at slukke for den, og leve videre i min drømmeverden. Men for hver gang jeg gjorde det, mistede jeg noget af min strålende glød.

Når jeg kigger indad ser jeg en lille såret Tukummeq, der hele livet har søgt efter den far hun mistede som 2-årig, da mine forældre blev skilt. Jeg kan se nu, at jeg har været så bange for at miste, at jeg ofrede mine drømme, til den trygge løgn.

Tre år efter den flyvetur, er jeg single, snart 30 og jeg har verden for mine fødder. Det bedste af det hele er, at jeg nu har fået min far tilbage. Vi er blevet følelsesmæssigt genforenet denne sommer, og jeg fryder mig. Mit indre barn er i gang med healingsprocessen og mine vinger bærer mig frem mod mine generhvervede drømme.

Af Tukummeq Egede Martinsen

Det er fredag, traditionen tro og ligesom mange andre kvinder her i byen, henter jeg mit uundværlige »Ude og Hjemme« i en af byens butikker…

Hmm, den lille slankemadsfolder er jeg godt nok ved at være træt af at se på - hvad skal jeg bruge den til? Jeg kigger på »Femina«, »Hjemmet« og hvad der nu ellers er at læse for os læselystne kvinder. Alle og jeg mener ALLE med slanke-dit-og-dat på forsiden!

Jeg bladrer lidt i mit »Ude og Hjemme«, da jeg kommer hjem, kigger igennem de der slankehalløjsa sider, siderne om fedtfattig kost, skridttællere, og alt det andet, der har noget med vores vægt at gøre. Ikke en eneste artikel eller blot et lille råd til folk med et problem som mit. Undervægt.

Tjaah, hvorfor ved jeg egentlig ikke, men jeg kan af mærkelige årsager ikke tage på. Og nej, det er ikke et luksusproblem som så mange tror. Vi (altså de få af os der har svært ved at tage på) har de samme problemer som overvægtige – bare omvendt. Vi skal holde øje med det vi spiser, for vi skal jo prøve at spise lidt mere så stofskiftet kan følge med. Vi får lige så mange kommentarer hen ad vejen: »Guud, har du ikke tabt dig mere«, »Du er godt nok slank«, »Tag mere mad, du er jo så tynd«. Vi har endda svært ved at finde lækkert tøj, der passer, det ser jo ikke særlig pænt ud, når tøjet hænger. Og for at det ikke skal være løgn, så er vi heller ikke særlig glade for at komme op på vægten. Hvad er problemet, vil du nok sige eller »Så spis dog, spis mad med masser af kalorier«. Men nej, så nemt er det ikke. Min vægt – eller mangel på samme haha…fylder ikke meget i mit liv, men som så mange andre kvinder drømmer jeg om at komme tæt på min uopnåelige idealvægt – en dag. Men jeg er glad, sund og elsker mad, så hvad mere kan jeg gøre end at elske min krop som den er og spise sundt?

Kvinde derude, elsk dig selv som du er – overvægtig eller undervægtig – du er smukkest når du udstråler din glæde over hvem du er.

Af Annbritta A. Hansen
Foto: Leiff Josefsen

Forleden dag mens vi sad og så en TV-udsendelse om kvinder, der kæmpede med deres selvtillid, spurgte min mand: »har du selvtillid eller selvværd?«

Uden tvivl og nærmest notorisk svarede jeg ham – jeg har selvtillid, men har måske intet selvværd.

»Det er typisk for idrætsfolk«, sagde han. Det slog mig pludseligt, at jeg egentlig ikke havde anet forskellen mellem de to begreber, og havde måske brugt dem nogle gange i flæng. Jeg begyndte at tænke nærmere på, hvad der kunne adskille dem, og hvordan disse manifesterer sig hos mig.

Jeg tænkte først over selvtillid. Hvis jeg kunne sige uden tvivl, at jeg havde selvtillid, så måtte jeg have en veludviklet selvsikkerhed. Men jeg må indrømme, at det kun var en fornemmelse, som jeg ikke kunne forklare hvordan og hvorledes.

Derfor sprang jeg hurtig til selvværd. Hvis jeg sagde, at jeg intet selvværd havde, må jeg også have fornemmelse på, hvad der manglede. Jo mere jeg fokuserede på selvværd, desto mere blev jeg bevidst om min selvfølelse eller mangel på samme. Efterhånden så jeg flere og flere tegn på problemet. Tendenser bl.a. arbejdsnarkomani, konkurrenceminded og grænseløshed, der vist udsprang af det høje krav til præstationsniveau – ja, PRÆSTATION og SELVVÆRD hører vist uløselig sammen. For at kunne føle selvværd måtte jeg præstere højt, fordi den lave præstation betød en lav selvværd.

Det er nok derfor, jeg lider af præstationsangst, eller hos mig nærmere defineret som sceneskræk. For mit vedkommende udfolder angsten kropsligt med adrenalinreaktion bl.a. med hjertebanken, ukontrollabelt rystelse over hele kroppen og koldsved. Det er ikke sådan, at jeg får taleblokering.

Jeg har faktisk en fin retorisk sans – måske på grund af selvtilliden, og jeg kan gennemføre taleseancen uden store strabadser. Det er primært optakten, der belaster ubeskriveligt.

Min taleskræk skulle egentlige ikke betragtes som et decideret problem, da det kun er menneskeligt, for over halvdelen af mennesker på hele kloden dvs. 60 pct. er forstyrret af denne umenneskelig angst i forskellige grader – ja, jante lever i bedste velgående – takket være menneskehedens fejlfindere.

Selveste Winston Churchill og endda John Lennon led også af denne frygtreaktion. Det trøstede mig en del.

Men det undrer mig i høj grad, at angsten stadigt er et tabuområde. Der er heller ingen decideret behandlingstilbud i Grønland, trods omfanget af problemet.
Selvtillid og selvværd, næsten ens ordlyd, dog markant forskel.
Så forskellige, at det har en høj pris for det enkelte. Hvordan kan det være, at jeg kan have selvtillid men intet selvværd?

Hvad er det der gør, at de to begreber kan have afgørende betydning for menneskets selvfølelse?

Af Mette Larsen Lyberth

Jeg vil lyve, hvis jeg påstår, at jeg altid har det godt, at jeg aldrig er ked af det, at jeg aldrig bliver skuffet, at jeg aldrig bliver fornærmet, at jeg aldrig er ensom, at jeg aldrig er ked af det, at jeg aldrig græder – for alle de tilstande har også jeg været igennem – og hver gang har jeg været uforberedt. Sommetider bliver min proportionssans forvrænget, så småting bliver til meget store ting for mig.

Det, jeg er mest glad for, er, at jeg kommer over dem. Jeg er mest glad for, at jo flere gange jeg har været igennem en krise, bliver jeg bedre og bedre til at bearbejde og forholde mig til situationen. Jeg bliver endda overrasket over, hvor hurtig jeg kan komme over dem. Hver gang får jeg bevist, at man lærer så længe man lever.

Hvorfor skal mit liv stoppe, når jeg støder på problemer? Vi lever kun en gang. Og hvorfor skal jeg ikke bruge de kræfter, jeg har fået tildelt, til at komme over kriserne i mit liv? Årsagerne til kriserne kan jo ikke hjælpe mig. Det er mit liv, mine følelser – der kommer til overfladen, når omgivelserne skubber til dem. Jeg må selv styre dem. Det er kun mig selv, som kan styre mit dejlige liv – ingen andre.

Når jeg møder problemer i mit liv, noget der gør mig trist og ked af det, har jeg lært at give mig selv valgmuligheder – ikke for mange muligheder, som regel kun to muligheder – en dårlig – og en god mulighed. Jeg kunne jo vælge at være ked af det hele tiden eller at tage kampen op. Jeg vælger altid at bearbejde situationen, så jeg kan komme over den. Det kan lykkes, og det hjælper. Der er altid en mulighed for at komme videre med livets genvordigheder, ved at bearbejde følelserne.

Gode metoder lærer man bedst af. Derfor kære medmenneske og medsøster du må ikke fortvivle over, hvad der måtte komme i morgen, det skal nok komme af sig selv. Tilværelsen er fuld af begivenheder, som vi skal forholde os til. – Dem du bekymrede dig om i går morges, er de samme som nu til morgen.

Inge-Marie J. Rosing, Qasigiannguit

Grønland er lige nu i fokus i forbindelse med global opvarmning. Det er vel op til politikerne i de store industrielle lande at gøre en indsats. For det er jo dem, der sviner mest. Jeg lever jo allerede grønt. Jeg bor jo i Grønland… eller hvad?

Når videoer og kampagner kører på at verden oversvømmer, eller andre kaotiske teorier med dommedag mellem linierne, har jeg det med at miste interessen og slukke for tv’et. For man mærker jo ikke den store forskel når man trisser rundt i Nuuk. Lidt som »ude af øje, ude af sind«. Min holdning er dog ændret. Det skete lidt tilfældigt.

En dag jeg var på Madonnas hjemmeside, startede sangen Hey You! automatisk. Sangen Hey You! er lavet i forbindelse med Live Earth Concerts 7/7/07, hvor en masse kunstnere gør en indsats for at skabe opmærksomhed omkring global opvarmning. Lyrikken om kærlighed til sig selv, til sin næste, samt at gøre en forskel greb mig. Jeg gik ind på youtube.com, hvor jeg fandt den tilhørende video. I videoen er der blandt andet billeder af kæmpe blokke indlandsis, der falder i havet – ligesom den gør i Ilulissat. Man ser også en isbjørn, der svømmer rundt og prøver at komme op af smeltet is. Det var der, det skete for mig. Det er hjerteskærende at se på. Og alt sammen foregår lige her i mit eget land. Jeg har hørt at isbjørne kan dø af udmattelse hvis de ikke kan komme op på fast is for at hvile.

Panínguak foran sit containerværk: »Be cool! Be green!«

I forbindelse med projektet ”Moving Art” mellem Royal Arctic Line og kunstnere, brugte jeg min nyvundne inspiration til at male et billede med isbjørne. De svømmende isbjørne kigger på en gående isbjørn, som forlader den usikre smeltende verden og får lov til (måske?) at gå ind i det idylliske, kolde landskab. Billedet hedder: ”Be cool! Be Green!”

Mit håb er, at andre vil følge dette slogan og gøre deres hverdag grønnere.

På Live Earth’s hjemmeside, er der simple råd til at leve mere energi bevidst i hverdagen.

Simple råd fra Live Earth:

• skift til energi spare pærer
• sluk bilen når du parkerer
• gå eller cykl frem for at køre
• sluk for udstyr, når du ikke bruger det
• benyt dig af genbrug
• tænd kun lamper i det lokale du befinder dig i
• køb varer, der er lavet af naturvenlige produkter

Man kan ikke rigtig gå forkert ved at vælge grønt. Især når det er så simpelt. Hvis alle gør en lille indsats, bliver det tilsammen en stor indsats.

Maria Panínguak Kjærulff, kunstner

For et år siden havde jeg ingen anelse, om hvad jeg ville, hvad jeg skulle, eller hvor jeg ville ende. Det sidste kan jeg stadig ikke svare på.

Jeg er 21 år og sidder nu i en salg og marketingsafdeling (i Nuuks lokalradio, Nuuk FM. –red.) hvor tingende rykker rimeligt hurtigt.

Det er noget af en chokstart for en nyudklækket student.

Jeg har altid haft ambitioner, og et ønske om at det skulle gå hurtigt. Uden gode rammer og forståelse fra mine kollegaer og arbejdsgivere havde jeg dog ikke kunne følge med i dette tempo. Heldigvis er der masser af konstruktiv kritik at komme efter, hvor jeg er.

At give plads til fjollede ideer, begynderfejl og give et enkelt skulderklap i tide og utide, det er altafgørende for de arbejdsgivere, der ansætter unge og ”grønne” medarbejdere. Tag dem med til vigtige møder og lad dem lytte, se og føl hvordan det hele foregår. Kort sagt, vis dem tillid.

Hvis man selv er ung og ”grøn”, skal man ikke holde sig tilbage. Brug den kreativitet som følger det upåvirkede sind. Se de mest trivielle sager fra en ny vinkel og få noget godt ud af dem. Gør tingene ordentligt, selv de mindste opgaver. Er du i tvivl om noget, så stik hånden i vejret og spørg. Det er der ingen skam i. Selv den mest erfarne direktør søger også råd fra andre.

Masaana Egede, marketings- og salgsmedarbejder i Nuuk FM

Klimaændringerne er med stor hast ved at ødelægge naturens balance. Verdenssamfundet står over for historiens største udfordring, at nedbringe den menneskeskabte forurening. Gennem havstrømmene og luften transporteres giftstoffer fra de store industrier ude i verden og ender i vores sårbare arktiske klima. Vi mærker allerede konsekvenserne: mildere vintre, dårligt islæg, færre fangstdyr og ophobning af giftstoffer i vores fødekæde. Vores kultur, livs- og fødegrundlag er på sigt truet. Den globale udfordring angår i allerhøjeste grad også os.

Miljøspørgsmål er i allerhøjeste grad også et kvindeanliggende. Et rent miljø og naturens balance er afgørende for at kunne skabe liv – for mennesker, dyr og planter. Som levende væsener er vi alle forbundet i et kredsløb af gensidig afhængighed. Dette kredsløb trues, menneskehedens livmoder vil snart mangle næring.

Lad os værne om livets kilde, holde fast i det holistiske livssyn vore bedstemødre fostrede os op med. Havets moder skal ikke mere kunne gentage sine ord: ”Menneskene gør sig ikke Umage for at leve Livet, og deres store Ligegyldighed er Skyld i, at jeg bedækkes med smuds.”

Det er dejligt at være ung i Grønland, lige meget hvor du kigger hen er udsigten smuk, naturen er smuk og luften er ren. Om det er vinter eller sommer, er der mange muligheder for aktiviteter. Hundeslædekørsel, snescootererkørsel, skisport, kajakroning, vandreture, fjeldture og meget mere. Man bliver stolt af at være grønlænder, fordi man har alle disse muligheder.

På den anden side, er der vold og misrøgt. Der drikkes alt for meget. Vi hører om mange selvmord hvert år. Hvad er mon årsagen til disse forhold?
Måske mangel på beskæftigelse, afhængighed af spiritus, mangel på kærlighed. Disse forhold kan godt være medvirkende.

Hvorfor drikker så mange unge alt for meget?
Måske er de vokset op hos forældre, der drikker for meget, og tror, at det skal være sådan. De unge i byen mangler beskæftigelsesmuligheder, måske drikker de for at glemme situationen? Hvorfor har dem, der har begået selvmord, ikke talt med nogen om deres problemer?

Hvordan kan vi unge lære at tale om vores problemer?
Måske hvis forældrene bliver mere åbne, eller hvis de interesserer sig mere for deres børns problemer. Hvad skal myndighederne gøre?

Hvis et barn skal være åben, skal barnet lære det fra starten.
Derfor skal de ansatte i børneinstitutioner og folkeskolen vide, hvordan de skal hjælpe et barn, der er alt for lukket.

Det burde være obligatorisk at lære, at samtale både i børneinstitutionerne og i folkeskolen. At lære børnene at fortælle om deres problemer. Således at barnet bliver i stand til at sige, ”ja, jeg har problemer – vær sød at hjælpe mig”. De skal også, fra de er små vide, hvem de kan henvende sig til, hvis de ikke kan snakke med deres nærmeste.

Hvad kan vi gøre for at mindske forbruget af spiritus?
Man kunne tilbyde flere aktivitetsmuligheder, især samlingsmuligheder ved weekendaftnerne.

Man kunne starte et samtaleforum i ungdomsklubben. Der kunne man tale åbent om spiritusmisbrug. På den måde kan de unge bruge tiden til samtaler i stedet for at drikke.

Der er mange unge i Grønland, som mangler selvtillid. Vi burde støtte hinanden, så vi bliver i stand til at vise, at vi ikke vil stå tilbage – i stedet for, bare at vente på den første, der vil træde frem. Det som højskolerne gør for at få folk til at åbne sig, er godt. Disse tilbud kunne der være flere af. For de er til stor hjælp.

Uddannelse er meget vigtig, hvis vi skal være til nytte for vort land. Også fordi et menneske med uddannelse er mere tilfreds med sig selv. Derfor skal uddannelsesmulighederne hele tiden tilpasses forholdene.

Vi håber, at vores forslag bliver hørt, da de kan være til hjælp i fremtiden.

Tekst: Najaaraq Thorin og Tabitha Berthelsen, 16 år, Sisimiut
Foto: Leiff R.V. Josefsen

ved at være plejeforældre.

At få et barn, helt lille eller større, som har oplevet en eller anden form for traume eller svigt tidligt i sit liv, er en stor udfordring. Hele familien skal være indstillet på, at yde en indsats, give barnet meget opmærksomhed, tryghed og ikke mindst kærlighed. Barnet skal lære, at selvom det er blevet svigtet af sin biologiske familie, så betyder det ikke dermed, at alle svigter det. Det skal lære at stole på andre mennesker.

Fra man får et barn og som tiden går, giver det én meget stor glæde at følge med i, hvordan barnet efterhånden falder til ro, udvikler sig, bliver tillidsfuld og glad – at høre et barn, som først intet sagde, men bare indordnede sig efter forholdene, grine højt af begejstring, er sådan en stor lykke, at det ikke kan beskrives med ord. Så fortryder man ikke et eneste øjeblik, at man har taget barnet til sig. Når et barn lægger sine små arme om halsen på en og siger: jeg elsker dig, så bliver ens hjerte så stort og varmt.
At skulle føre et plejebarn videre i livet til at kunne stå på egne ben, er en meget stor opgave. Barnet skal lære at stole på sig selv, at have selvtillid og at kunne fungere socialt – sammen med andre mennesker. Nogle plejebørn får indlæringsproblemer og der skal meget stor tålmodighed til at hjælpe dem på vej.
Samarbejdet med – eller mangel på samme – med barnets biologiske forældre er et afsnit for sig. Der findes naturligvis Glæder og sorger ved at være plejeforældre Det at være plejeforældre giver mange glæder, men man kan ikke undgå, at der også vil opstå sorger, dog oplever man flest glæder. Jeg kan dog kun udtale mig ud fra mine egne erfaringer. forældre, som er taknemmelige for, at andre vil tage sig af deres barn, når de ikke selv magter det. Andre ser plejeforældrene som konkurrenter, og spænder ofte ben for barnets udvikling og tryghedsbehov.

Men det er naturligvis ikke kun idyl og lykke. For eksempel det, at skulle “slås” med systemet, har mange gange været med til, at jeg overvejer, om det at have et plejebarn er det hele værd. Gang på gang løber man panden mod en mur. De sociale myndigheder magter ikke at yde deres til, at plejefamiliesituationen fungerer optimalt, da de ikke har nok ressourcer til, for eksempel at gå ind og støtte og supervisere. Der findes en landstingsforordning, der siger, at der mindst én gang om året skal være et behandlingsmøde – hvor blandt andet de biologiske forældre, plejeforældrene, sagsbehandleren og familieplejeafsnittet deltager – hjemmebesøg og minimum ét uanmeldt hjemmebesøg. I løbet af de 19 år jeg har haft plejebørn, tror jeg, at jeg kan tælle møderne og hjemmebesøgene på to hænder…

Når et plejebarn bliver anbragt i en plejefamilie, får plejefamilien ingen oplysninger om barnets baggrund og grunden til anbringelsen, og det er derfor ofte meget svært at forstå barnets signaler.

Fordi plejebørnene bliver anbragt i familiepleje i mange år, betyder det jo ikke, at deres baggrund bliver glemt, eller skal glemmes. Plejebørnene kan aldrig helt glemme deres baggrund – deres tidlige barndom – og de ofte svære oplevelser, de har haft, men de kan lære at leve med dem. Plejeforældrenes opgave bliver derfor at støtte op omkring børnenes tidligere oplevelser, de har haft med deres biologiske forældre, gode som dårlige. At man støtter børnene i forholdet til forældrene, og sørger for at de kender, og altid vil huske deres rødder. Forældrene vil altid være en del af deres identitet uanset, hvornår børnene er blevet anbragt udenfor hjemmet. Vi skal huske på, at det at børn bliver anbragt udenfor hjemmet, ikke gør dem til ringere børn, end dem der vokser op hos deres biologiske familie under trygge forhold. Plejebørn har også brug for tryghed, kærlighed, omsorg og ikke mindst succes i deres tilværelse. De skal også have en karriere i deres videre liv.

Støt op omkring de omsorgssvigtede børn og unge, de har brug for jer.

Ellen Sofie Chemnitz, plejeforælder
Foto: Knud Josefsen

Vi hører gang på gang at Grønlands fremtid er børnene. Deres sundhed og uddannelse er alfa og omega for landets fremtid. Det er også helt rigtigt! Og dertil hører forpligtelsen til at give børnene så god en start på livet som muligt.

Derfor var det med glæde, at jeg læste Landsstyrets tillægsaftale til koalitionsaftalen fra januar i år. Der står at barselsorloven skal forlænges til 35 uger mod de nuværende 24. Men der er som bekendt lang vej fra et politisk løfte til realitet.

Der er en mængde grunde til at forlængelsen bør blive mere end blot en politisk luftkastel. For blot at nævne nogle, er der f.eks. det sundhedsmæssige aspekt. Den nuværende ordning giver 14 dage før termin, 15 uger efter og 6 uger til deling mellem forældrene. Det er ikke tilstrækkeligt til at kunne amme fuldt i de 6 måneder som sundhedsmyndighederne anbefaler. I det hele taget er det et dårligt tidspunkt at skulle aflevere sit barn til pasning uden for hjemmet.

En forlænget orlov lægger også op til bedre muligheder for fædrene. Som det er nu, er der 6 uger til deling mellem forældrene. Men da orloven er så kort og moderen gerne vil amme så længe som muligt, er det ofte hende der bruger al orloven. Med 35 ugers orlov vil faderen have bedre muligheder for at gå hjemme med barnet i slutningen af orloven. Mors stilling på arbejdsmarkedet bliver så heller ikke svækket trods de øgede orlovsmuligheder. Pasningsbyrden og -glæden deles på denne måde mere ligeligt mellem forældrene.

Jeg har selv prøvet både en kort og en længere barsel. Og det gør en stor forskel ikke at skulle aflevere sit barn når hverken barnet eller forældrene er klar til det.

Det løfte der ligger i Landsstyrets tillægsaftale kan være med til at sikre landets børn en god start på livet. Det burde være i alles interesse (også de der ikke selv skal på barsel…) at minde politikerne om den prioritering. Hold øje med hvad der sker og råb op, hvis det nu alligevel ryger ned i bunden af den politiske dagsorden. Der kan ikke herske tvivl om, at en ustresset barselsorlov forbedrer livskvaliteten for både børn og forældre. Den forbedring vil kunne mærkes på de kommende generationers trivsel.

Så hold politikerne til ilden – de skal ikke diskutere om vi har råd, men snarere om vi har råd til at lade være!