Arnanut

Thrine Gamst-Pedersen er en kvinde med gå-på-mod. Hun har fire uddannelser bag sig. Den første uddannelse blev hun tvunget til at tage, mens resten af uddannelserne er gennemført fordi hun brændte for fagene.

Thrine Gamst-Pedersen er født i Nuuk.

– Jeg tog min realeksamen, hvor efter mine forældre opfordrede mig til at tage et år i huset, før jeg gik videre med mine uddannelsesplaner. Jeg ville ellers gerne til Frankrig, men mine forældre ville have, at jeg blev i Nuuk.

Det var også hendes forældre, der besluttede, at hun skulle uddannes til telegrafist.

Det var ikke noget jeg selv ville. Jeg havde to andre større søskende, som var rejst til Danmark for at tage en uddannelse, men de vendte i første omgang hjem igen uden at have færdiggjort deres uddannelse. Derfor mente mine forældre, at det var bedst, at jeg tog en uddannelse i Grønland.

– Det var bestemt ikke en beslutning, der passede mig.

Thrine Gamst-Pedersen tog til Qaqortoq for at starte på telegrafist-uddannelsen. Det tog fem år.

– Jeg arbejdede som telegrafist i 10 år, og i den forbindelse har jeg flere gange været på kursus i Kastrup lufthavn. På et tidspunkt blev telegrafist-stillingerne nedlagt, og jeg begyndte at tænke nye veje.

Fakta om zoneterapi

Under og på fødderne findes et fuldstændigt kort over hele menneske-kroppen. Hver del af kroppen har en zone på fødderne som kaldes en reflexzone. Hvis der er ømhed i en reflexzone hænger det sammen med, at en del af kroppen ikke fungerer optimalt. Ved at behandle de ømme reflexzoner med specielle trykkombinationer, kan zoneterapeuten påvirke organerne til at bedre kroppens funktion, og dermed genoprette kroppens balance

Zoneterapibehandlingen foregår ved trykmassage på føddernes under- og overside. Gennem de enkelte reflexzoners ømhedsgrad, hudens tilstand, m.m. danner zoneterapeuten sig et billede af ubalancens karakter, placering og styrke. Behandlingen tilrettelægges herefter. Gennem behandlingen påvirkes de dele af kroppen, der ikke fungerer optimalt, og kroppen kommer igen i balance.På forhånd er det svært at sige, hvor mange behandlinger der er nødvendige – alt afhængig af problemet.

Kilde: Forenede Danske Zoneterapeuter

Thrine Gamst-Pedersen valgte at tage til Danmark for at uddanne sig til afspændingspædagog.

Jeg søgte økonomisk støtte hos hjemmestyret men fik afslag. Halvvejs i forløbet indvilgede hjemmestyret dog i at betale for resten af min uddannelse.

– Da jeg blev færdig som afspændingspædagog, fortsatte jeg min uddannelse til zoneterapeut. Denne gang søgte jeg ikke økonomisk støtte hos hjemmestyret, da jeg ikke regnede med, at de ville betale for en uddannelse, der havde med alternativ behandling at gøre.

Da hun var færdig med sin uddannelse, besluttede hun og hendes danske mand at tage tilbage til Grønland for at bosætte sig.

Parret købte i 1996 hus i Ilulissat, hvor Thrines mand i dag er leder af byens kunstmuseum.

– Jeg blev ansat som leder af børneafdelingen på børnehjemmet »Sarliaq«. Jeg turde ikke starte som selvstændig zoneterapeut, da jeg ikke regnede med, at der var kundegrundlag nok for en alternativ behandler i Ilulissat.

– Jeg drømte om at få min egen klinik. Men at tage springet ud som fuldtids-selvstændig var skræmmende.

Thrine Gamst-Pedersen havde kunder i ny og næ, men den faste løncheck fra børnehjemmet var betryggende for hende og fungerede som lidt af en sovepude.

I de 11 år hun var på børnehjemmet tog hun bl.a. psykoterapeut- uddannelsen. Og først i 2007 tog hun springet, kvittede sit job og startede sin egen klinik »Isfoden« – Qaanngoq.

Klinikken er beliggende i privat-hjemmet.

FÅR FLERE KUNDER FOR HVER DAG
Nu – et år efter klinikkens fødsel går det godt for Thrine Gamst-Pedersen.

– Jeg får langsomt flere kunder for hver dag der går.

Hendes speciale er en kombination af afspændingspædagogik og zoneterapi.

– Jeg behandler folk, der har problemer med bevægapparatet, sportsskader, personer der har smerter i leddene, sukker-sygepatienter, børn med kolik, unge med menstruationssmerter, personer med øre og øjne-problemer med videre.

– Jeg har desuden fået etableret mig med erhvervszoneterapi hos Falck Healthcare.

– Flere firmaer i Ilulissat er også begyndt at give goder til deres ansatte, så de ansatte kommer til mig for at få zoneterapi eller afspænding. Det er populær personalepleje.

– Jeg har også haft turister og folk fra andre byer på klinikken.

Der er typisk tale om personer, der er på transit-rejse, og som lige vil behandles, inden de skal videre.

– Det er rigtigt godt at være selvstændig og kunne tilrettelægge sin arbejdstid selv. At se et medmenneske komme lidende ind i klinikken og gå lettet, eller anderledes derfra, er opløftende. At hjælpe en person til at få gang i egen udvikling.

– At give zoneterapi får mig til at leve i nuet, og jeg konstaterer bare, at jeg har valgt et fag, som lige er mig.

– Min drøm er at få en »rigtig« klinik, som ikke er placeret samme sted som vort hus. I fremtiden vil jeg også gerne have gæstebehandlere på besøg. Så byens befolkning har mulighed for at prøve for eksempel akupunktur, kiropraktik m.m.

– Jeg og min mand regner med at blive boende i Ilulissat. Her har vi etableret os og har det godt i en by der er fremdrift i.

– Specielt, når man som jeg har passeret de 50 år, er det vigtigt, at man holder sig fysisk i form. Jeg løber flere gange om ugen i fjeldene og blev for eksempel grønlandsmester i år, ved det uofficielle grønlandsmesterskab i orienteringsløb i min klasse. Om vinteren spiller jeg badminton, og så er jeg ofte på lange ture med vores 12 slædehunde, siger Thrine Gamst-Pedersen.

Af Irene Jeppson

29-årige Doris Jakobsen er gravid med sit første barn
– Jeg er begyndt at lytte mere til min krop, når jeg vågner om morgenen. Det er vigtigt for mig at være glad. Før kunne jeg have tendens til at være stresset og glemme at spise. Nu lytter jeg til min krop og slapper mere af, siger Doris Jakobsen.

Hende og kæresten, Mads Petersen, venter deres første barn til oktober.

Doris har termin den 25. oktober.

Doris og Mads mødte hinanden første gang i Qaqortoq på Sulisartut Højskoleat.
– Jeg så ham senere og jeg kunne mærke, at jeg var interesseret i ham. Jeg syntes, han var dygtig og velformuleret. Vi begyndte at snakke sammen og senere havde vi kontakt til hinanden via telefon.
– Jeg kan huske, at vi blev kærester den 18. oktober 2004 i Nuuk.

Doris Jakobsens kæreste, Mads, har to piger på 7 (Ulunnguaq) og 8 år (Melani) fra et tidligere forhold.
– Det var en stor mundfuld for mig at blive papmor for pigerne.

Jeg var nervøs for at tage et så stort ansvar.
– Nu har de boet hjemme hos os i cirka tre år, og det går rigtigt godt. Vi har fået følelser for hinanden, og jeg elsker dem.
– Det at blive papmor var meget lettere, end jeg havde troet. De er jo så store og kan selv. Det ville måske ha’ været anderledes, hvis det havde været to små piger. Det har været vigtigt for mig at have god kontakt med pigernes biologiske mor.
– Jeg havde ikke selv overvejet at blive mor. Jeg har altid tænkt, at jeg ikke ville blive mor. Men efter at vi har taget pigerne til os, har de nok fået moderinstinket frem i mig.
– Jeg glæder mig til at blive mor. Tidspunktet for min graviditet er perfekt. Jeg hverken ryger eller drikker, og jeg er hverken for ung eller gammel.
– Melani og Ulunnguaq glæder sig også vildt til at blive storesøstre. Pigerne håber, at vi får en dreng, smiler Doris Jakobsen.

GRAVID - MEN TABTE BARNET
Doris Jakobsen blev gravid sidste år, men tabte barnet.
– Vi var i Qaqortoq til Siumut’s landsmøde.Vi fortalte om den glædelige nyhed til venner, familie og bekendte. Jeg havde forsøgt at blive gravid i et halvt år og endelig lykkedes det.
– Men jeg tabte barnet. Det var hårdt. Jeg ved ikke, hvorfor jeg tabte barnet, om det var fordi, jeg havde været for stresset.
– Jeg talte senere med en læge der fortalte, at det var meget normalt at tabe fosteret første og anden gang man var gravid. Hvis det skete for tredje gang, skulle man opsøge en læge.
– Vi har derfor denne gang valgt at gå stille med dørene.

I februar var Doris Jakobsen i Ilulissat, og hun havde en mistanke om, at hun var gravid igen.
– Jeg kastede op og havde det dårligt. Min bedstefar var lige død, og jeg havde travlt i forbindelse med mit politiske arbejde. Jeg stillede op til næstformandsposten på Siumut’s landsmøde.
– Der skete en masse i de dage, og jeg var ikke helt klar over, hvorfor jeg havde det, som jeg havde det.

En graviditetstest viste dog, at hun var gravid.

Oktober er vist jeres måned…Du fylder 30 i oktober, du mødte Mads i oktober og nu venter I barn i oktober……
– Ja, det er pudsigt.
– Min lillesøster har lige fået en dreng for første gang den 21. juli. Den lille dreng er så betagende og kærlig, at jeg næsten ikke kan undvære at se ham. Jeg øver mig til selv at blive mor ved at passe ham.

DEN ÆLDSTE I SØSKENDEFLOKKEN
Doris Jakobsen er født og opvokset i Ilulissat.
– Jeg har tre søstre og to brødre. Jeg er den ældste i søskendeflokken. Vi piger er strenge, larmende og vil bestemme det hele, mens vore to brødre er varme, kærlige og finder sig i meget, griner Doris Jakobsen.
– Jeg elsker mine søskende.
– Da jeg begyndte at tjene mine egne penge, tog jeg de yngste med på ferier til Danmark, og jeg har også være med til at betale for, at en af mine søskende kunne komme på engelsk-kursus i England. Det er vigtigt for mig at vise mine søskende livet uden for Grønland og give dem nogle oplevelser.

Doris Jakobsen har dyrket Taekwon-do på topplan i en årrække og har erhvervet sig det sorte bælte.
– Jeg dyrkede Taekwon-do fra 1987 til 1996. Jeg er stadig meget smidig, men min kondition er elendig.
– Nogle gange har jeg lyst til at starte igen, men er også tøvende, da Taekwon-do drejer sig om hård træning.
– Jeg har stadig et stort hjerte til Taekwon-do. Sporten har givet mig selvtillid og ansvarlighed.
– Min lillebror har også sort bælte. Min far har været formand for Ilulissat Taekwon-do forening i flere år. Selvom han ikke selv dyrkede sporten, har han været god til at støtte os børn og »punket« os til at blive nogle dygtige sportsudøvere.
– Generelt har vores forældre støttet os i hele vores opvækst. Doris Jakobsen har været stormester to gange, nummer tre til Danmarksmesterskabene i Taekwon-do og har desuden modtaget årets idrætspris to gange. Hun har også modtaget opmuntringspris fra borgmesteren i Ilulissat.

TOG TIL DANMARK FOR AT LÆRE DANSK
Doris Jakobsen gik ud af folkeskolen i 11. klasse.
– I 10. klasse blev jeg flyttet til en dansk klasse, fordi der ikke var plads til flere grønlandske udvidede elever i min klasse. Alle mine nye skolekammerater talte kun dansk, og det år blev jeg meget tilbageholdende.

Mine nye kammerater var dygtige og velformulerende, og jeg følte mig »uden for« fællesskabet.
– Mine forældre kendte et dansk par, en læge og en sygeplejerske – og de tilbød at jeg kunne komme til Danmark for at gå i folkeskole. Jeg tog af sted og kom tilbage til Ilulissat for at tage afgangseksamen i 11. klasse.
– Mine forældre syntes, det var fint, at jeg tog til Danmark – for så kunne jeg lære dansk.

Efter endt 11. klasse tog Doris Jakobsen til Aasiaat for at gå på GU.
– Der er nu gået 10 år, siden jeg blev færdig med min gymnasiale uddannelse, og jeg er stadig under uddannelse.
– Jeg startede på seminariet men måtte holde 5 års orlov på grund af min politiske karriere.
– Men nu er jeg tilbage på uddannelsesbænken, og jeg regner med at blive færdig som lærer om to år.

Hvad laver du om 10 år?
– Der er jeg blevet master indenfor uddannelsen og formand for Siumut. I fremtiden kunne jeg godt tænke mig at blive lærer på gymnasiet og undervise i matematik, kultur og samfund, siger Doris Jakobsen.

Af Irene Jeppson
Foto Leiff Josefsen

1. Vin eller vand?
Vand. Jeg drikker ikke alkohol. Jeg holdt op med at drikke for tre år siden, da jeg gerne vil leve et sundere liv. Desuden er der mange, der opfører sig anderledes, når de har fået noget at drikke. Alkohol kan føre noget negativt med sig.

2. Mobil eller computer?
Begge. Jeg kan godt undvære både mobil og computer, når jeg er ude i naturen, men jeg kan ikke undvære det, når jeg er i storbyen. Jeg kan ikke undvære en computer, når jeg er i byen. Jeg læser nyheder på nettet og følger med i netbaby hver dag.

3. Email eller brev?
Jeg synes det er dejligt at få breve, når det ikke er regninger. Jeg kan godt savne et »gammeldags« brev. Jeg havde mange brev venner som ung. Men det er også dejligt med email. Jeg kan ikke undvære det. Det er så nemt at bruge. Jeg kan kommunikere med familie, venner og fremmede personer. Jeg får også af og til mails fra personer jeg ikke kender.

4. Ugeblad eller en bog?
Jeg læser både ugeblade og bøger. Jeg læser også Ekstrabladet og Jyllands Posten på nettet – hver dag. Jeg har været medlem af en bogklub og fornyligt købte jeg 41 nye bøger. Jeg kan godt lide at læse. Jeg og Mads læser også så vidt muligt om aftenen for vores to piger. Mine forældre meldte mig ind i en Disney-bogklub, dengang jeg var barn. Jeg holder stadig af Disney-bøger. Men da jeg var i Ilulissat fortalte min mor, at hun havde afleveret en masse børnebøger til Røde Kors.
Den sidste bog jeg har læst var »Qaannat alannguanni« af Tupaarnaq Rosing Olsen.

5. Make up eller naturlig?
Som barn kørte jeg meget på hundeslæde, og jeg har dyrket Taekwondo i en årrække. Make-up eller det at gøre mig pæn har aldrig interesseret mig. Det var faktisk først da jeg kom ind i politik, at jeg blev opfordret til at bruge make-up. I dag bruger jeg kun kosmetik til øjnene.

6. Sko eller støvler?
Bare det ikke er høje hæle. Jeg går helst i fodtøj uden hæle. Det er meget behagligere og sundere for fødderne. Jeg kan bedst lide at have træningssko på.

7. Storbyferie eller strandferie?
Jeg elsker storbyer som New York. Jeg kan godt lide at shoppe rundt i forretningerne. Sidst jeg var i Danmark, var der en bekendt, der spurgte mig, om jeg havde lyst til at tage med til stranden. Jeg takkede nej og foretrak at gå på shopping.

8. Ilulissat eller Nuuk?
Begge. Jeg føler mig hjemme begge steder. Jeg kan godt lide at være i Ilulissat om vinteren. Jeg savner nogle gange at køre på hundeslæde. Der er også mere nærvær og sammenkomst blandt folk end i Nuuk. Sommeren i nord er også dejlig, når solen skinner døgnet rundt, og naturen er ene stående.
Men Nuuk er også en dejlig by. Der er så mange ting at tage sig til. Der er flere muligheder…biograf, svømmehal med videre. Vi har også en del venner her i byen.

9. Løbe eller gå?
I dag vil jeg sige at gå. Jeg kan også godt lide at løbe, men jeg er gået i stå. Jeg er gravid med mit første barn. Derfor går jeg meget for tiden. Jeg er jo heller ikke helt slank, griner Doris. Man møder også mange flere mennesker, når man går. Når man kører i bil, kører man bare forbi de mennes ker, man kender.

10. Sommer eller vinter?
Sommer. Det er dejligt at være sammen med familien om sommeren. Vi tager ud i fjeldet for at hygge os med mad. Det er også dejligt at sejle. Men jeg kan også godt lide vinteren. Som barn plejede vores mor at vække os, når den første sne var faldet. Det var dejligt at stå op til nyfalden sne. Sne betød, at vi snart kunne komme ud og køre på hundeslæde. Her i Nuuk udnytter jeg ikke vinteren… jeg var dog for første gang ude på liften i vinter for at prøve at stå på ski. Det var sjovt, men også pinligt. Jeg fik grint en hel del den dag, fniser Doris. Jeg og familien har dog et par gange været ude ved liften for at køre på kurebrædt. Jeg kunne godt tænke mig at lære at stå på ski.

Alex sammen med sin søster og nevøen Niclas.

– Min nevø betyder meget for mig. Jeg holder meget af ham og ville ønske, at han fik mere hjælp.
– Tænk at have et liv, hvor du ikke kan planlægge noget som helst. Det må være forfærdeligt, siger den 32-årige Alex Andersen fra Nuuk.
– Jeg bliver helt ked af det, når jeg tænker på min søster og min nevø Niclas. De fortjener det bedste. Alle mennesker har krav på at have et godt liv, siger han.

Alex Andersen er født i Qeqertarsuaq, men har boet størstedelen af sit liv i Nuuk. Han har hele tiden gang i mange projekter, og han er blandt andet kendt som trommeslageren fra Chilly Friday.
– Jeg har tre små søstre fra min mors side og en lillebror og en lillesøster fra min fars side. De fleste af mine søskende bor i Danmark. Jeg har god kontakt med dem alle sammen, men kunne godt tænke mig at se dem oftere. Det er dog svært, når man bor så langt væk fra hinanden.

Alex Andersen har en nevø, som han er tæt knyttet til.
– Min nevø fra min ældste søsters side er multihandicappet. Han kan ikke snakke, men alligevel forstår vi hinanden. Der er et bånd imellem os, og han udtrykker sig oftest ved at smile og grine.
– Det er hårdt for min søster. Hun passer ham alene døgnet rundt og er der for ham 100 procent.
– Når han en sjælden gang besøger mig, hygger vi os sammen. Vi spiller guitar og leger lidt med klaveret. Da han er spastisk handicappet, er hans krop meget stiv og derfor masserer jeg ham hver gang, han er på besøg. Det er vigtigt, at han får løsnet op.
– Min søster er blevet opereret på hænderne, fordi hun har båret så meget rundt på sin søn.
– Min søster har krav på to støttepersoner og en aflastningsfamilie, men hun får det ikke. Jeg kan godt forstå, at hun snakker om at flytte til Danmark. Hun bliver jo træt af at passe sin søn under de forhold.
– Hun er faktisk frihedsberøvet meget af tiden. Groft sagt kunne hun ligeså godt ha’ siddet i fængsel. Heldigvis går Niclas i skole. Der har han en lærer og en støtteperson. Men hvis en af dem er syge, så kan han ikke komme i skole.
– Min søster kan ikke planlægge noget som helst, siger Alex Andersen.

DRØMME
– Niclas vil forblive som en person, der ikke kan tage vare på sig selv. Jeg har valgt ikke at behandle ham som et lille barn. Jeg behandler ham, som jeg vil behandle hans jævnaldrende på 7-8 år.

Alex Andersen har to gange drømt om sin nevø.
– Niclas’ ryg svajer meget, men en nat drømte jeg, at han pludselig kunne sidde normalt.
– Jeg har haft en anden drøm, hvor Nicklas pludseligt begyndte at tale normalt.
– Det er nok mine inderste ønsker, der kommer til udtryk i mine drømme.
– Det kunne ellers være dejligt at få eksempelvis landsstyreformand Hans Enoksen til at bytte rolle med min søster. Han burde få lov til at passe min nevø en hel dag. Jeg er sikker på, at han ikke ville klare det en enkelt dag.
– Det er meget svært for mig ikke at lade mig blive påvirket af min lillesøster og nevøs liv. De er hele tiden i mine tanker. De fortjener at have det godt.
– Systemet gør alt for lidt for de mennesker, der har det dårligt.

LAGDE SPRUTTEN PÅ HYLDEN
Alex Andersen holdte op med at drikke alkohol og ryge for fire år siden.
– Jeg stod nytårsdag, klokken to om morgenen, på »Kristine-mut« med 3 bajere og 2 pakker smøger foran mig.
– Jeg tog mig selv i at kigge mig omkring og tænke »at det her er ikke mig, hvad laver jeg her«.
– Jeg tog hjem og holdt op med at drikke og ryge. Kort efter mødte han sin nuværende kæreste, Aggo Rosing Olsen.
– Hun drikker heller ikke, så jeg følte, at det var en gave at møde hende, og jeg havde hende til at støtte mig i min beslutning.

Cirka et par år efter lod han sig friste af et glas rødvin, og det udviklede sig stille.
– Jeg tog mig en rødvins tur og gjorde noget, jeg ikke skulle ha’ gjort. Det gik op for mig, at alkoholen fik mig til at overskride de grænser, jeg normalt ikke ville overskride, og fra den dag sagde jeg stop.
– Jeg har levet et liv, hvor jeg har været meget eksponeret. Det, at jeg var en kendt musiker, gjorde, at jeg stille begyndte at holde afstand til mange mennesker. Når man er en eksponeret person, så er der mange mennesker, der ikke accepterer ens private liv. De tror, at de kender en, selv om jeg ikke kender dem. Jeg har derfor brugt en masse energi på at holde folk på afstand.
– Efter jeg er holdt op med at drikke, er afstanden blevet mindre. Jeg har fundet mig selv mere. Jeg er blevet ærlig overfor mig selv og mine omgivelser.
– Jeg har været let at trække rundt med. Jeg har været let at manipulere med, men jeg er blevet klogere.
– Dengang jeg drak plejede folk, jeg ikke kender, at komme hen til mig og snakke om deres personlige problemer. Det tiltrækker folk, at man er eksponeret. Det var hårdt, når folk forventede noget af mig. Hvis man ender som en eksponeret person, er det vigtigt at kunne tackle denne rolle. Ellers kan det ende med misbrug.
– Jo ældre man er, jo sværere er det at komme ud af et mønster. Da jeg holdte op med at drikke skiftede jeg en masse venner ud. Jeg fandt ud af, hvem der var mine rigtige venner, og de er der stadig for mig.
– Det er hårdt at skifte livsstil. Der er mange, der når bunden, og som slet ikke kan se noget godt ved livet. Der er mange, der falder i igen, fordi de tror, at alting bliver godt to dage efter de er holdt op med at drikke, men sådan er det jo ikke. Der kan gå måneder eller år…
– Afhængighed har det med at flytte sig. Før var jeg afhængig af smøger og alkohol. Men nu har afhængigheden flyttet sig, og i dag er jeg nok en slags workaholic. Workaholic kalder man det, når man er afhængig af sit arbejde.
– Det tager mindst lige så lang tid at blive uafhængig som at blive afhængig, siger Alex Andersen.

JEG ER HELDIG
– Men hold kæft, hvor har jeg det godt nu. Når jeg står op, føler jeg mig velsignet over det liv, jeg har. Jeg har mad på bordet, og jeg behøver ikke at drikke eller ryge.
– Grønlands største folkesygdom er misbrug, det kan være misbrug af alkohol, euforiserende stoffer eller børne misbrug. Og det kommer af en ting: For lavt selvværd.
– Man kan kun få bugt med det ved at snakke om det og respektere hinanden, mener Alex Andersen.
– Vi bor i fede huse, har flot tøj og flotte biler, men i virkeligheden er vi mange, der har det af helvede til.
– Vi snakker for lidt sammen. Vi holder problemerne for os selv og nedbryder vores selvværd. Jeg vil opfordre folk til at åbne sig og få sagt de ting ud, som de har på hjertet.
– Elsk det du holder af, også når du har det godt, siger Alex Andersen.

Hvad laver du om 10 år?
– Så har jeg fået børn. Jeg har fået nogle rammer, der gør, at jeg kan opdrage mine børn på den bedste måde.
– Jeg tror, at jeg til den tid vil have det bedre med mig selv. Mit håb er meget simpelt, og det er at have det godt.

Alex Andersen er født i 1976 i Qeqertarsuaq.

Han begyndte at spille trommer som 13-årig. I 1992 dannede han gruppen »Affray« og spillede i 6 år. Da Affray blev opløst i 1998 tog Alex på musikhøjskole i et år.

Senere kom Alex med i bandet »Sialuit« hvor han mødte Malik Kleist. Sialuit var et eksperimenterende pop/rockband som aldrig kom særlig langt. Ikke længe efter opløstes Sialuit og i vinteren 1999 slog Alex og Malik sig sammen og startede Chilly Friday.

Han har blandt andet været med til at starte en musiker - forening i Nuuk med navnet Nuummi Nipilersortartut og han har ligeledes været med til at starte musikerforbundet i Grønland.

Alex Andersen er initiativtager bag selskabet Greenland Media Group, som er en sammen - slutning af flere virksomheder, der går sammen om at løfte opgaver inden for mediebranchen.

Alex Andersen har desuden slået sig sammen med musikerkollegaen Eigel Petersen og startet Ice Music Aps, som både er et label og en distributionsvirksomhed.

Han er også med til at arrangere talent-konkurrencen »Inuvoice«. Inuvoice bliver sendt i KNR-TV næste vinter.

Alex samme med sin søster og nevøen Niclas. – Min nevø betyder meget for mig. Jeg holder meget af ham og ville ønske, at han fik mere hjælp.

10 »iskolde« til Alex Andersen

1. Vin eller vand?
Vand. Jeg holdt op med at drikke for 4 1/2 år siden. Desuden er 70 procent af vores krop lavet af vand, og man kan leve længe af vand, det kan man ikke af vin.

2. Pizza eller sæl?
Uha…hvis jeg var på en øde ø, ville jeg vælge sæl, selvom jeg ikke spiser det så tit.

3. Strandferie eller storbyferie?
Strandferie. Det ville være dejligt at komme lidt væk fra den travle hverdag. Komme væk fra bilerne, udrykningerne og komme til en strand og høre havets brus.

4. Qanorooq eller tv-avisen?
Begge. Jeg synes det er vigtigt at følge med i nyhederne.

5. Mobiltelefon eller computer?
Computer. Den kan så meget…

6. Fest eller hjemlig hygge?
Hjemlig hygge. For fem år siden ville jeg have sagt fest. Det er dejligt at være hjemme og sidde og snakke med nogle gode venner, spise noget god mad og drikke kaffe.

7. Udenlandsk eller lokal koncert?
Udenlandske koncerter er meget inspirerende. Men det er også fedt at se, hvad grønlandske musikere kan, for de kan meget. Grønlandske musikere er gode til at spille på en scene, men udenlandske musikere er gode til at lave scene-shows.

8. Alene eller med nogen?
Jeg kunne ikke leve alene, men jeg kan godt lide at være alene og »kigge ind i mig selv«.

9. Bil eller båd?
En bil. Den sparer mig for en masse tid. En båd er sæsonpræget, mens man kan bruge en bil året rundt.

10. Løbe eller gå?
Løbe. At gå tager for lang tid.

Tekst: Irene Jeppson

22-årige Pipaluk Adams arbejder som professionel pornostjerne

– Jeg har altid følt mig tiltrukket af sex. Jeg synes sex er fascinerende. Derfor havde jeg heller ingen problemer med at springe ud som pornomodel, siger den 22-årige Pipaluk Adams.

Hun blev født i 1985 på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Hendes far Sofus er grønlænder mens hendes mor Silvana er italiener.

Pipaluk Adams kom til Danmark som 2-årig i 1987.
– Mine forældre bor ikke længere sammen, og min far er flyttet tilbage til Grønland. Jeg har dog stadig kontakt til min grønlandske familie.

Pipaluk Adams, der går under navnet Paris Natalia, bor i Ringsted sammen med sin forlovede.
– Jeg startede med at være almindelig tøjmodel. Så blev jeg nøgenmodel, og nu er jeg også pornomodel.
– Jeg tænker på mit arbejde som et velgørenhedsarbejde. Der er mange gode ting i branchen, og vi bliver behandlet pænt og professionelt. For mig er porno en positiv ting. Den er i hvert fald med til at stoppe 3 procent af alle voldtægter.

MASSER AF REJSEOPLEVELSER
Pipaluk Adams arbejde gør, at hun kommer vidt omkring i verden.
– Jeg har valgt at gøre dette til min levevej. Jeg har fået en del nye forbindelser, der betyder, at jeg skal ud og rejse en del i fremtiden.
– Jeg skal blandt andet til USA, Europa og Japan for at deltage i filmoptagelser.
– Senere skal jeg til Australien og Canada for at deltage i pornofilm.

I slutningen af måneden skal hun til Sverige for at få taget billeder, og senere skal hun deltage i flere »shots« til forskellige hollandske blade.
– Der er en del opmærksomhed omkring min person i disse dage, netop fordi jeg er Grønlands første pornostjerne. Jeg har lavet en del interviews og har fået taget billeder til forskellige danske blade som »Express«, »Pigespecial«, Berlingske og Ekstrabladet.

CHARMERENDE
– Der er mange der synes, at det er charmerende, at jeg ser halv-grønlandsk ud, og at jeg har høje kindben.
– Mit udseende giver et lidt andet præg i branchen. Der er flere der har sagt, at jeg er den smukkeste grønlænder de har set.

Hvordan har reaktionen været fra dine nærmeste?
– Der er mange, der synes, at det er positivt, at jeg viser en anden side af Grønland. Jeg har fået en hel del positive breve fra Grønland fra folk, der synes, at det er fedt at jeg viser landet frem på denne måde.
– Min familie er godt klar over, hvad jeg laver. Min mor ved det, men vi taler aldrig om det.

Du er forlovet… hvordan tager din kæreste det?
– Han har det helt fint med, at jeg er i pornobranchen. Han ser det blot som mit arbejde. For mig har det været vigtigt at have en kæreste udenfor branchen. Min forlovede er leder på et nathold.
– På den måde har jeg en at snakke med om andre ting end lige sex.

Pipaluk Adams er tit på farten for at lave opgaver.
– Jeg arbejder nogle gange i 1-2 uger i træk, det er specielt når vi er ude i verden for at lave filmoptagelser.
– Jeg er tit på farten i to uger ad gangen.
– Men jeg laver også opgaver, der kun varer omkring fem timer. Jeg har eksempelvis været i Prag for at lave en-dags shot. Hvor vi tager afsted om formiddagen og kommer tilbage i løbet af aftenen.
– Jeg har lige været i Jylland for at få taget nogle billeder, hvor to fotografer har fulgt mig på min tur.

Pipaluk Adams er igang med at lave en kalender og en erotisk bog.
– Vi har det altid hyggeligt, når vi er ude på opgaver. Jeg får en god løn, og alle faciliteter bliver betalt på vores rejser. Der er altid grin over mit arbejde.

FORNYE IMAGE
I pornobranchen er Pipaluk Adams kendt som Paris Natalia.

– Paris Natalia er mit mellemnavn. Jeg har tidligere været blond men har lige skiftet image, så jeg nu har sort hår.
– Lige som alle andre stjerner, er det vigtigt at skifte image en gang imellem. Man skal hele tiden forny sit image, så man har noget nyt at tilbyde sit publikum.

Hvad laver du om 10 år?
– Der er jeg stadig indenfor pornobranchen. Men ikke som aktiv deltager, men som instruktør.
– Jeg har svært ved at se noget negativt ved jobbet. Jeg elsker det. Jeg kunne faktisk ikke forestille mig at lave noget andet, siger Pipaluk Adams.

Tekst: Irene Jeppson
Foto: Philip Marco Valentin

Kreativitet + originalitet = Grønlands nye eksportvare?
Rita og Nickie er to selvstændige, kreative kvinder fra Grønland, der har international succes med deres tøjdesign. Arnanut har besøgt deres butik ISAKSEN // design for at få historien.

Jeg har aftalt med en veninde at besøge Isaksen Designs butik på Frederiksberg, som ligger lige i nærheden af Frederiksberg Metrostation. Jeg har set deres tøj på TV og til modeshow i Tivoli og jeg er nysgerring efter at se deres butik. Og jeg bliver ikke skuffet: Butikken er lille, men velindrettet og stopfyldt med lækkert tøj. Vi står hurtigt med en shoppers yndlingsproblem: Vi har lyst til at købe hele butikken! (Og det lykkedes næsten…) Det slår mig at dem skal vi da have med i Arnanut! Hvorfor har jeg ikke tænkt på det noget før? Heldigvis er d’damer med på idéen og vi får hurtigt lavet en aftale om et interview.

Adresser og links:
Isaksen Design i Grønland finder man hos Lene-mi i Nuuk og Glacier Shop i Ilulissat.
Tjek dem ud på www.isaksen-design.dk

Jeg kommer ud til butikken igen et par dage efter og får hele historien af Rita og Nickie, der tydeligvis har travlt – også denne lørdag. Men de tager sig begge to tid til at fortælle mig, hvordan det gik til at de startede en forretning sammen, mor og datter.

Skabte overskrifter
I august 2007 skaber Isaksen Design overskrifter i den danske modeverden, da de sammen med få andre dansk tøjmærker bliver bemærket af det ekslusive stormagasin Takashimaya, der har en afdeling på 5th avenue i New york. Isaksen sælger over halvdelen af deres kollektion og bliver inviteret med til en mode-event i New York i forbindelse med et dansk eksport-fremstød i USA. De er bl.a. med til gallamiddag med det danske kronprinsepar. Bag dette lille eventyr ligger mange års drømme og hårdt arbejde.

Fra Grønland til London
Det starter i Grønland (soorunami). Mor Rita vokser op i Paamiut og Nuuk, men flytter i 1979 til Danmark sammen med datteren Nickie, som på det tidspunkt er 5 år, for at få udvidet sin horisont. Det resulterer i, at hun starter på Teknisk skole i Sønderborg. Til at starte med vil hun være bundtmager, men hun ender med at blive møbelpolstrer. Det passer godt til hendes temperament.

Rita har altid godt kunne lide at bruge sine hænder og Nickie der »vokser op i stofrester« viser hurtig samme evner og interesser. Så efter en vel overstået uddannelse på Odense Håndarbejdsseminarie i Odense, brugte Nickie et par år på at finde ud af, hvilken designskole hun gerne vil gå på. Og da hun har arbejdet og boet i London, ender det i 1997 med at blive College of Fashion i London, hvor hun vælger speciale i herreskrædderi. (Herreskrædderi er kendt for at være det teknisk sværeste i branchen, red.) Rita hjælper med at lave en skindhue-kollektion til det afsluttende modeshow, hvor Nickie – sammen med knap 20 andre elever, ud af 100 – bliver udvalgt til at vise deres tøj. Skindhue-kollektion er den spæde start på mor og datter-samarbejdet.

Nedtur
Det er dog ikke alt sammen fryd og gammen. I andet skoleår i får Nickie lyst til at droppe alting. Hun føler ikke, at det hun laver kan hjælpe nogen eller gøre verden til et bedre sted. For hvad kan det hjælpe at lave tøj, når folk dør af sult? En veninde snakker tingene igennem med hende og får hende overbevist om, at hun jo selv kan bestemme, hvad hun vil med sine evner.

På den måde går det til, at deres målsætning i tøjproduktionen blandt andet er at tænke på miljøet og kun bruge de bedste naturlige materialer. Og sådan fik hun vendt en krise til noget godt, nemlig at der tidligt blev gjort nogle vigtige overvejelser. Noget der sagtens kan have betydning for deres succes med tøjdesign i dag.

Namedropping
Forskellige kendisser har gået med Isaksen Design:
– Nukâka Coster-Waldau er især god til at bruge os, når hun skal ud, men ellers kan vi nævne: Aviaja Lumholt, skuespilleren Liselotte Lohman, sangerinden Trine Gadberg. Og så bliver tøjet spottet på TV ind imellem.

Mor og datter
I 2002, efter 5-6 år i London, vender Nickie tilbage til København – vildt forelsket i Lars, som hun i dag har 4-årige Malik sammen med. Hun ved, at hun vil være selvstændig og hun har allerede lagt planer sammen med en veninde om at starte en butik. Men jo tættere på målet de kommer, Nickie har faktisk allerede fundet de perfekte lokaler på Vesterbro, jo mindre har veninden lyst til at snakke seriøst om planerne og til sidst bakker hun helt ud. Frustreret ringer Nickie til Rita, som hun altid har haft et tæt og godt forhold til og de aftaler, at hun skal komme hjem og snakke tingene igennem weekenden over. Da den weekend er overstået, er beslutningen taget og Isaksen Design ser dagens lys.

Men samtidig med at de skal til at starte butikken op bliver Nickie uventet gravid. Hun bliver dybt ulykkelig, fordi hun gerne vil begge dele rigtig meget, men ikke mener, at man kan gøre begge dele godt på samme tid. Rita slår koldt vand i blodet og siger, at man ikke skal gøre et barn til et problem og Nickie føler da også i dag, at hun har modbevist sine egne bekymringer.

Fra Vesterbro til Frederiksberg
Isaksen Design starter i 2002 i en lille butik på Vesterbro og konceptet er »genopfundet genbrug«. Blandt andet tager de ud og finder brugte møbler i enkel 60-70’er stil, som Rita polstrer om med for eksempel gamle jeans, sælskind og ko-skind. De møbler går som varmt brød. De første dage er fyldt med store og små sejre »i dag solgte vi for 400 kr.« som fremkalder en overbærende latter i dag, men de huskes også for den store lidenskab, fordi de personligt fremstiller hver enkel ting.
– Det var som små kunstværker og vi havde virkelig følelserne uden på tøjet, når folk sagde noget om dem, siger Nickie.

Det har de ikke tid til i dag og selvom, det er tegn på succes, så er der også gået mere ”forretningskvinde” i den, og de to kvinder er meget bevidste om ikke at drukne i administration og markedsføringsstrategier.

I butikken på Vesterbro har de to kreative kvinder travlt. Det er her de lærer noget om at drive butik og om, hvad kunderne vil have – hvad der sælger. Men de begynder efter et par år at få en følelse af, at der skal ske noget mere. Så da byfornyelsen rammer deres kvarter og de kan se frem til at blive skjult bag et håndværkerstillads, tager de skridtet og flytter i 2004 til deres nuværende lokaler på Frederiksberg. Her kommer der virkelig gang i butikken og det er her de går fra unika-tøjdesign til reelle tøjkollektioner. De forsøger at lave begge dele i starten, men tiden rækker simpelthen ikke og de må satse på én ting.

Copenhagen Fashion Week
Det går stækere og stærkere og i 2006 søger de om at komme med på Copenhagen Fashion Week, en modemesse der foregår to gange om året i København. Det lykkedes og de kommer med første gang i august 2006, markedsført som »grønlandsk design« og får på den baggrund masser af opmærksomhed, blandt andet fra kronprinsesse Mary.

Anden gang de deltager er i februar 2007 og her får de en bedre placering på messen og bliver bemærket af Takashimaya fra New York, der er forbi Copenhagen Fashion Week for første gang – hjulpet på vej af Dansk Eksportråd. Indkøberen bestiller få eksemplarer af en god portion af deres kollektion og Nickie og Rita kan ikke helt forstå al det postyr, det udløser. Ingen af dem er nemlig fashionistas og de går ikke så meget op i, hvem der er hvem i modeverdenen.

De finder dog efterhånden ud af, at de har »skudt papegøjen « og trejde gang de deltager i august 2007 sælger de tæt på halvfjerds procent af deres kollektion til Takashimaya og er dermed med blandt de »tunge drenge «, hvis man kan bruge det udtryk, i dansk mode. De bliver inviteret til at deltage i Danmarks eksportfremstød i september 2007 i New York, hvor de blandt andet skal til gallamiddag med kronprinseparret.

Isaksen brand
Den rigtige markedsføring er en stor del af succes’en og kræver næsten lige så stor opmærksomhed som selve arbejdet med designet, så jeg spørger, hvordan de har kringlet den så godt?
– En stor del skyldes, at vi hurtigt kom ind hos et godt PR-bureau, der er virkelig dygtige til at gøre opmærksom på os så vi kommer på modesiderne i de forskellige blade, men også at vi er meget bevidste om, hvad vil vil og især hvad vi ikke vil, fortæller Nickie. – Der er en klar linie i alt hvad vi laver. Lige fra mærker i tøjet til hjemmesiden.

Gode råd til andre med drømme
Rita: – Forvent ikke at blive rig og gør det ikke for penge. Man skal elske det man laver. Nickie: – Du skal tro på det du laver. Som kreativ opdager man hurtigt hvad man er god til og kan lide. Vær ydmyg – det tager tid – men tro på dig selv og følg din drøm.
– Pas på dig selv! Siger Rita og Nickie.
– Husk for Guds skyld at involvere dit netværk. De skal vide, hvad du laver, så de kan støtte og hjælpe dig. Du kan ikke gøre alting alene: Da Nickie blev gravid samtidig med at butikken skulle startes op troede hun at hun måtte opgive en af delene – men da støttede familien op om hende og til sidst var Nickie var ikke til at holde væk fra butikken. Også selvom hun skulle ned at ligge hele tiden i slutningen af graviditeten og de næsten ikke kunne være der begge to. Det endte med at vandet gik i butikken på Vesterbro og Rita, som havde troet at hun nok skulle være cool, gik i panik. Hun måtte lægge Nickie ned på gulvet og ringe til familien, så de kunne tage over. Rita blev ved med at se for sig, at hun ville stå der med en nyfødt i armene midt i butikken.

Lige nu klarer vi os med hjælp fra venner og familie, men vi er også opmærksomme på ikke at fjerne os for meget fra det vi er gode til, så vi lige pludselig bruger al vores tid tid på bogføring og hjemmeside. Vi ansætter folk til de forskellige ting, når vi kan se at behovet er der.
– Mund-til-mund-metoden er en meget effektiv markedsføringsmetode, men det tager tid. Vi har været meget pengebevidste fra starten og har ikke kastet os ud i tids- og pengekrævende reklamekampagner, der måske ville betyde, at vi ikke i sidste ende kunne levere varen. Vi skal hele tiden sørge for at have os selv med, siger Rita.

Nickie fortsætter: – Det, at vi er grønlandske er også en rigtig god måde at skille os ud på. Det er meget populært ude i verden at komme fra Grønland og det er dejligt at kunne give et godt indtryk sammen med de mange andre grønlandske navne, der også kommer frem nu.
– Jeg tror at der er en stor og boblende kreativitet i det grønlandske folk, der ligger tæt på overfl aden på grund af vores unikke historie. – Måske har det noget at gøre med nærheden til naturen eller vores kulturarv – hvad ved jeg?

Familieliv
Hvordan er det at have en forretning sammen og være i familie?
Rita: – Det kan være hårdt at arbejde sammen som mor og datter, fordi vi begge har temperament og vores helt klare meninger – også om den andens design – men det gør det også nemmere at få sagt ting og heldigvis er der ikke nogen af os der bærer nag. Selv når bølgerne går højt, har vi begge samme mål for øje. Vi har prøvet at stå og skændes, så det brager i baglokalet, hvor der kommer en kunde ind. Så er det bare på med smilet og bagefter kan vi så grine ad skænderiet og luften er renset.

Nickie: – Men selv om man kan tillade sig mere, når man arbejder sammen med sin mor, så er det også noget der tærer, fordi vi begge brænder så meget for det. Og fordi vi aldrig kan eller vil være kun kolleger, vi vil gerne beholde familiebåndet.

Hele familien er involveret på en eller anden måde, så der er stor forståelse for travlheden, men derfor også stort behov for at huske at passe på sig selv. Noget så enkelt som at huske at spise frokost, kan være svært når der er mange bolde i luften. (Nickie står faktisk også og tripper lidt, fordi hun skal hjem til sin søn, der fi k feber i Tivoli igår. Han bliver passet af sin far, mens mor bliver interviewet).

Nickie fortæller, at hun på et tidspunkt gerne vil med sin familie til Grønland og bo. Hun føler at hun mangler det for at blive »hel« og vil også gerne lære sit modersmål bedre igen.

Store øjeblikke
Jeg spørger om, der er nogle specielle begivenheder, de husker som noget stort,og de svarer:
– At vi fik to rigtig gode forhandlere på Grønland! Det er vi rigtigt, rigtigt glade for. Så var der dengang da Erna Lynge kom og lavede en tv-udsendelse til KNR. Og selvfølgelig da vi var med i Julehilsen til Grønland og til modeshow i Tivoli. Og sidst men ikke mindst: At komme på hylderne i Takashimaya og møde kronprinseparret.

Fremtidsplaner
– Vi har lige fået en stor forhandler i Island og håber også på at komme til Færøerne. Vi vil gerne repræsenteres i hele Norden, da det er her vi selv har hjemme og fordi vi synes tøjet passer perfekt til klimaet. Men vi har også håb om at komme til Japan, da vores stil er meget enkel og stram. Noget som japanerne traditionelt er glade for.

Ja, det bliver spændende at følge de to kvinder. Jeg vil i hvert fald holde øje med, hvor man kan købe deres tøj…

Af: Ivalu Risager
Foto: Anne Bang

En usædvanlig og beskeden kvinde.

Forfatteren Mâliâraq Vebæk er lige fyldt 90 år. Det kan man ikke se på hende. Hun har da også selv svært ved at forstå, at hun har nået den alder. Ligesom hun heller ikke kan se, hvorfor hun fortjener et portræt. Men det gør hun.

Det er en råkold, grå dansk vinterdag i marts, at Arnanut møder Mâliâraq Vebæk.

Hun bor i et hus i et stille villakvarter i Søborg, lidt udenfor København. Ude ved vejen blafrer fødselsdagsflag med Dannebrog. Det er der en forklaring på: Barnebarnet Sofia fylder 27 år. Og selv om fødselaren fejrer dagen i Paris med sine forældre, kan mormor jo godt vise fl aget i Søborg.

Snart skal Mâliâraq selv fejres. Indbydelser skrives flittigt ved skrivebordet. Det er jo trods alt ikke hver dag, man fylder 90 år.

– Det er ikke til at forstå, at jeg bliver 90. Det er gået hurtigt. Men jeg er meget taknemmelig over for mit liv, siger Mâliâraq Vebæk.

Hun blev den første kvindelige forfatter til at udgive en roman på grønlandsk og har lagt et kæmpe arbejde i at indsamle fortællinger og beretninger fra især Sydgrønland. Men hun mener ikke selv, at det er noget særligt.

– Jeg kan ikke helt forstå, hvorfor jeg skal i Arnanut, siger den lille spinkle bukseklædte kvinde med de opmærksomme sorte øjne. Ikke det sædvanlige billede på en 90-årig bedstemor og oldemor.

Hun forklarer, at hvis hun er lidt forvirret, skyldes det de mange invitationer, der skal skrives. Og så det faktum, at hendes yndlings muffedisser er blevet væk. Et umage par i blå farver med hvide perler. Inden interviewet begynder, leder vi sammen efter muffedisserne. Men de er som forsvundet fra jordens overfl ade. Til sidst giver hun op og tager i stedet et par i brunt moskusuld omkring håndleddene.

Født i Sydgrønland
Mâliâraq kom til verden den 20. April 1917 i Narsaq Kujalleq som datter af Hans Hoseas Josva Kleist og Bolette Marie Ingeborg Chemnitz.

Hendes far var kateket, sad i Grønlands Landsråd og skrev salmer og sange. Et forbillede for sin datter, som ikke ville gå den traditionelle vej for kvinder.

– Jeg ville være lærer ligesom min far. Han var jo kateket og holdt gudstjeneste to gange om ugen og jeg så op til ham, husker Mâliâraq Vebæk.

Som ni-årig oplevede Mâliâraq sin første adskillelse fra sine forældre. Hun skulle hen og bo hos sine bedsteforældre der boede i Lichtenau i et stort hus, hvor de var alene og ensomme, forklarer hun.

– Jeg kunne ikke sige nej. Men det var hårdt, og min mor græd i mange år, hver gang vi havde set hinanden om sommeren, fortæller Mâliâraq.

Dengang var stort set alle fangere i de omkringliggende bygder og byer. Hver sommer sejlede kvinderne i konebåd til fangstøerne, og når de var kommet i land, startede den store rengøring og konkurrence om, hvem der havde de reneste spæklamper.

Udvalgt til uddannelse
Den anden længerevarende adskillelse kom, da Mâliâraq blev udvalgt til at gå i pigeefterskole i Aasiaat i 1932.

Det var første gang, piger fik den mulighed og skolen var endnu ikke færdigbygget, så de omkring 14 piger boede på loftet i et lille bitte hus.

– Efter vi havde grædt meget over at være langt fra vores familier, så fi k vi det faktisk sjovt i Aasiaat. Eller Egedesminde som byen blev kaldt dengang, erindrer Mâliâraq Vebæk.

Hun opnåede højeste karakterer på sin årgang, inklusive drengene fra den parallelle drengeefterskole. Derfor blev hun tilbudt uddannelse i Danmark fra 1934. Tilbuddet kom fra Komitéen for Grønlænderinders Uddannelse. Det var en privat organisation, der havde til formål at uddanne kvikke grønlandske piger i “borgerlig dansk husførelse” og give dem mulighed for at følge forskellige kurser.

Mødet med Danmark var positivt ifølge Mâliâraq Vebæk. Måske fordi hun boede hos kirkeminister Thorvald Poulsen, i Holte, der tog Mâliâraq til sig som et af deres egne børn

Året efter tog hun til Silkeborg for at læse på Th. Langs Seminarium. Her var hun i årene 1935 til 1939, en tid hun beskriver som dejlig og sjov. Den eneste sørgelige begivenhed var, at hendes far døde, mens hun læste til lærer i Danmark. Hun bestod første del af uddannelsen, og besluttede sig at tage hjem til Grønland som forskolelærer. Her arbejdede Mâliâraq som lærer i både Paamiut, Aasiaat og Ilulissat.

Adskilt fra sin forlovede
Ombord på skibet hjem til Grønland i 1939 mødte hun imidlertid ham, der skulle blive hendes kommende mand. Han hed Christian Vebæk, var ansat som inspektør ved Nationalmuseet og foretog arkæologiske udgravninger i Grønland.

De mødte hinanden lige før Anden Verdenskrig brød ud, og da det skete, blev parret adskilt. Mâliâraqs danske forlovede opholdt sig i USA, og hun forsøgte at komme over til ham, men uden held. Selv om både Eske Bruun og Aage Bugge var meget hjælpsomme, påpeger hun.

Da krigen sluttede i 1945 blev parret gift.

– Det var jo en lang forlovelse. Men man kan sige, at vi tænkte os godt om, smiler Mâliâraq.

Parret bosatte sig i Danmark og fik to børn, døtrene Bolette og Astrid.

I 1960 byggede Mâliâraq og hendes mand huset i Søborg. Og selv om huset udefra set måske er meget dansk, er man ikke i tvivl om indehaverens tilknytning til Grønland, når man bevæger sig rundt i de hyggelige rum i huset. De fortæller også om familiens betydning for Mâliâraq Vebæk.

I den ene af stuerne hænger for eksempel et maleri af Hans Lynge over en kommode, hvor det vrimler med fotos af familien. Her er også fine små traditionelle kunsthåndværker skåret ud i narhvalstand, en fanger, en sæl og en kajak.

En snor med små træsnit hænger rundt om lampen på kommoden og giver et endnu større grønlandsk skær.

Udover Hans Lynge er der også kunst på væggen af Gitz-Johansen. Men derudover hænger der adskillige tegninger og hilsner på væggene fra børn, børnebørn og oldebørn. Og sådan er det i stort set alle værelserne i villaen.

Bosat i Danmark
Sammen med sin mand var Mâliâraq ofte i Grønland hvor hun assisterede under ægtefællens forskning.

Det var sammen med ham, at Mâliâraq begyndte sin interesse for at indsamle sagn og fortællinger rundt omkring i Grønland. Et sort-hvidt foto i spisestuen viser en ung Mâliâraq Vebæk, der sammen med sin mand lytter opmærksomt til, hvad to grønlandske kvinder har at fortælle.

Fra midten af 50’erne begyndte hun at udgive fortællingerne i grønlandske og danske tidsskrifter, som hun illustrerede med sine egne silhuetklip.

I Danmark arbejdede Mâliâraq Vebæk også med socialt belastede kvinder. Hun begyndte at skrive småhistorier. Mest for sig selv. Ifølge Kvindehistorisk Leksikon var de socialt belastede kvinder vigtige inspirationskilder for hende.

Selv siger hun, at hendes forfatterskab reelt startede en dag, hvor hun blev meget berørt over at læse i avisen at en grønlænder var set i forbindelse med et mord, der var sket på Vesterbro. Det passede ikke at det var en grønlænder, men Mâliâraq Vebæk blev så oprørt over den fordomsfulde beskrivelse, at hun satte sig ned og skrev som den første grønlandske kvinde en roman på grønlandsk. Bogen udkom i 1981 med titlen ”Búsime nâpinek”. Hun oversatte derefter selv bogen til dansk, hvor den fi k titlen ”Historien om Katrine”. Romanen, som også blev oversat til samisk og russisk, handler om den grønlandske kvinde Katrine, der gifter sig med en dansk håndværker og fl ytter til Danmark. Her lider hun så mange nederlag, at hun ender med at begå selvmord.

Bogen var medvirkende til, at Mâliâraq Vebæk fik den grønlandske forfatterforenings pris i 1982.

Optaget af kvinder
Grønlandske kvinder og især deres identitet i Danmark har optaget Mâliâraq Vebæk og kendetegner hende som forfatter.

I 1990 publicerede hun “Navaranaaq og de andre” (grønlandsk udg. Navaranaaq allallu, 1996) om de grønlandske kvinders historie. Ifølge Kvindehistorisk Leksikon bliver hun især hyldet for at have gjort en værdifuld indsats for at sikre både grønlændere og danskere adgang til de gamle fortællinger og sagn der er så vigtig en del af den grønlandske kultur.

Men selv vil den nu 90-årige friske kvinde ikke høre tale om, at hun er en stærk kvinde eller et forbillede for andre.

– Jeg har jo faktisk mest bare været sammen med min familie. Jeg kan ikke sige, at jeg har gjort noget særligt for at kæmpe for kvinderne. Sådan er det bare blevet, lyder det beskedent fra Mâliâraq Vebæk.

Tekst: Inge S. Rasmussen
Foto: Anne Bang

Navn: Kimmernaq
Årgang: 1980
Beskæftigelse: Kabinebesætning/ sanger
Bopæl: Kbh N
Forældre: Jens Kjeldsen og Dorthe Hegelund Kjeldsen
Civilstatus: Single
Børn: Nej
Yndlingssanger/musiker: Der er mange.. Thom Yorke (Radiohead)
Yndlingsband: Kent
Yndlings-album (cd): For tiden, ”Stille og Urolig” (Mikael Simpson)
Yndlingsskuespiller: Scarlett Johansson, hun er så naturlig..
Yndlingsfilm: Svært.. ”Match Point”
Yndlingsforfatter: Peter Freuchen
Yndlingsbog: ”Æblemost reglementet”

Når hun ikke er på vingerne over Atlanten med AirGreenland, nyder Kimmernaq at slænge sig i sofaen hjemme i lejligheden og se tv. Hun er efter eget udsagn ”lidt for god til at slappe af.” Men siden hun udgav sit soloalbum Tunissut har der været langt mellem sofa-stunderne for den syngende stewardesse. Der står stadig uåbnede flyttekasser i soveværelset i lejligheden, hvor hun flyttede ind i oktober. Så det er måske forståeligt, at det også er lang tid siden, at hun har siddet bøjet over smykkerne i sit smykkeværksted.

Men nu skal det være. For hendes farmor fylder snart 75 år, og hun skal have en halskæde af sit barnebarn.

- Jeg elsker at være kreativ, at skabe noget. Og med smykkerne er det fantastisk, når det lykkes, fortæller Kimmernaq Kjeldsen.

For halvandet år siden åbnede hun, sammen med fem andre kvinder, smykkeværkstedet Stereopynt på Nørrebro i København. Det er her, Arnanut først møder Kimmernaq. I dagens anledning er hun trukket i en sort kjole, lilla t-shirt og lange sorte støvler. Håret er sat op i en hestehale og make-up’en minimal. Om halsen hænger et smykke, en kæde med fire sølvplader, som hun selv har lavet.

Værkstedet er resultatet af en påbegyndt uddannelse som smykkekunstner, som det var umuligt at skaffe læreplads til. Derfor besluttede Kimmernaq og de fem andre kvinder sig for at gå sammen om et værksted. Nu er de otte, der deles om de faste udgifter. Fælles for dem alle er, at smykkerne er en hobby-beskæftigelse. Nogle er under uddannelse, andre har et fast job.

Kulturchok på RUC
Beslutningen om smykkeværkstedet er udtryk for handlekraft. Og det har Kimmernaq. Hun tror på sig selv og giver normalt ikke op. Men ingen regel uden undtagelse: For tre år siden begyndte hun på Roskilde Universitetscenter, RUC. Og fik et kulturchok.

- Jeg følte mig slet ikke godt tilpas. Selv om jeg klarede mig godt på GU og taler dansk, så kunne jeg ikke følge med i diskussionerne. Helt ærligt, jeg følte mig dum. Det gjorde jeg virkelig, konstaterer Kimmernaq. Hun syntes, hendes danske medstuderende kunne så meget, mens hun selv ikke kunne bidrage med noget.

- Min selvtillid faldt virkelig meget, husker hun i dag. Samtidig måtte hun erkende, at hun ikke brændte for livet som studerende. Og derfor smed hun håndklædet i ringen efter tre måneder.

- Jeg troede ikke, jeg var typen, der ville give op så hurtigt. Men omvendt har jeg heller aldrig været så sikker på noget, som da jeg besluttede mig for at stoppe. Og jeg har aldrig så glad og lettet, som da jeg kom ud og følte jeg kunne trække vejret igen, siger Kimmernaq.

Hun mener selv, at mange grønlandske studerende deler hendes erfaringer med det danske uddannelsessystem. Det er et kulturchok for de fleste.

- Det er hårdere, end man regner med, fastslår Kimmernaq.

Barndom i Aasiaat
Kimmernaq, årgang 1980, voksede op som den mellemste af en søskendeflok på tre i Aasiaat i årene efter Hjemmestyrets indførelse. Hendes forældre havde mødt hinanden i Danmark, da hendes far, Jens, læste på musikkonservatoriet. Moderen Dorthe er uddannet skolelærer og stammer fra Paamiut, men parret valgte altså at flytte til Aasiaat for 30 år siden. Det var her, der var job til dem begge.

Faderen, der er dansk, droppede musikkonservatoriet og startede livet i Grønland som tømrer. Senere blev han kredsdommer, og derudover laver han stenskulpturer og sejler charterture om sommeren i familiens kutter. En af hans stenskulpturer er en bænk, der står udenfor smykkeværkstedet Stereopynt. Moderen valgte efter 20 års arbejde som skolelærer at kvitte jobbet for i stedet at prøve kræfter med noget andet som for eksempel freelance grønlandsk lærer. I en alder af 50 begyndte hun at uddanne sig til social og sundhedsassistent. Og nu arbejder hun på Aasiaat Sygehus.

Kimmernaq beskriver sin barndom i Aasiaat som tryg og god. Og grønlandsk.

- Jeg tænkte aldrig over, at min far var dansk. Vi talte grønlandsk derhjemme. Min far havde hurtigt lært sig sproget, og jeg gik i grønlandsk klasse, fortæller hun.

Som 13-årig blev hun sendt til Danmark for at gå i 8.og 9. klasse. Hun boede hos sin fars bror i Silkeborg og gik i skole en lille by, Funder, seks kilometer udenfor Silkeborg. En barsk tid.

- Det var sgu hårdt som 13-årig. Det er lidt for tidligt at sende et barn hjemmefra. Det var også et kulturchok for mig. For selv om Silkeborg er større end Aasiaat, er mentaliteten helt anderledes i Jylland end i København. Mere provinsiel, mener Kimmernaq.

Familiesejlads i Caribien
Tilbage i Grønland og efter 11.klasse tog Kimmernaq med sine forældre og sin lillebror Adam på en større sejlads i familiens 36 fods kutter fra Grønland til Caribien.

- Det var fedt. Vi fik et enormt godt sammenhold i vores familie. Det skulle alle gøre. Også bare for at se verden, lyder opfordringen fra Kimmernaq. Alt i mens hun erkender, at det ikke er noget, alle kan gøre. Og at hun er privilegeret ved at have oplevet sådan en tur.

- Men det er så berigende for ens horisont at møde andre kulturer. Og det var godt for vores engelsk at skulle svare på alle spørgsmålene om Grønland fra dem, vi mødte undervejs, siger hun.

Ambassadør for Grønland
I Danmark bliver Kimmernaq ofte mindet om, at hun er grønlænder. Danskerne stiller stadig uintelligente spørgsmål om Grønland. Om isbjørne, iglo’er og hundeslæder. Eller de bliver overraskede over, hvor godt et dansk hun taler, når hun fortæller, hvor hun stammer fra. Samtidig er det vigtigt for hende at vise, at alle grønlændere ikke er som de socialt udsatte på Vesterbro Torv.

- Man gør jo sit bedste for, at danskere skal få et positivt indtryk af grønlændere, siger hun og medgiver at hun ofte føler sig som ambassadør for Grønland. I starten hadede hun at gå forbi sine landsmænd, der sad og sumpede. Men sådan tænker hun ikke mere.

- Jeg ved jo ikke, hvordan det er at være dem. Jeg er vokset op i mine trygge rammer, og jeg føler ikke, jeg kan eller skal fortælle dem, hvordan de skal leve deres liv. Måske er det nemmere for dem at komme gennem tilværelsen ved at ryge hash og drikke øl, siger Kimmernaq.

Den grønlandske kulturformidler
Selv om grønlændere og danskere har levet sammen i flere hundrede år, kan mødet mellem de to kulturer stadig slå gnister. Kimmernaq oplever indimellem, at hun skal løse kulturelle misforståelser mellem grønlændere og danskere. Ikke mindst når hun som grønlandsk stewardesse fungerer som lynafleder mellem danske kolleger og grønlandske flypassagerer.

- Nogle gange bliver den grønlandske væremåde misforstået af mine danske kolleger. Når de for eksempel spørger: ”Hvad kunne De tænke Dem at drikke?” – og grønlænderen svarer: ”Jeg skal have cola!”. Vi har jo ikke ”bede om” på grønlandsk. Vi grønlændere kan virke meget direkte nogle gange, hvor danskere pakker det mere ind og måske siger det på en lidt pænere måde, fortæller Kimmernaq. Det er nogle af de småting, hun bider mærke i. Så går hun ind og prøver at genskabe den gode stemning i kabinen. Det er en af hendes stærke sider: At kunne se tingene fra begge sider. Endnu er der kun cirka 9 ud af 60 kabinemedarbejdere, der taler grønlandsk, ifølge Kimmernaq.

Et lille Grønland
Hjemme i Grønland mener hun, at danskerne har et ansvar for at integrere sig og for eksempel lære sproget. Selv er hun godt integreret i Danmark, synes hun.

- Jeg er god til at indrette mig og følge normerne hernede, siger hun. Samtidig med hun erkender, at hun måske lever i et ”lille Grønland” i København, fordi hun omgiver sig med grønlandske veninder og venner.

- Jeg tror ikke, jeg kunne leve hernede, hvis ikke det var for mine grønlandske venner. Og hvis ikke det var for min mulighed for at rejse op og besøge min familie, siger Kimmernaq. Undervejs i interviewet ringer en veninde, og de aftaler at mødes over sushi senere.

- Jeg holder meget af sushi. Det er det tætteste hernede, jeg kommer på grønlandsk mad, som jeg elsker, siger Kimmernaq og nævner i flæng mattak, nikkut (tørret kød) og ”min mosters saltede hellefisk” som nogle af favorit-spiserne.

Kimmernaq fastholder, at hun kun vil være i Danmark, så længe hun synes, det er sjovt. Foreløbig er det blevet til tre år. Og når hun engang beslutter sig for at slå sig ned i Grønland igen, bliver det i Nuuk. Ikke Aasiaat.

- Nuuk passer bedre til mig nu. Det er ligesom om jeg er vokset fra Aasiaat. Når jeg er hjemme, er det dejligt, men det er også, som om byen er gået lidt i stå, forklarer Kimmernaq.

Et godt forbillede
Det kom bag på Kimmernaq, at hendes solo-album solgte nok til en sølvpris. Og at hun derefter nærmest ryddede bordet og scorede hele tre priser ved KNR Music Awards. Det betyder, at hun ikke længere kan være anonym i for eksempel Nuuk.

- Jeg skal lige vænne mig til det. For eksempel når kassedamen i Brugsen i Nuuk spørger, om hun må tage et billede af mig, forklarer Kimmernaq. Hun møder af og til også sjove episoder ombord på Atlantmaskinen, hvor hendes cd Tunissut er til salg.

- Det er ret sjovt når folk spørger om jeg ”kender hende der Kimmernaq?”. Så ser jeg på dem og svarer, ja, det gør jeg faktisk, griner Kimmernaq.

Men hun vil gerne bruge sin succes til at være et godt forbillede. Ikke mindst for de mange børn, der er i hendes fanskare. Og måske kommer de næste numre fra Kimmernaq til at handle om børn og sætte fokus på deres vilkår.

- Det er en god mulighed. Hvis vi snakker om fælles ansvar for, hvordan vilkårene er for børn i Grønland, vil det være optimalt at bruge populariteten til at synge og fortælle om børn på en positiv måde. Men det er først tanker, der er dukket op på det sidste. Det hele kom jo lidt bag på mig. Men det er da en god mulighed, smiler den 26-årige sangerinde, stewardesse og smykkekunstner.

Ti ”iskolde” til Kimmernaq Kjeldsen

Vin eller vand?
- Vand

Bacon eller mattak?
- 110% Mattak!

Alene eller sammen med nogen?
- Sammen med nogen.

Kalaaleq eller qallunaaq?
- Kalaaleq

Aasiaat eller Nuuk?
- Nuuk

Qanorooq eller TV-avisen?
- Begge dele

Arnanut eller Alt for Damerne?
- Arnanut

Aavaat eller Abba?
- Aavaat

Norsaq eller Dash-7?
- Lige nu, Norsaq.

Piteraq eller solskin?
- Solskin

Tekst: Inge S. Rasmussen
Foto: Anne Bang

Hun tager imod i sort langærmet t-shirt og sorte leggings. Afslappet og imødekommende. Vi slår os ned omkring spisebordet i det obligatoriske samtale-køkken, som hører sig til i moderne børnefamilier anno 2006. Safina på 3 og Filippa på 6 mukker lidt over at skulle se dvd, fordi mor skal interviewes, men de finder sig alligevel i det.

Og Nukâka Coster-Waldaù finder sig i det. Hun er ellers ikke meget for at snakke om sig selv. Det er blandt andet derfor, hun trives med at være skuespiller.

– Jeg synes, det er svært at tale om sig selv. Og jeg føler mig heldig ved at få lov til at spille andre. Det er så befriende. Så man slipper for at være sig selv, siger hun nærmest undskyldende og tager en slurk af kanel-teen i keramikkruset.

En rigtig skuespiller
Nukâka Coster-Waldaù har altid gerne villet synge og optræde. Så det gjorde hun. Spillede blandt andet med i filmen ”Lysets Hjerte” i rollen som ”indvoldeæderske.” Sang og spillede trommedans og var i en årrække den grønlandske værtinde ved DR’s årlige julehilsen til Grønland. Men på et tidspunkt blev det nok.

– Jeg ville ikke længere være den, der præsenterede. Jeg ville selv præsenteres, siger hun selv som forklaring på, at hun ligesom forsvandt lidt fra den grønlandske offentlighed i en periode.

I 1997 mødte hun Nikolaj Coster-Waldaù, da de begge skulle spille med i radio-dramaet ”Ørnekaldet.” De blev kærester, giftede sig og fik datteren Filippa i 2000. Mor og datter rejste rundt med farmand til hans forskellige filmoptagelser rundt omkring i verden. Men på et tidspunkt var dét heller ikke nok.

– Jeg havde brug for mere. Jeg var ligesom bare blevet ”hende den kønne, der kunne synge.” Jeg havde heller ikke rigtig selvtillid til at lave andet. Men det var ikke nok for mig. Jeg ville gerne være skuespiller, men tøvede. Nikolaj var jo skuespiller på hans måde, og jeg ville være det på en anden måde, fortæller Nukâka Coster-Waldaù.

Navn: Nukâka Coster-Waldaú
Årgang: 71
Beskæftigelse: Skuespiller og sanger
Bopæl: Lyngby
Forældre: Vivi og Josef Motzfeldt
Ægtemand: Nikolaj Coster-Waldaú
Børn: Filippa og Safina
Yndlingsskuespiller: Der er så mange dygtige, Cate Blanchet for tiden eller Robert Downey Jr. eller Meryl Streep eller Sean Penn eller eller… åh, det kan jeg ikke svare på.
Yndlingsfilm: … og det samme med film, det er svært. Mike Leigh laver blandt andet rigtig gode film som rører mig, og en film som for eksempel ”Eternal Sun shine of the Spotless Mind, ” instrueret af Michel Gondry, er fantastisk.
Yndlingssanger/musiker: Sarah Vaughan (vidunderlig sanger)

En god snak en dag med en rigtig god ven fik hende til at søge ind på Statens Teater Skole:

– Han sagde: Så søg dog ind! Og det gjorde jeg. Og kom til anden og tredje runden. Det var så sjovt. I hvert fald tredje-prøven. Da havde vi to hele dage. En masse leg og fysisk udfoldelse. Det var som at gå i skole.

Nukâka Coster-Waldaù var over 30, da hun blev optaget på skolen. Faktisk var hun for gammel og var derfor nødt til at søge dispensation. Også af Hjemmestyret, som bevilligede hende SU.

– Jeg føler mig meget heldig. At man har fået de muligheder. At jeg kom ind og fik støtte af Grønlands Hjemmestyre. Det er jeg meget taknemmelig over, siger hun i dag.

Familien før karriere
Selv om hun ikke ynder at tale om sig selv, siger Nukâka Coster-Waldaù, hårdt presset, at hendes styrke ligger i stædigheden. Hvis der er noget, hun ikke kan, ser hun det som en udfordring og vil gøre alt for at lære det. Som for eksempel da direktøren for NAPA Anders Berndtsson ville hyre hende til danseforestillingen ”Polaroid, what´s really going on around the northpole?”

– Jeg er meget kropslig, håndboldpige. Kan godt lide at bruge min krop. Men jeg er jo ikke danser. Så jeg var ret nervøs, da Anders Berndtsson ville hyre mig til det her job. Jeg sagde: Anders, jeg er ikke danser. Jeg har gået i skole i fire år for at lære at snakke, at lave teater. Jeg vil ikke danse, sagde jeg. Det vil sige, det ville jeg jo gerne. Det er jo bare usikkerhed.

Siger hun med selverkendelse og slår fast, at nysgerrigheden også er en stærk drivkraft hos hende.

– Det er så vigtigt at være nysgerrig. Og at turde fejle. Specielt i prøveforløbet. Det har vi været dårlige til på skolen. Vi var for ambitiøse.

Hun lægger ikke skjul på, at det har været fire hårde år på Statens Teater Skole. Ikke mindst fordi hun havde mand og børn. En kilde til evig dårlig samvittighed. Safina blev født, da Nukâka gik på uddannelsens andet år. Der var ikke noget, der hed barsel, og 13 dage efter fødselen sad Nukâka igen på skolebænken. Og malkede ud, når barnepigen kom forbi i pauserne.

– Jeg malkede ud konstant. Fordi jeg havde dårlig samvittighed over ikke at kunne være sammen med min lille datter, tænkte jeg, at hun i det mindste skulle have min mælk. Det er min svage side. Ikke at kunne slippe den dårlige samvittighed.

Samtidig var det en hård uddannelse, fordi skuespil-elever konstant skal bedømmes og evalueres.

– Det kræver meget psykisk. Vi blev holdt øje med døgnet rundt. Evalueret konstant. Og det synes jeg er noget af det kedeligste. Så går fornøjelsen jo et eller andet sted væk, hvis det bliver så ambitiøst, og hvis det ikke er leg. Legen er vigtig for mig,

Hun var den ældste på studiet og hele 10 år ældre end to af sine medstuderende. Og så var hun mor til to. Men hun har hele tiden sat familiens velbefindende over for uddannelsen. Og det gælder også karrieren.

– Efter jeg har fået børn kommer karrieren i anden række for mig. Sådan er det bare, siger hun som forklaring på, at der ikke har været de store overvejelser i forbindelse med, at der nu er to skuespillere i familien.

Eksem af komplekser
Nukâka Coster-Waldaù fortryder ikke, at hun søgte sent ind på sin uddannelse. Den giver ro at være ældre.

– De yngre har jo stadig det der starten-af-tyverne-kompleks. Senere er der andre ting der bliver vigtigere end ens udseende og andres mening om en. Når man har valgt at stifte en familie, er det vigtigt at den bliver cementeret.

Hun hævder, at hun selv har haft mange komplekser som yngre. Fik eksem over hele kroppen af bar angst for, hvad andre synes om hende.

– Livet handler jo ikke om udseende. Det har jeg troet, men det tænker jeg meget på nu ikke at give videre til mine børn. Nu har jeg piger, og jeg vil ikke være udseende-fikseret. De skal ikke blive nogle små selvcentrerede piger med komplekser. De får lov til at gå i det tøj, de vil, siger Nukâka Coster-Waldaù og kysser Safina, der i det samme kommer ind og viser sine mange perlekæder frem, heriblandt en perlekrave fra Østgrønland.

Grønland er vigtig
På køkkenets ene hvide endevæg hænger portrætter af pigerne, sort-hvide barndomsfotos af Nukâka og Nikolaj, børnenes malerier, et foto af en gammel mand fra Igaliku og to grønlandske træmasker. Grønland fornægter sig ikke, og Nukâka Coster-Waldaù lægger vægt på, at pigerne vokser op med en solid viden om hendes fædreland.

– De skal vide så meget som muligt om Grønland. Og føle sig trygge i Grønland, føle sig hjemme i Grønland. Indtil videre går det rigtig godt. Filippa, som er ældst, går meget op i, at hun kommer to steder fra. Og hun beder mig tit om at øve grønlandsk med hende.

Det var meningen, at børnene skulle tale flydende grønlandsk. Da Filippa var yngre, talte hendes mor udelukkende grønlandsk til hende. Men det varede ikke ved.

– Desværre lavede jeg den fejl, at da hun begyndte at tale, svarede jeg hende på dansk. Men det kræver, at jeg bliver ved, og det er svært, når Nikolaj ikke taler grønlandsk. Til gengæld går det hurtigt, når de er i Grønland, så kommer der lynhurtigt små ord til dem.

Selv om pigerne skal kende til deres grønlandske baggrund, haster det ikke med at komme hjem til Grønland og bo. Det vigtigste er at bo der, hvor man har det godt.

– Nu har jeg jo mand der er dansk, og børn der går i skole her. Samtidig kan Nikolaj og jeg jo bo, hvor som helst. Han arbejder jo hvor som helst. Lige nu er det Østrig. Så i virkeligheden kunne vi jo have base hvor som helst. Og vi har da snakket om at det kunne være dejligt at prøve at bo i Grønland, men det bliver jo ikke fast. Vi arbejder jo der, hvor jobbene er. Alt er jo åbent. Det skal være, fordi vi har lyst og overskud til det, når vi flytter.

Skuespiller ikke udstillingsdukke
Nukâka Coster-Waldaù er den første grønlandske skuespiller, der er uddannet fra Statens Teater Skole. Et faktum flere medier i Grønland understregede, da hun blev færdig. Hvilket kom bag på hende. Hun siger, at hun ikke har noget imod rollen som ambassadør, et forbillede for andre unge mennesker og vise at alt kan lade sig gøre med gå-på-mod. Men ikke for enhver pris.

– Jeg vil ikke være udstillingsdukke. Nu er jeg professionel, uddannet skuespiller. Det håndværk vil jeg gerne bruge.

På samme måde håber hun ikke kun at få tilbudt roller, hvor hun skal spille grønlænder. Som i afsnittet af krimi-serien ”Forsvar” på TV2, hvor der var brug for en grønlandsk prostitueret. Og det er i orden, men hun vil også gerne have andet end etniske roller.

– Jeg er jo grønlænder. Men jeg er også ”ikke-grønlænder”, jeg kan også lave andet. Ligesom min tyrkiske medstuderende på skolen. Hun spiller Susan Himmelblå i Kim Larsens musical ”Midt om natten”. Jeg føler også, jeg kan rumme andet.

En del af rollerne har indtil videre også indebåret, at hun skulle smide en del af tøjet. Men der skal være mening med det.

– Jeg synes nøgenhed kan være grænseoverskridende, også for publikum. Jeg vil diskutere med en instruktør, indtil jeg selv forstår meningen med at tage tøjet af. Jeg prøver ikke at skamme mig over min krop, lyder det igen fra kvinden hvis krop de færreste umiddelbart ville skamme sig over at eje.

Siger konsekvent nej
Mens hun er tøvende, men ikke direkte afvisende overfor nøgenroller, er der ingen tvivl, når grænsen skal sættes for, hvad pressen skal være med til. Især i starten ville de kulørte ugeblade gerne inviteres indenfor hos ægteparret Coster-Waldaù og for eksempel fotografere børnene med nissehue på. Det har de ikke fået lov til.

– Jeg synes selv, vi er meget gode til at holde os tilbage. Jeg giver ikke tit interviews, jeg synes det er svært, men jeg ved også godt, at det er vigtigt at lave pr i forbindelse med en forestilling eller en fi lm. Der har jeg lært meget af Nikolaj, som jo har været i branchen i mange år.

At være gift med Nikolaj Coster-Waldaù betyder også at se sin mand kåret som en af Danmarks lækreste. Gang på gang. Men Nukâka Coster-Waldaù ligger ikke søvnløs over, hvordan hun nu skal holde på sin mand.

– Nej, det er jeg kommet over. Heldigvis. Jeg kan huske i starten, da vi lige var blevet kærester. Da syntes pigerne jo også glade for ham. Og jeg skulle gøre op med mig selv, om jeg kunne leve med det. Jeg var jo også ung, usikker og jaloux.

Hun var også nødt til at beslutte om hun kunne acceptere, at han kyssede med andre kvinder på film. Og her har det formentlig hjulpet, at hun selv blev skuespiller. Især efter den første intime scene hun havde med en mand som hun absolut ingen følelser havde for.

– Da jeg så, hvor ægte det så ud på film, blev jeg meget tryg. Og jeg stoler på Nikolaj. Jalousi er, ligesom komplekser, spild af liv. Så har jeg valgt det forkerte fag og den forkerte mand, hvis jeg skal gå op i dét.

Ti ”iskolde” til Nukâka Coster-Waldaù
Vin eller vand?
- Vand.

Bacon eller mattak?
- Helt sikkert Mattak.

Alene eller sammen med nogen?
- Sammen med min familie.

Danmark eller Grønland?
- Danmark når jeg er i Danmark, og Grønland når er i Grønland.

Qanorooq eller TV-avisen?
- Begge hvis muligt.

Arnanut eller Alt for Damerne?
- Læser ikke rigtig dameblade mere, men når jeg nu skal vælge, så må det være Arnanut selvfølgelig.

Nuuk eller København?
- Må jeg ikke vælge et mindre sted? Er træt af storbyer.

Trommedans eller Vild med Dans?
- Trommedans med Jesper Skibby.

Piteraq eller solskin?
- Piteraq der ender med fantastisk solskin.

Silamiut eller Det kongelige Teater?
- Man skal støtte grønlandsk teater, men jeg må vælge Det Kongelige Teater, så er jeg tæt på mine børn.

Tekst: Inge S. Rasmussen
Foto: Anne Bang

Hvorfra kom din interesse for samfundsudviklingen?
– Jeg blev født udenfor ægteskabet, og voksede op hos mine bedsteforældre og min mor. Jeg tror min interesse for det sociale område stammer derfra. Jeg brænder især for, at børn og unge skal have gode forhold. Forholdene dengang (i 1955 da Agnethe først kom ind i politik, red.) var ikke de bedste. Levemåden var gammeldags, og der var en mindre tuberkuloseepidemi i Grønland. Det var hårde tider, og der var en masse at kæmpe for.

Navn: Agnethe Nielsen
Født: 13. maj 1925 i Qeqertarsuaaraq ved Qassimiut
Beskæftigelse: Pensionist
Bor i: Narsaq
Blev enke i 1987, og har tre børn.
Forhenværende borgmester i Narsaq, landstings- og kommunalbestyrelses- medlem. Har været bestyrelsesmedlem i en række organisationer, blandt andet Kræftens bekæmpelse i Danmark, KANUKOKA og AG. Ikke mindst har hun været engageret i socialt arbejde. Er helt ude af sit engagement i politik og bestyrelsesarbejde – samt andet arbejde – udover arbejdet for de ældres vilkår.
– Jeg er næstformand i Utoqqaat Nipaasa Kattuffiat (Den landsdækkende organisation, der kæmper for de ældres vilkår), men jeg er jo ikke helt ung længere. Og jeg har altid syntes, at de unge skal frem i politik og andet arbejde. Nu er det deres tur, siger hun.

Hvordan var det som kvinde at komme ind i politik i 1955?
– Der var ingen forskelsbehandling. – Da der var valg i 1955 blev jeg af en af dem, der kom ind og blev bedt om at være suppleant. Jeg takkede nej, men vedkommende overtalte mig med, at det slet ikke var sandsynligt, at jeg ville supplere ham på nogen tidspunkt. Han var jo ung og kom nok ikke til at forsømme det politiske liv – medmindre der skete nogen helt ekstraordinært – eller hvis han døde. Men sandheden var, at han på det tidspunkt allerede var begyndt at forberede at rejse væk fra Narsaq. Derfor blev jeg kommunalbestyrelsesmedlem, da han rejste.
– Jeg var ene kvinde i kommunalbestyrelsen, og kvinder i politik var i hvert fald et særsyn dengang. Det første år var jeg meget tilbageholdende – sådan var jeg blevet opdraget. Vi skulle ikke sige mændene imod, dengang i middelalderen. (Agnethe bryder ud i latter.) Men på grund af min store interesse for det sociale område, var jeg meget opmærksom på forholdene – og jeg kunne bare ikke holde min mund. Der blev ikke taget hensyn til, at jeg var kvinde, og jeg blev ikke antaget for at være det svage køn. Mændene lyttede lige så meget til mine meninger og holdninger, som de gjorde til deres mandlige kolleger. Og jeg havde lige så meget ret til at sige lige, hvad jeg havde lyst til. To år efter blev jeg næstformand i kommunalbestyrelsen, og i 1960 blev jeg formand. Det er et bevis på, at der ikke har været forskelsbehandling.

Hvad er din største styrke?
– Min styrke er at snakke med folk – og især med unge. Jeg får mange henvendelser fra unge, der for eksempel spørger om ting, jeg ved noget om, fordi de skal op til eksamen i det. Det er dejligt at kunne give dem min erfaring. Gensidig respekt med dem, man snakker med, synes jeg også er vigtigt. Man kan være uenig, og man kan diskutere. Men respektér endelig andres holdninger – så vil de også respektere dine.
Efter mange års engagement i samfundsudviklingen – især det sociale område – holder Agnethe Nielsen nu lav profil i sit hjem i Narsaq. – Nu følger jeg kun med i udviklingen, og jeg kan nogle gange føle mig magtesløs over, at jeg ikke længere kan sige min mening direkte. Men jeg er jo ikke helt ung længere, siger hun.

Hvad er din største svaghed?
– Dengang jeg arbejdede, rejste jeg meget. Og det, der dengang gjorde mig svag, var, at jeg rejste så meget væk fra min familie. Men min afdøde mand har altid støttet mig. Han gjorde alt for, at jeg ikke skulle lide af dårlig samvittighed over for ham og mine børn. De var glade, når jeg forlod dem – og de var glade, når jeg kom tilbage. Jeg vil dog lige tilføje, at når man arbejder med det sociale, møder man folk, der er i nød. Så bliver man selv ked af det eller vred, når tingene ikke lige fungerer, som de burde. Jeg følte mig svag i de situationer. Dog er det vigtigt at kunne bearbejde det.
Hvad er din største lykke?
– Min største lykke er mine børn og min afdøde mand. De har givet mig så meget lykke.

Hvordan når du dine mål?
– Det er vigtigt at vise respekt for andre mennesker – også når man vil nå sine mål. Når man viser respekt, bliver man automatisk respekteret – og er til at stole på – så er målene meget lettere at nå. Man kan kæmpe og kæmpe – men hvis man ikke viser respekt, kan man ikke nå sine mål.

Hvor vigtigt er det for dig at have venner og veninder?
– Det er utroligt vigtigt. Selvom jeg er blevet ældre, har jeg stadig venner fra dengang, jeg var meget ung. Når vi ikke har snakket sammen i lang tid, ringer vi til hinanden eller ses og udveksler oplevelser. Venner er kilden til en glad sjæl – især når man er blevet gammel.

Hvad laver du nu, hvor du ikke længere arbejder?
– Jeg følger med i alt, hvad der sker i Grønland. Især følger jeg med i politik, og den måde vort land bliver styret på. Jeg lytter meget til radioen, og læser aviser. Jeg er ikke altid enig og kan endda blive gal, når jeg lytter til nyhederne. Men jeg bliver også glad, når jeg kan se, det går godt for nogen. – Det er jo ikke let at styre et land. Men det vigtigste, en politiker skal gøre, er at gøre det bedste for befolkningen – og ikke fokusere så meget på sit parti. Når man som jeg nu kun lytter til for eksempel valgkampe, føler man sig magtesløs, når politikerne begynder at fokusere på partierne dem imellem, og ikke arbejder for deres hjertesager.

Tekst: Aminnguaq Dahl Petrussen
Foto: John Rasmussen