Vivi Schmidt, 40, mor til to drenge på 20 og 2 år, kontorassistent på Sermitsiaq. Hun er 162 cm høj, vejer 70 kg, og bruger str. 40 i tøj.
– Jeg bliver træt af at gå med det samme og det samme tøj. Derfor kunne jeg tænke mig at blive inspireret, og få en helt ny tøjstil, siger Vivi Schmidt.
Det fik hun mulighed for – læs hvad Arnanuts stylister rådede hende til.
Vivi Schmidt meldte sig hurtigt til Arnanut’s “Kvinde forvandles”- projekt. Og forvandlet blev hun fra top til tå.
– Jeg er tilfreds med resultatet, og vil prøve at følge rådene. Det er i hvert fald tankevækkende og sjovt at prøve noget nyt. Jeg vil da opfordre kvinder til at springe ud i det, og prøve noget nyt, siger Vivi Schmidt.
Tøjet
– Hun går i praktisk tøj til daglig, som er godt som fritidstøj eller på sejlturen. Men det er noget hun ikke behøver at have på indenfor på arbejde, siger Arnanuts tøjrådgiver Louise Lynge Petersen, nyuddannet designer fra Columbine Internationale Designskole. Hun arbejder på deltid i In Fashion i Nuuk, og planlægger at åbne en designvirksomhed i oktober.
– Vivi er lav, og derfor er det vigtigt, at hun ikke bruger tværgående snit, som “skærer hende i bidder”, for så virker hun endnu lavere end hun egentlig er. Hun skal hellere bruge lange linier som er figursyet, i rolige farver og gerne i toner indenfor samme farver, anbefaler Louise Lynge Petersen.
– Vivi har slanke ben, og er større foroven end forneden, derfor klæder det hende at bruge lyst forneden, og mørkere farve foroven, ligesom det festtøj hun har på. Hun er en elegant kvinde, og det bør hun gøre meget mere ud af, råder Louise Lynge Petersen.
Håret
Maik Carretero, frisør i Salon Puk fik ikke meget hår at arbejde med, da Vivi dukkede op på salonen, og alligevel kunne der gøres meget.
– Jeg valgte at beholde Vivis hårlængde, som var kort i forvejen. I den nyeste hårmode klippes der en underfrisure, som gør at det pjuskede bliver mere synligt. Derefter choppede jeg meget ind, så håret får mere fylde og mere pjusk, siger Maik Carretero.
– For at give Vivi´s ansigt et mere løft valgte jeg at farve hendes hår med Kolstonfarve fra Wella. En mørk farve i kanten, rødnuance i resten af håret og så lysere striber. For at håret forbliver pjusket bruger jeg D:fi voks, som skal varmes godt mellem hænderne, før det gnides ind i håret, og former lokkene en efter en.
Maik Carretero har arbejdet i Salon Puk i et halvt år. Før det var han instruktør hos hårproduktvirksomheden Sebastian, og har arbejdet som stylist på en TV-station i Spanien.
TIP:
Hvis du bruger eyecurler, som gør dine vipper mere bøjede kan du få dem til at holde knækket hele dagen, hvis du putter vandfast mascara på bagefter. Så falder de ikke så let.
Make-up
Marina Vejlø, indehaver af Hudplejeklinikken og Solcenteret er uddannet kosmetolog. Hun har arbejdet i Biotherms afdeling i Magasin, og adskillige Matasbutikker. Hun står for Vivi’s makeup, og gav nogle gode råd om hudpleje med på vejen.
– Vivi’s hud har været udsat for kuldeskade, og hun skal derfor bruge en meget beskyttende creme mod vind og kulde. Hun lider også af en hudsygdom, som gør hun har meget rødlig hud. Det kan der ikke gøres noget ved, men jeg vil anbefale hende at rense huden dagligt med hudprodukter, siger Marina Vejlø.
– Jeg gav hende en voksbehandling ved brynene, og overlæben for at fjerne hår. Voks hiver flere hår op med roden ligesom pinchet. Det gør hendes øjne meget synligere. Jeg skal også tilføje, at det ikke gør så ondt, som man kunne tro, smiler Marina.
– Med hensyn til daglig makeup vil jeg anbefale hende at bruge beigefarvet løst pudder, lipgloss i lys farve for at give læberne fylde, og mascara. Så synes jeg absolut, hun kan gå hen og blive mere vovet med tiden, siger Marina Vejlø.
Briller
Dora Thomsen, administrator Synoptik anbefaler Vivi’s brillestel, der åbner for hendes øjenregion.
– Hendes briller gjorde hendes øjne lidt usynlige, og det er synd, for hun har flotte øjne. Derfor fandt jeg to brillestel, som kunne passe hende. Det ene par er Versus stellet, som hun har på til hverdagstøjet. Ansigtet løftes mere, og virker åbent. Det andet sæt briller fra Chanel er dog min favorit. De klæder hende perfekt. Det rødbrunlige farvede stel passer til hendes nye striber i håret, og så stråler hun meget mere, siger Dora Thomsen.
Tekst: Inga Dóra Gudmundsdóttir Markussen
Foto: Knud Josefsen